Pasteur i december. De havde håbet, at cykelstativerne kunne droppes til næste år.
Pasteur i december. De havde håbet, at cykelstativerne kunne droppes til næste år. - Foto: Thomas Frederiksen

Vinbar får politisk nej til udeservering

Et politisk flertal afviste at fjerne 17 cykelparkeringspladser for at give vinbar udeservering på Trianglen tilbage. Først skal der være en grundig høring om alle metrostationer i løbet af 2020.

Når metroen er indviet, kan kommunen selv bestemme, hvordan metropladserne kan se ud.

Sådan lød det først på året, da Østerbro Avis beskrev, hvordan vinbaren Pasteur fik indskrænket en stor del af det kommunale areal til udeservering på Trianglen, som de havde haft stor succes med i sommeren 2018, og som der har været lang tradition for i det hjørne på Trianglen, tidligere hos værtshuset Røde Lygte.

Overrasket radikal

Pasteur kunne mærke en klar omsætningsnedgang i 2019, også når man tager højde for, at sommeren i år ikke var helt så solrig som i fjor.

På baggrund af at metroen nu er indviet ,foreslog den de radikale på teknik- og miljøudvalgsmødet i sidste uge, at forvaltningen skal undersøge, om de 17 cykelparkeringspladser kan flyttes til et andet sted.

Det blev imidlertid stemt ned.

»Jeg er meget overrasket over, at der ikke var et flertal, som ville undersøge, om et byrum kunne komme tilbage til østerbroerne, og vi kunne understøtte en lille næringsdrivende,« siger Mette Annelie Rasmussen fra de radikale.

Bør findes en løsning

Den radikale politiker understreger, at hun er stor tilhænger af cykelparkering, men mener, at der bør findes en løsning på 17 p-pladser til de tohjulede ud af de omkring 600 pladser i nærheden af metrostationen.

De konservative og Liberal Alliance støttede det radikale forslag, mens Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten og Dansk Folkeparti stemte imod.

Venstre er ikke repræsenteret i teknik- og miljøudvalget, og Alternativet undlod at stemme.

Borgmester: For tidligt

Teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) mener, at det vil være for tidligt at træffe sådan en beslutningen.

Hun mener sammen med flertallet i udvalget, at der skal en grundig proces til, som omfatter alle de nye metrostationer.

»Der kan gå op til et år, inden metroen har opnået fuldt passagerantal, og derfor er det i mine øjne for tidligt at slå fast, om der er cykelparkering i overskud på de enkelte metroforpladser,« skriver hun i en mail til Østerbro Avis og nævner, at hun bakker op en dialog med lokaludvalgene i 2020, og først derefter vil hun eventuelt lægge sig fast på ændringer.

»Jeg er åben for at tilpasse behovet for cykelparkering, når vi kender det bedre, men om der skal være udeservering, eller om østerbroerne hellere vil have et ikke-kommercielt byrum, hvor man kan sidde uden at betale cafépriser for det, det må vi se efter dialogprocessen,« skriver hun.

»Jeg synes, det er ærgerligt, både for udviklingen på Østerbro og næringslivet,« siger Mette Annelie Rasmussen.

Gider ikke sidde inde

Medejeren af Pasteur Vinbar Anders Gisselbæk havde håbet, at et politisk flertal havde større forståelse for situationen.

»Vi er rigtig kede af det og overvejer da, om det skal drives videre. Vi er ikke imod cykler, men synes, at der bør kunne findes en bedre placering,« siger han og tilføjer:

»Folk gider jo ikke sidde inden for på en varm sommerdag.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Ligesom den enorme næstekærlighed der altid fylder lokalerne i Gang i Gaden, skal vi måske forsøge at tage julen med os hele året - uanset, hvor vi er.

LEDER: Er julen noget, vi giver til hinanden?

Igen i år er der julekoncert med Det Danske Drengekor.

Julekoncert med Det Danske Drengekor i Grundtvigs Kirke