Maria Holst sidder her på en bænk tæt ved sit hjem i Valby. Med sig har hun hunden Balder, som har været med på flere af hedes lange gåture. Næste store drøm er at komme med på en tur til polarcirklen, som skal krydses i hundeslæde. Her bliver Balder dog hjemme i Danmark.
Maria Holst sidder her på en bænk tæt ved sit hjem i Valby. Med sig har hun hunden Balder, som har været med på flere af hedes lange gåture. Næste store drøm er at komme med på en tur til polarcirklen, som skal krydses i hundeslæde. Her bliver Balder dog hjemme i Danmark. - Foto: Benedicte Lorenzen

En fars sidste ønske: »Jeg håber, du kommer med på dit polareventyr«

I sidste uge sagde Maria Holst fra Valby farvel til sin far, som hun har haft et tæt bånd til hele livet. Han døde, mens hun forsøgte at vinde en plads på en eftertragtet polarekspedition, som også var farens sidste ønske. Det kan du hjælpe med at opfylde, her får du Marias historie.

Historien om Maria Holst kan begynde flere steder. Den kan indledes med den tidligste begyndelse, hvor hun kommer til verden ved akut kejsersnit, som betyder, at hendes far bliver det menneske, hun først lærer at kende. Et møde, hun selv tror, bliver roden til det stærke bånd, de to siden knytter.

Historien kan også tage sin begyndelse i 2013, hvor Maria Holst har knoklet så hårdt i jobbet som tv-tilrettelægger, at hun ender med at gå ned med et brag af stress, der leder til depression. En sygemelding, der varer tre år.

»I den periode var jeg meget hjemme hos min far, som trøstede mig og sagde, at jeg nok havde glemt at være ude i naturen. Jeg var flyttet ind til byen, så han prøvede at få lokket mig med ud, og det var faktisk det, der fik mig igennem depressionen. Både det at være ude, men i særdeles det at gå lange ture hjalp mig meget,« fortæller Maria Holst.

En passion vækkes

Vi møder hende en mandag formiddag i lejligheden på Carl Langes Vej. Hvor den sorte labradorblanding Balder byder velkommen med forsigtig snude.

»Til slut i min sygdom tilmeldte jeg mig noget, der hedder Fjællræven Classic, som er en gåtur nede på Sydfyn med rygsæk og telt på ryggen. Jeg ville gerne gå med min hund Balder, og vi skulle gå 25 kilometer om dagen i et meget bakket landskab på Sydfyn. Det var hårdt, men jeg fik kæmpet mig igennem med min far på sidelinjen. Han har altid fulgt mig, når jeg har været ude i verden, og jeg har aldrig behøvet at skrive, når jeg var landet, for det vidste han altid,« fortæller Maria Holst.

Da hun træt og stolt krydser den sydfynske målstreg efter 75 kilometer, er far da også den første, der står klar til at lykønske.

»Når man i flere år har ligget og haft svært ved at komme op fra sofaen, som jeg havde gjort, så var det en kæmpe sejr at komme igennem det her alene. Jeg havde kun Balder med mig, selv om der selvfølgelig var en masse fremmede,« siger Maria Holst.

Det svenske roadtrip

Den sydfynske sejr skal snart vise sig blot at være begyndelsen til en livslang passion. Maria Holst er slet ikke færdig med at gå lange ture i den smukke natur.

I 2017 beslutter hun derfor at tilmelde sig det oprindelige Fjællræven Classic, som er en 110 kilometer lang gåtur i det nordlige Sverige. Igen vil hun have sin gode gåmakker Balder med, og det ender med næsten at koste hende turen. Da hun tror, at alt er klappet og klart, melder De Svenske Statsbaner pludselig ud, at Balder ikke kan komme med toget, og så bliver gode råd dyre.

»Til sidst sagde min far, at han gerne ville køre mig derop, selv om der var 2000 kilometer. Vi tog hans stationcar og lagde madrasser om bagi, og så sov vi i bilen. Det endte med at blive en far-datter roadtrip, hvor vi spiste mad på trangia og bare oplevede undervejs. Det var i august, og det var helt fantastisk. Vi blev hurtigt enige om, at det ikke var sidste gang, vi gjorde det,« husker hun.

Ved startlinjen tager Balder og Maria afsked med faren, der lover at vente på hende ved målområdet. 100 meter senere er mobilforbindelsen død, og kontakten er brudt. I de næste fem dag venter en hård, men fantastisk tur i udfordrende vejr. Maria og Balder kommer dog igennem på de planlagte fem dage, og ved målstregen venter far nok engang.

