Politisk klumme: Udbredt pjækkeri i lokaludvalgene

Måske er der udbrudt en særlig sygdom i Brønshøj-Husum og på Christianshavn. Eller også er arbejdsmoralen i de to bydeles lokaludvalg bemærkelsesværdig ringe. I hvert fald har 14 medlemmer i begge udvalg haft mere end 25 procent fravær fra møderne i lokaludvalgene som er valgt til at være borgernes talerør.

Det fremgår af en optælling, som Borgerrepræsentationens Sekretariat på rådhuset har gennemført efter at de konservatives politiske leder, Jakob Næsager, har sat spotlight på sagen. Ser man nærmere på tallene er konklusionen klar: Brønshøj-Husum lokaludvalg tager førsteprisen i pjækkekonkurrencen, da hele fire medlemmer totalt er udeblevet fra flere på hinanden følgende møder – vel at mærke uden afbud.

Men også i andre bydele halter det med at møde frem til det tillidshverv, som medlemmerne selv er stillet op til. I hele fem lokaludvalg er der ni medlemmer der har en fraværsprocent på over 25 – nemlig Indre By, Bispebjerg, Nørrebro, Amager Vest og Valby. Duksene i klassen er lokaludvalgene i Amager Øst og Vanløse hvor fem medlemmer har det høje fravær. At blive udråbt til duks på den baggrund siger dog mere om resten af holdet end om duksene.

Det er ingen stor hemmelighed, at partierne på rådhuset er dødtrætte af lokaludvalgene og dybest set helst ser dem nedlagt. Udvalgene har nemlig aldrig fungeret efter hensigten. I stedet for at være dynamiske fora for lokal udvikling af demokratiet mener de fleste partier, at udvalgene er besat med Tordenskjolds soldater der hver især rider på deres egen politiske kæphest.

Partierne har svært ved at finde medlemmer til udvalgene og meget tyder i øvrigt på, at udvalgene har overtrådt reglerne om suppleanter.

Engang var der noget der hed bydelsråd i København. Det endte i en eklatant fiasko, når man ser bort fra Valby som evnede at skabe ægte politisk engagement i bydelen. Nu har vi lokaludvalgene, som alle nyder godt af professionel sekretariatsbetjening stillet til rådighed af kommunen.

Politikerne på rådhuset er udmærket klar over, at mange borgere finder det mere end vanskeligt at få indflydelse på kommunens udvikling og politik. København lider under at være en stor kommune, og der er nu engang langt fra rådhuset og ud til f.eks. de enkelte kommunale institutioner.

Lokaludvalgene er skabt til at bygge bro mellem rådhuset og bydelene, men de færreste tror på, at det nogensinde kommer til at ske. Den væsentligste grund til at lokaludvalgene ikke er nedlagt er, at modet indtil nu har svigtet politikerne. Ganske enkelt af angst for at blive kritiseret for at svække det lokale demokrati.

Men nu er der nyt på vej. Gruppeformændene på rådhuset har sat en evaluering i gang, og Jakob Næsager fra de konservative har sat et stort spørgsmålstegn ved, om udvalgene er repræsentative og om den måde de vælges på, er i orden.

I et lokaludvalg sidder der f.eks. et medlem der kun repræsenterer ganske få københavnere i en grundejerforening. Det er næppe tanken med det hele.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Scene fra Paradite som du kan komme ind at se på lørdag, hvis du er hurtig.

Kom i biografen med Østerbro Avis

Lokale Rachel Pryce Roed har tidligere samlet skrald sammen på Frederiksberg. Nu er turen kommet til området omkring Hovedbanegården.

Rachel tager skraldet: På lørdag kan du være med til at fjerne skidt fra gaden