Anita Lerche ved prisuddelingen i Birmingham 30. november 2019.
Anita Lerche ved prisuddelingen i Birmingham 30. november 2019. - Foto: Githa Schultz

Klumme: Music award, Indien i Birmingham og en taxachauffør

Jeg har netop deltaget i en af mine bedste veninder Anita Lerches festlige begivenhed i Birmingham i England, som modtog en ’Special Contribution Award’ til Bhangra Awards for sit snart mere end 15 års lange kærlighedsforhold til den indiske musik.

Begivenheden blev afholdt i en flot udsmykket sal, og der var et festmåltid ved runde borde og med goodie bags, og hvor indere klædt i farvesprudlende tøj var klar til feste i et slags indisk svar på den amerikanske Grammy- eller Oscaruddeling.

At Anita Lerche så har bosat sig i den amerikanske stat Indiana er en tilfældighed.

I 2017 vandt Anita en pris i samme regi, nemlig UK Bhangra Awards for ’Best International Artist’. En titel, der i sin tid i øvrigt også gav hende adgang til USA med det grønne kort og arbejdstilladelse i bedste selfmade, hårdtarbejdende stil, og hun var stemplet som værende en unik kunstner.

Senere blev hun lykkeligt gift med Søren fra Danmark, som har boet i Indiana i mange år.

Jeg kan slet ikke nævne alle de hæderspriser, det pigebarn efterhånden har modtaget. Men som en slags storesøster på Vesterbro er jeg stolt på hendes vegne.

Hendes livshistorie er lang og eventyrlig, og hun har haft en fokuseret viljestyrke. Hendes vej har bestemt ikke været nem til trods for et smukt udseende og et gudsbenådet sangtalent.

Anita Lerche har også optrådt med gamle, danske sange på plejehjemmet Plejebo. Det engang legendariske plejehjem i Saxogade, hvor også vores gode gamle statsminister Anker Jørgensen endte sine dage lykkeligt, og hvor min far i sin tid var bestyrelsesformand.

Jeg kender Anita Lerche via to af de vigtigste mennesker i mit lange Vesterbro-liv. Finn Falkersby, som jeg arvede Danmarks største erotiske kunstsamling efter, og gennem min mor, som Anita Lerche afløste, når hun skulle have ferie, ved sygdom eller ved orlov som kirkesanger.

I en taxa på vej tilbage til lufthavnen mod Danmark var chaufføren inder. Jeg blev overrasket over, hvor billig turen var. Taxachaufføren forklarede mig med et smil under den turkise turban, at det var, fordi jeg havde taget en af de sorte, traditionelle taxaer.

Han sagde det med den her lidt sjove engelske/indiske accent, som altid får mig til at trække på smilebåndet, da det lyder som Inspector Clouseau fra filmen Den Lyserøde Panter.

Chaufføren var nysgerrig, men det var jeg også. Så inden vi nåede lufthavnen, fik han fortalt, at han lavede mad til sin familie, at han havde boet i Birmingham i snart 45 år, at han kun kørte om dagen og arbejdede cirka seks timer. Han var veganer og hverken drak eller røg.

Han lød også som en god ægtemand og far.

Hans udstråling var som en rigtig nice, hæderlig og hårdtarbejdende mand. På den måde er der ingen forskel på ham, mig eller Anita Lerche.

Det var ikke sjovt for ham at køre om natten. Og i den sidste del af køreturen viste han mig en bule under øjet. Det var en kvindelig passager, som havde slået ham med en knytnæve og var stukket af fra regningen.

Så her sidder jeg og skriver på Vesterbro med frisk erindring efter en pragtfuld forlænget weekend med min bedste veninde og en indisk taxichauffør, som har en bule i ansigtet og som føler, at folk ser ned på ham.

Og jeg endte med at give ham en sum engelske pund i drikkepenge, som Anita Lerche havde givet mig, fordi hun også godt kan lide at dele ud af sit akutte overskud, selvom hun bestemt ikke er blevet økonomisk rig gennem karrieren, men derimod rig på oplevelser i livet.

Men lige så sikkert, som at bindien sidder smukt i panden, deler hun altid ud af sit sangtalent og overskud i form af karmisk tro, når hun optræder.

Og jeg ved, at hun vil elske tanken om indirekte at have glædet en indisk taxichauffør i Birmingham, som selv synes, at han tilhører bunden af samfundet, men stadig har sin værdighed og stolthed i behold. Det værdsætter jeg personligt uden grænser.

I bund og grund er vi alle bare mennesker, som er lige vigtige og bare vil have et godt liv. Uanset om vi har en verdensomspændende stjernekarriere, om vi er klummeskribenter eller taxichauffører.

Det er vel egentlig også kernen af Vesterbro-ånden.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Sortmalet og lyrisk kunst til juletiden

To Good To Go huset på Nyelandsvej.

Butiksprisen var ‘Too Good To Go’