Trafikken er hektisk på Saxtorphsvej, hvor der både skal være plads til biler, busser og cykler, når børn skal hentes og bringes til vejens to institutioner. Arkivfoto: Martin Sørensen
Trafikken er hektisk på Saxtorphsvej, hvor der både skal være plads til biler, busser og cykler, når børn skal hentes og bringes til vejens to institutioner. Arkivfoto: Martin Sørensen

Nu bliver trafikken igen sendt til tælling på Saxtorphsvej

I sidste uge rykkede trafiktællere ind på Saxtorphsvej til naboernes store overraskelse. De havde nemlig ikke fået noget at vide på forhånd, men den er god nok , bekræfter forvaltningen nu.

En afventende stemning har spredt sig i kvarteret omkring Saxtorphsvej, siden Valby Lokaludvalg for et par uger siden inviterede til borgermøde om en planlagt tredje dagsinstituion i villaområdet. En politisk beslutning, som har vakt stor utilfredshed og skepsis i det hårdt prøvede villaområde.

På borgermødet deltog både kommunale direktører og politikere heriblandt børne- og ungdomsborgmester Jesper Christensen (S), som lovede, at man ville undersøge nogle alternative placeringer, ligesom der skulle laves nye og tidssvarende trafiktællinger. Så langt så godt. Flere af de fremmødte borgere fik også opfattelsen af, at de nu ville blive inddraget mere i processen, men siden har der været tavshed på linjen. En af de fremmødte borgere var lokaludvalgsmedlem Erhard Nielsen, der selv bor i kvarteret på Ole Borchs Vej:

»Jeg var personlig meget positivt stemt, da vi gik ud fra borgermødet, og jeg ved, der var flere, der havde det sådan. Der var selvfølgelig også nogen, der mente det modsatte, og som stadig er meget skeptiske, men jeg havde en god fornemmelse efter mødet, hvor jeg også er glad for, at så mange dukkede op. Vi fik klart på fornemmelsen, at vi gav politikere og embedsfolk noget at tænke over, og at der faktisk blev lyttet til vores indvendinger.Her nogle uger efter, står man dog tilbage med den der snigende tvivl om, hvorvidt de nu også har hørt det,« siger han.

Kommunal tavshed

I sidste uge dukkede der dog pludselig en boks op på Ole Borchs Vej, som lignede noget, der skulle tælle trafikken, mens to officielt udseende mennesker stod ved indgangen til Saxtorphsvej. Kunne en trafiktælling være sat i værk? Naboerne havde intet hørt om det:

»Det lignede bestemt, at de to personer stod og talte trafikken, som vi har bedt, men vi ved det dog ikke, for der har været fuldstændig tavst på linjen siden borgermødet. Ingen har sagt til os, at man nu vil lave en ny trafiktælling, lige pludselig er de der bare. Jeg synes, det er mærkeligt, for de lagde ligesom op til på borgermødet, at vi skulle sætte os ned og tale om tingene, men sådan virker det ikke. Nu går maskineriet bare i gang, og vi hører ikke noget. For mig virker det stadig som om, der er en mørklægning,« siger Erhard Nielsen.

Det er en trafiktælling

Efter en henvendelse til Økonomiforvaltningen viser det sig dog, at man ganske rigtigt har sat en trafiktælling i gang. I en mail til avisen skriver forvaltningen:

»5. december har Byggeri København sat gang i en trafiktælling for at undersøge trafiksituationen på vejen. Der har været rejst kritik af, at der tidligere har været en trafiktælling i en sommerferieperiode, og derfor er en ny trafiktælling igangsat for at få en mere tidssvarende måling af trafiksituationen,« skriver de og tilføjer:

»Trafiktællingen skal give information om trafiksituationen, så vi kan se på mulighederne for bedre og mere sikker færdsel og afvikling af trafikken for både fodgængere, cyklister og bilister.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Emil bager selv rugbrød. Privatfoto

MADSTAFETTEN/Emils rugbrød

Her ses nogle af de aflagte genstande, som har fået en kærlig hånd.

Klubhus udstiller bæredygtig børnekunst