1. november åbnede Peter Kjær sin vin- og spiritushandel på Valby Langgade 30a, hvor sortimentet er vidt og bredt, præcis som vinhandlerens egen smag, når det kommer til de våde varer.
1. november åbnede Peter Kjær sin vin- og spiritushandel på Valby Langgade 30a, hvor sortimentet er vidt og bredt, præcis som vinhandlerens egen smag, når det kommer til de våde varer. - Foto: Benedicte Lorenzen

Shippingmanden, der blev fitnessejer, værtshusejer og vinhandler i Valby

Mød manden bag Valbys nye vinhandel, som åbnede på Valby Langgade 30a for lidt over en måned siden. Peter Kjær har bestemt ikke haft en karriere, som de fleste andre, og her fortæller han om, hvordan han er endt som vinhandler i Valby.

Det er som bekendt umådelig svært at spå om, hvad fremtiden bringer, og når vinhandler Peter Kjær kigger tilbage på sin karriere, så har den taget nogle gevaldige sving rundt i forskellige erhverv. Vi møder ham i Valbys nye vinhandel på Valby Langgade 30a, som han åbnede for blot en måneds tid siden. Spoler vi tiden 40 år tilbage, så stillingsbetegnelsen dog noget anderledes ud.

»Oprindeligt er jeg shippinguddannet hos ØK, og det var et meget autoritært system, hvor jeg var på kontor med, hvad det nu indebar af diktatoriske mænd. Det var i 1979, og det kunne jeg ikke forliges med,« husker Peter Kjær.

Fra shipping til motion

I de sene 70’ere var motionsbølgen begyndt at rulle ind over København, der så sine første motionscentre rundt omkring. Peter Kjær var en af dem, der havde fået øjnene op for fænomenet, og pludselig skulle en ny karrierevej vise sig netop der blandt håndvægte og bænkpres:

»Da jeg var færdig hos ØK fik jeg tilbudt et job i et motionscenter, og der sprang jeg til, for jeg skulle bare videre. På det tidspunkt var der så småt begyndt at vokse motionscentre op rundt omkring i København, så konkurrencen blev mere og mere skærpet. Det gav en masse spændende udfordringer, for vi måtte gøre noget, hvis vi ville holde på medlemmerne, og det, syntes jeg, var en fed opgave,« fortæller han.

Det centralt beliggende motionscenter på hjørnet af Borgergade og Gothersgade i Indre By var på det her tidspunkt ejet af bodybuilder Svend-Ole Thorsen, som i 1985 besluttede at forlade Danmark for at blive skuespiller i Hollywood. Peter Kjær, der stadig var ansat, besluttede at købe stedet. En beslutning, der snart skulle lede ham ind på en ny karrierevej:

»I sådan et center kommer der jo alle mulige mennesker, blandt andet flere restauratører, som fortalte meget om deres branche. Det, syntes jeg, var super spændende. På et tidspunkt var der så en restauratør, der sagde, at han da godt ville hjælpe mig med at finde et eller andet, hvis jeg gerne ville ind i den branche. Efter noget tid fandt vi Kruts Karport på Østerbro, som jeg købte i 1990 og drev i 14 år, hvorefter jeg solgte den,« fortæller Peter Kjær.

På vej i spiritussens verden

Hvad skal en mangeårig selvstændig finde på, når forretningen er solgt, og verden ligger åben? Peter Kjær arbejde først som ansat i nogle vinhandler, hvorefter han blev brand ambassador for det store franske spiritusfirma Pernod Ricard. Et job, der sendte ham land og rige rundt for at præsentere de velsmagende produkter. Og som gjorde ham til en ekspert inden for spiritus.

I mellemtiden havde Kruts Karport skiftet ejer et par gange, og den seneste havde drevet det legendariske sted i sænk. Skæbnen ville, at hun satte stedet til salg samtidig med, at Peter fik at vide, at hans fuldtidsstilling blev skåret ned til halv tid. Det ønskede han ikke, og i 2015 købte han sit gamle værtshus tilbage:

»Det lykkedes mig så at få stedet kørt op igen på fire år. Det krævede dog ofte arbejdsuger på 70-80 timer at drive sådan et sted, og jeg har en lille søn på fem år, så til sidst besluttede jeg mig for at sælge igen. De nye købere ønskede dog ikke at køre videre med hverken navnet eller konceptet, så 1. Juli i år lukkede vi Kruts Karport,« fortæller Peter Kjær.

Så skal det være nu nu

Efter sommerferien stod han så atter foran en karrieremæssig skillevej, der kunne føre nærmest hvor som helst hen. Selv gik Peter Kjær med tanker om, at han måske atter skulle søge ansættelse i en vin- og spiritusbutik, men en god bekendt med kontakter i branchen, havde et andet forslag:

»En dag kom han og sagde, at jeg da skulle åbne min egen butik, og han syntes i øvrigt, at jeg skulle kigge på Valby, for der lå ikke nogen vin- og spiritusbutik. Jeg cyklede lidt rundt i området og kiggede efter ledige lokaler, hvor jeg blandt andet var inde og se på det her lokale. Så tænkte jeg, enten skal det været nu nu, eller også skal jeg vente til efter jul. Jeg valgte, at handle hurtigt og gøre det nu nu, så jeg kunne nå at få julesalget med,« siger Peter Kjær, der åbnede 1. november.

På hylderne i det hyggelige lokale står et væld af forskellige vine og spiritus, og det er ganske nøje udvalgt af spirituseksperten:

»Jeg vil gerne have et bredt sortiment, der ikke binder sig til en specifik importør. Der skal være noget på hylderne, som er anderledes end det, der står i supermarkederne, for jeg kan alligevel ikke konkurrere med deres priser.« siger Peter Kjær, der føler sig virkelig godt taget imod i Valby:

»Alle, der træder ind i butikken, siger, at det er dejligt, der endelig er kommet en vin- og spiritusbutik i Valby, for det har de savnet. Så jeg tror, det var det helt rette sted at åbne en butik. Næste skridt bliver at indrette kælderen, så vi kan lave smagninger der.«

Sortimentet i Peter Kjærs vinhandel er bredt og skiller sig ud fra det, du kan få i supermarkedet.

Sortimentet i Peter Kjærs vinhandel er bredt og skiller sig ud fra det, du kan få i supermarkedet. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Trods åbningen af Cityringen er metroens kapacitet udfordret.

Du står som sild i en tønde: Metroen under kollektivt pres

Scene fra Paradite som du kan komme ind at se på lørdag, hvis du er hurtig.

Kom i biografen med Østerbro Avis