Chefredaktør Jesper Gisli
Chefredaktør Jesper Gisli - Foto: Martin Sørensen

Klumme: Derfor holder jeg med Malmö FF

Alle rejser sig mens de pompøse toner fra Malmö FF-hymnen brager ud over et stadion klædt i lyseblåt og hvidt. Hymnen. Et storslået stykke musik indspillet af Malmös Symfoniorkester, som underlægningsmusik for det 20.000 mand store kor, der med rank ryg synger Skånes stolthed ind i arenaen.

Ikke en tilfældig og slidt popsang, ikke en pinlig Van Halen-orgel intro, og ikke en sløv traver fra 1960’erne som bruges på adskillige europæiske stadions. Ej heller et tungt stykke Metallica-klassiker som kun Virginia Tech bør og kan løbe på banen til. (Tjek det ud på YouTube, så forstår du hvad jeg mener!). Nej, en hymne. Malmös helt egen.

”Se där Sveriges bästa, stolt och stark. Och när stormen river, ger vi allt. Ända sedan gamla dagar, under våran ljusblå fana, står vi upp för himmelsblått, heja Malmö”

Alle på stadion er klædt i lyseblåt og hvidt. Også dem på VIP-pladserne. Alle synger med, det bedste de kan. Alle. Og som om der ikke var lyseblåt og hvidt nok, så har alle reklameskiltene på stadion de samme to farver. Også Carlsbergs, Swedbanks og Pumas. Dog ikke på den ene langside ved hovedtribunen. Her bruges hele langsiden til alle årstallene hvor mesterskaber og pokaltitler er sikret igennem tiden.

Fra hjørneflag til hjørneflag. Også i lyseblåt og hvidt, naturligvis…

Det er en unik, vild og intens stadionoplevelse i Malmö. Det var den også i 2003 da jeg første gang, og lidt tilfældigt, skulle se bold på den anden side af sundet.

Jeg var journalist på en lokalavis i Køge. Vi fik trykt vores ugentlige avis på et trykkeri i Malmö, og trykkeriet var sponsor i klubben. For at være flinke ved en god kunde, inviterede trykkeriet et par stykker af os fra avisen til fodbold i Malmö en mandag aften. Jeg havde ikke rigtigt nogle forventninger, andet end nysgerrighed. Men jeg fik slået benene væk under mig.

Det var på det gamle Malmö Stadion. Beton, nedslidt, og gudhjælpemig en cinderbane mellem græsset og publikum. Men det er ikke rammerne der definerer og skaber en vanvittig stadionoplevelse. Det er holdets fans og det publikum der fylder rammerne. Det fik jeg beviset for den dag.

Malmö FF vandt, og efterfølgende kunne jeg ikke ryste oplevelsen af mig. Var det en sommerflirt, eller en hurtig forelskelse? Jeg var tændt, og måtte smage det igen. Jeg tog en håndfuld venner med, som jeg havde fortalt vidt og bredt om denne vanvittige fodboldoplevelse.

På et fyldt stadion så vi MFF vinde Skånederbyet mod Helsingborg IF med hele 5-0, og da Malmö-spillerne løb æresrunde efter kampen, var det fodboldhjerte der hidtil kun havde tilhørt Herfølge og Liverpool, nu delt i tre. Det har det været siden.

Kære Thomas Frederiksen og alle I andre FC København-fans. I gør det meget godt. Den ros skal I have. Men når nu torsdagens nederlag ikke niver mere, så overvej at tage over sundet for at opleve det helt unikke på Malmö Stadion. Skandinaviens bedste hold, og ikke mindst deres fans. Du bliver aldrig den samme igen. Det lover jeg.

Framåt Malmö – heja de blåe.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Cityringen åbnede officielt 29. september 2019, med 17 nye metrostationer.

Tak for metro-ros

Thomas Frederiksen, journalist, Østerbro Avis.

Klumme: Derfor holder jeg med FC København