Tema/Tolerante Nørrebro: Kommer vi alle lige åbne til kulturmødet? Eller går tolerancen kun én vej?

Af Kåre Bluitgen

MAD BRINGER KULTURER SAMMEN. At udfordre sine madvaner med fremmede køkkeners ingredienser og smage er ikke bare en kulinarisk dannelsesrejse, men ofte første skridt på en odysse fra fordomme og fjendskab til tillid og tolerance. At prøve ukendte spiser, og skryde lidt af det, er endda nærmest blevet en folkesport. En åbenhedens hædersmedalje.

Mad er også en frontløber i globaliseringen, i mellemfolkeligt samvirke. Her fusioneres og blandes, her er sanserne åbne for alt det nye og ukendte.

Sådan er vi vant til at betragte maden, men mad kan også afgrænse. Gennem spiseregler kan der bygges fjend¬skaber op og trækkes grænser mellem os og dem. Mange dyreværns¬folk vil aldrig røre en halalbøf, mange muslimer vil aldrig sætte tænderne i et stykke stegeflæsk. Det, der skulle bringe os sammen, skiller os pludselig.

Nu kan folk jo bare æde det, de vil. Vi lever i liberalismens epoke, vi befinder os måske tilmed på dens højdepunkt: Det kan da være lige meget, hvad naboen finder det for godt at proppe i hovedet. Og alligevel er mad også i det offentlige rum vigtig. For nogle en stærk markør af identitet. Og ikke mindst en synlig tilkendegivelse af hvem, man ønsker at spise med.

En af de store fordele ved at bo i vores kvarterer og lade sine børn vokse op her, er det store udbud af verdensmad. Her kan man snuse til ukendte krydderier, og ethvert barn kender til samosa, falafel og shawarma. Når jeg er med familien i byen, spiser vi næsten altid på det, der på mangelfuldt dansk kaldes for etniske restauran¬ter. Dejlige steder, der altid er fyldt med Nørrebros farverige mosaik af mennesker af alle herkomster. Og folkekøkkener med fællesspisning er ikke mindst skabt for at forbedre integrationen i vores bydele.

Men der er noget, der halter. Det er, som om fællesskabet går på ét ben. Selv om de er en klar minoritet, så findes der stadig spisesteder med traditionel dansk mad på Nørrebro. Her ligner alle gæsterne mig.

Det var en iagttagelse, der skulle en ikke-nørrebroer til at gøre mig opmærksom på. Det blev ikke nævnt på en negativ måde. Men med et strejf af undren. Disse steder, har jeg siden hørt det sagt med et smil om munden, minder lidt om de spisesteder i det tidligere Sydafrika, hvor der kun var adgang efter hudfarve.

Men i så fald er der jo tale om frivillig apartheid, måtte jeg forsvare mine bydele.

Måske er det et billede på det helt centrale spørgsmål: Kommer vi alle lige åbne til det kulturmøde, der er nutidens vilkår? Eller går tolerancen kun én vej?

Kåre Bluitgen Forfatter, tidligere skolebestyrelsesformand på Blågårds Skole, og nørrebroer. Skriver til vores tema ’Nørrebros tolerance’ med udgangspunkt i indvandring og integration.

LÆS OGSÅ: https://minby.dk/2019/12/07/tema-tolerante-noerrebro-maa-din-nabo-vaere-hoejreorienteret/

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
Jimmy Page fra Led Zeppelin fanget af Jørgen Angels linse i 1970.

Bøger med rockæologiske udgravninger

Ny årbog er på gaden 13. december.

Frederiksberg gennem tiden