Det nyligt opsatte hegn, der adskiller metroforpladsen ved Nørrebros Runddel og den fredede Assistens Kirkegård, er fuld af fejl og lever ikke op til kravene, mener Anders Jensen, som er centerleder ved Miljøpunkt Nørrebro.
Det nyligt opsatte hegn, der adskiller metroforpladsen ved Nørrebros Runddel og den fredede Assistens Kirkegård, er fuld af fejl og lever ikke op til kravene, mener Anders Jensen, som er centerleder ved Miljøpunkt Nørrebro. - Foto: Byrd/jacob Crawfurd

Miljøpunkt påpeger fejl ved nyt hegn ved Assistensen: »det ligner et bambushegn«

Metroforpladsen ved Runddelen er næsten færdig. Men hegnet, der adskiller den fredede kirkegård og metroforpladsen, lever ikke op det hegn, der er givet tilladelse til, påpeger Miljøpunkt Nørrebro.

»Der er mange, der tror, at det er et midlertidigt hegn, fordi det slet ikke passer ind i omgivelserne,« siger Anders Jensen, centerleder ved Miljøpunkt Nørrebro, og kaster et skeptisk blik på det antracitgrå hegn, der adskiller den fredede Assistens Kirkegård og metroforpladsen ved Nørrebros Runddel.

Han påpeger, at der er en række fejl ved hegnet, som er blevet sat op.

Fredningsnævnet har godkendt ansøgningen om et hegn, der ligner det oprindelige gitterhegn ud mod Nørrebros Runddel, som kan ses på billedet her. Det nye hegn ligner dog slet ikke det oprindelige.

Fredningsnævnet har godkendt ansøgningen om et hegn, der ligner det oprindelige gitterhegn ud mod Nørrebros Runddel, som kan ses på billedet her. Det nye hegn ligner dog slet ikke det oprindelige. – Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

»I den ansøgning, som Fredningsnævnet har godkendt, står der, at det skal ligne det oprindelige gitterhegn, som man ser ud mod Nørrebros Runddel, og at balustrene (tremmerne i hegnet, red.) skal være firkantede. Det er de ikke, de er runde, og de er skåret skråt af i toppen, så det nærmest ligner et bambushegn. Det ligner overhovedet ikke det oprindelige smedejernshegn, man kender fra kirkegården« siger Anders Jensen.

Risikerer ubudne gæster

Han tilføjer, at der desuden står skrevet i ansøgningen, at toppen på stolperne skal være i stål.

»Men det her er da ikke en ståltop,« siger han og piller toppen af, som viser sig at være af plastic.

Der skulle være ståltoppe på stolperne, men da Anders Jensen kigger nærmere på dem, viser de sig at være af plastic.

Der skulle være ståltoppe på stolperne, men da Anders Jensen kigger nærmere på dem, viser de sig at være af plastic. – Foto: Jacob Crawfurd

Anders Jensen påpeger et andet problem ved hegnet, nemlig at det ikke slutter tæt op mod kirkegårdsmuren ud mod Jagtvej, hvilket betyder at man faktisk har adgang til kirkegården døgnet rundt.

»Se, det ligner, at der allerede er en trædesti, og jeg kan uden problemer komme igennem her,« siger Anders Jensen og smyger sig gennem hullet.

Han mener, det er tydeligt, at Københavns Kommune ikke har været ude at føre tilsyn med hegnet.

»Det er blevet sat op, og så ser man igennem fingrene med, at det ikke lever op til kravene. I godkendelsen refererer de bare til dét, der står i ansøgningen, men det lever jo slet ikke op til dét, der står skrevet i den« siger Anders Jensen.

»Et nationalt klenodie«

Ved Teknik- og Miljøforvaltningen vil man nu undersøge, om der skal ændres på hegnet.

»Hvis hegnet ikke svarer til dét, vi har fået godkendt hos Fredningsnævnet, så er det selvfølgelig noget, vi vil følge op på. Vi kan se, at de omtalte balustre i ansøgningen er beskrevet som værende firkantede i ansøgningsteksten, men runde på tegningen, så vi vil vurdere, om hegnet på det punkt lever op til fredningsnævnets godkendelse eller ej,« siger enhedschef Jørgen Lund Madsen fra Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune og fortsætter:

Assistens Kirkegård er et nationalt klenodie, og så vælger man et billigt hegn med runde balustre, der ligner et bambushegn, og slet ikke er i tråd med smedejernsgitrene på resten af kirkegården.

Anders JensenCenterleder ved Miljøpunkt Nørrebro

»I forhold til afstanden mellem muren og hegnet er det afgørende, om det kan betragtes som en reel ’adskillelse’. Vores vurdering er, at der skal ses på en mulighed for at gøre hullet mindre. Vi vil rette henvendelse til Metroselskabet, når vi har vurderet begge forhold.«

Anders Jensen er ikke i tvivl om, hvad der bør ske. Han mener, at hele hegnet bør blive skiftet.

»Assistens Kirkegård er et nationalt klenodie, og så vælger man et billigt hegn med runde balustre, der ligner et bambushegn, og slet ikke er i tråd med smedejernsgitrene på resten af kirkegården,« siger han.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Frem Julekalender – Låge nummer 9 – Martin Jeppesen

To linjer skal køre på el på Frederiksberg.

Busser: El på linje 2 A og 18