Borgermødet blev holdt på vandrehjemmet ved Vejlands Allé.
Borgermødet blev holdt på vandrehjemmet ved Vejlands Allé. - Foto: Peter Sørensen, By & Havn

Stærk modstand har højnet kvaliteten på byggeriet på Amager Fælled

Først fik modstandere af byggeri på Amager Fælled flyttet det væk fra den gamle strandeng. Men modstanden har også gjort byggeriet mere grønt og bæredygtigt end andet nybyggeri i København.

»Vi har ikke ansvaret for, at der skal bygges. Vi har ansvaret for, at der bygges ordentligt.«

Sådan indledte arkitekt Signe Kongebro fra Henning Larsen Architects i mandags borgermødet på vandrehjemmet, hvor tegnestuens vinderforslag til byggeriet Vejlands Kvarter på Amager Fælled skulle præsenteres.

»Vi ved, at mange stadig er vrede over hele den præmis, at der overhovedet skal bygges på fælleden. Det er okay, men der er ingen politikere til stede fra Københavns Kommune i dag,« sagde By & Havns direktør Anne Skovbro i sin indledning.

Begge bemærkninger rammer godt ind, hvordan præsentationen var tvunget i en defensiv over for den krasbørstige modstand fra især Amager Fælleds Venner og Danmarks Naturfredningsforening imod, at der overhovedet bygges her.

Modstanderne, der først havde demonstreret udenfor med fakler og sang, er ikke færdige med at agitere imod planerne og vise deres vrede over, at man har affredet et stykke fælled.

Og selv om det var politikere på Københavns Rådhus og i Folketinget, som traf beslutningerne for over et år siden, var det arkitekter samt embedsfolk fra kommunens forvaltning og By & Havn, der i mandags måtte tåle kritikken af de beslutninger.

»En smuk antitese til Ørestad«

Tidligere stadsarkitekt Jan Christiansen var som fagdommer med til at udpege vinderforslaget.

»Jeg tror, jeg har været dommer i over 100 arkitektkonkurrencer, og jeg har sjældent set en besvarelse af så stor lødighed og med så omfangsrig en beskrivelse,« sagde han og kaldte vinderforslaget en »smuk antitese til den meget urbane Ørestad.«

Arkitekt Signe Kongebro gennemgik byggeriet og de tre ringlandsbyer, hvor byggeriet er højest i centrum og falder i højde ud mod fælleden. Mellem de tre landsby skal naturkorridorer trække fælleden tæt på byggeriet.

Hvorfor skal VI have det

Knud Erik Hansen fra Danmarks Naturfredningsforening København roste vinderforslaget for at overhale andre af byens nyere byggerier i kvalitet:

»Hold kæft, hvor kunne det have været spændende, hvis det her var blevet lavet på Enghave Brygge eller Teglholmen. Hvorfor skal vi være de første, der skal prøve sådan noget her. Der er mange kvaliteter i det her projekt – det ligger bare det forkerte sted,« sagde Knud Erik Hansen.

»Vi går op i at bygge noget, som vi synes er godt og som er bæredygtigt. Vi er enormt stolte af at afprøve det største træbyggeri i en bydel i danmarkshistorien. Vi går også op i, at det skal være godt at bo i. Men det betyder også, at der er noget byggeri, måske som noget af det på Teglholmen, som ikke er det, vi synes er rigtigt at gøre. Det har du ret i. Det her projekt er det, der bedst har prøvet at sige: Vi er klar over, at vi ligger et helt særligt sted i byen, og vi skal tage hensyn og bygge noget, man ikke ser andre steder i København, fordi det er et særligt sted. Det er det vi har forsøgt at ramme inden for det mandat vi har fået af to folkevalgte forsamlinger,« svarede Anne Skovbro fra By & Havn.

Bedre end autocampere

Charlotte, der præsenterede sig som »en glad nabo« til Amager Fælled, mindede om, at alternativet til byggeriet netop ikke var at beholde arealet som det er.

Arealet var nemlig indtil 2017 udlagt til campingplads.

»Mange glemmer i aften, at det her område har været udlagt til at skulle huse en campingplads med plads til 125 grimme autocampere. Den har jeg personligt været superked af. Det her er en meget større gevinst for de glade københavnere, der skal bo i København,« sagde hun.

Vinderforslaget er ikke den færdige plan for byggeriet. Det skal bearbejdes, og der er stadig en proces, hvor borgerne kan komme med spørgsmål og input.

Der er lige nu høring om afgrænsning af miljøkonsekvensrapporten for byggeriet, og man kan indtil 20. december komme med kommentarer på blivhoert.kk.dk

Se hele vinderforslaget på www.byoghavn.dk.

Læs også artiklen: Arkitekt fundet til byggeri på Amager Fælled: Sådan skal ‘Fælledby’ se ud

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
De tre musikere giver koncert i den svenske kirke på søndag. FOTO: Pressefoto.

Musikforening giver international julekoncert

Kan du gætte, hvor vi er?

Julekonkurrence: Hvor er vi mon henne?