Foreløbig har 205 hunde meldt deres ankomst til nytår på Clarion Hotel Copenhagen Airport.
Foreløbig har 205 hunde meldt deres ankomst til nytår på Clarion Hotel Copenhagen Airport. - Foto: PR-foto

Vovser med fyrværkeriskræk holder nytår på lydtæt lufthavnshotel

Nytårsaftensdag tjekker 205 hunde og deres ejere ind på Clarion Hotel Copenhagen Airport. Bag hotellets lydtætte, trelags ruder slipper hundene for brag og knald fra fyrværkeri, som derhjemme ville jage dem rundt i boligen.

Nytårsaftensdag er der om eftermiddagen en masse logren og snusen goddaw i lobbyen hos Clarion Hotel Copenhagen Airport.

Det er nemlig check-in tid for foreløbig 205 hunde og deres ejere, som vil skåne de fyrværkeri-forskrækkede firbenede for brag og knald fra raketter, kanonslag og batterier på årets sidste aften.

Dyrenes Beskyttelse vurderer, at cirka hver tredje hund er bange for fyrværkeri. De høje lyde og lysglimt kan være skyld i alt fra let uro til angst hos hundene.

Det er tredje år i træk, at lufthavnshotellet har en særlig vov’et nytårsaften.

»Vi har den fordel, at vi har tre-lags ruder for at holde støj fra flyene helt ude. Det virker selvfølgelig også på larmen fra fyrværkeri og dét er der mange hunde og deres ejere, som kommer til at nyde godt af igen i år,« fortæller Jesper Olesen, direktør for Clarion Hotel Copenhagen Airport.

Svensk hundeejer fik ideen

Ideen opstod tilbage i 2013 på Clarion Hotel Arlanda Airport i Stockholm, hvor en gæst foreslog, at det ville være fantastisk at fejre nytår med sin firbenede ven på hotellet, fordi der er fyrværkeri-forbud ved lufthavnen.

Hotellet tog ideen til sig, og samme nytår tjekkede 156 hunde, en kat og en papegøje ind for at fejre et roligt årsskifte på det svenske hotel.

Siden har konceptet bredt sig hos hotelkæderne Clarion og Quality, og man kan nu fejre nytår med sin hund på syv hoteller, deriblandt Clarion Hotel Copenhagen Airport.

Her er der til nytår forberedt doggybags med hundevenlige snacks og kaldt ekstra mandskab på arbejde, så det hele kan forløbe så glat som muligt.

»Det er virkelig en festlig dag. Selv om det kan virke lidt overvældende, når mere end 200 hunde skal tjekkes ind på bare et par timer, så kan man ikke andet end blive glad af alle de logrende haler. Og så er det jo fedt, at vi kan skabe rammerne om en rigtig god nytårsaften for så mange gæster. Nogle af gæsterne fejrer nytåret i vores restaurant og bar, mens andre nyder den luksus, det er at bestille roomservice og fejre nytår i en badekåbe på værelset sammen med deres hunde,« siger Jesper Olesen.

Hotellet oplyser, at der stadig er plads til flere hunde på hotellet nytårsaften.

Og i øvrigt kan gæster altid booke sig ind med en hund på Clarion Hotel – det kræver bare en ekstra rengøringspakke, så også gæster med allergier over for kæledyr med pels kan bruge værelset efterfølgende.

Har din hund nytårsskræk?

  • Har du ikke haft hund så længe, og ved du ikke, hvordan din hund vil reagere på fyrværkeri, så kan du teste, om den bliver skræmt af høje lyde.

  • Start forsigtigt ved f.eks. at tabe et låg fra et syltetøjsglas på gulvet bag ved din hund. Bliver hunden skræmt og søger beskyttelse eller løber væk, så kontakt din dyrlæge, så du kan nå at få ordineret beroligende medicin til hunden, når fyrværkeriet brager løs.

  • Gå nytårsaftensdag en lang tur tidligt på dagen, så hunden bliver træt.

  • Er din hund utryg eller bange om aftenen, og har du ikke mulighed for at holde nytår væk fra larm og fyrværkeri, så find boligens mest stille rum. Træk også gardinerne for, så lysglimt holdes ude.

  • Tænd for behagelig musik hos hunden og skru op for lydstyrken, så det overdøver mest muligt af larmen fra fyrværkeriet.

  • Rådene kommer fra Erik Andersen, direktør for Dansk Dyreinstitut

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Thomas Frederiksen (tv) holder med FC København, mens Jesper Gisli har sin fodboldsympati hos Malmö FF torsdag aften i Parken, hvor de begge er på plads.

Hvem mon vinder i aften? Avisen lægger arm med sig selv om FC København-Malmö FF

Koncert: Duo synger julen ind