Dårlig besked venter

Undervejs på gåturen har Maria mødt nogle vandrere, hun kalder ’Blåjakkerne’ på grund af deres påklædning. En påklædning, de har fået, fordi de har gennemført den ultimative Fjællræven Classic: 300 kilometer i hundeslæde oppe ved Polarcirklen. Det vil Maria gerne prøve, og hendes far er med på datterens drøm. Modsat de andre gåture kan man dog ikke bare melde sig til polareventyret, der er nemlig kun 24 om året, der kommer med fra hele verden. Maria har to muligheder, enten skal hun samle stemmer nok, eller også skal hun charmere en jury med sin ansøgning.

Arbejdstravlhed og andre ting bliver dog skyld i, at hun hverken når Sverigesturen eller får meldt sig til polareventyret i 2018, så Maria og hendes far bliver enige om, at begge ting skal gennemføres i 2019. I julen 2018 tager tingene dog en alvorlig drejning:

»Sidste år før jul fik min far konstateret kræft, og der var vores første reaktion, at vi skulle have været på vores Sverigestur i 2019. Lægerne kunne dog ikke love noget, for det var for lang tid ud i fremtiden. De kunne kun sige, at der kunne være måneder, der kunne være år, der kunne ske mirakler, men de kunne ikke helbrede ham. Det var en mavepuster,« fortæller Maria og fortsætter:

»Ret hurtigt sagde min far, at det her ikke måtte stå i vejen for noget, mine søskende og jeg skulle stadig leve, og jeg skulle gå efter det her eventyr. I det hele taget skulle vi huske at gå efter vores drømme og oplevelser. Han holdt sig selv i gang og gik fortsat 10 kilometer om dagen, jeg tog ofte hjem og besøgte ham, og så gik vi sammen. Nogle gange når vi gik der, kunne jeg gå og tænke over, hvor hårdt det måtte være at have en dødsdom over hovedet, men hver gang sagde min far, Maria, se nu springer blomsterne ud, hvor det flot, hvor er jeg heldig, at jeg får lov til at opleve det. Sådan har han været hele vejen igennem, han har taget hele sit sygdomsforløb med et smil.«

Et sidste farvel

Turen til Sverige hænger i en tyndtråd helt hen til dagen for afrejsen. Marias mor har sagt, at faren er for syg til at sove bag i en stationcar. I sine sidste måneder har han dog udlevet flere drømme og blandt andet købt en gammel campingvogn. Den bliver turens redning.

Denne gang tager de moren og Marias kæreste med, og det ender med at blive endnu en fantastisk roadtrip.

»Da vi kørte hjem, sagde jeg til min far, at jeg ville prøve at komme med på poltarturen i år, og så sagde han, at det ville være hans største ønske, hvis han kunne se, at jeg kom med,« husker Maria.

Undervejs er farens mavesmerter dog taget til, og i begyndelsen af september bliver han scannet: Kræften har spredt sig, og kemo hjælper ikke. Forskellige ting bliver afprøvet, men i oktober bliver han erklæret terminal.

»Da jeg i november skulle lave min ansøgning til polareventyret, troede jeg stadig, at min far ville leve i april, når jeg forhåbentligt skulle afsted. Som en del af min ansøgning lavede jeg derfor en video om mig og min far, som jo er grunden til, at jeg gør det her,« siger hun.

Kun få uger efter, at ansøgningen er afsendt, begynder det dog at gå stærkt ned ad bakke, og familien samles for at tage afsked. Onsdag i sidste uge dør han, og chokket sidder stadig i Maria denne mandag i køkkenet på Carl Langes Vej. Hun opgiver dog ikke drømmen:

»Min far har betydet alt for mig, og han var virkelig min bedste ven. Han ønskede, at jeg skulle komme med på mit polareventyr, så jeg kæmper videre for at vinde en plads, selv om det er hårdt lige nu. Og hvis jeg ikke skulle vinde den i år, så prøver jeg igen næste år. Jeg giver ikke op,« slår hun fast og uddyber, hvad det går ud på.

»Der er 24 pladser, og vi er så inddelt i 12 regioner, hvorfra to kommer med. Jeg er i gruppe med alle fra Norge, Island og Danmark, som jeg kæmper imod. Man får point ved at samle stemmer, og den med flest point kommer med, mens juryen udvælger nummer to.«

Hvis du vil hjælpe med at opfylde Marias drøm og hendes fars sidste ønske, så giv din stemme på inden 12. december. Se hvordan herunder:

Fjællræven Polar

  • 24 udvalgte personer verden over kommer med på en 300 kilometer lang rejse i hundeslæde over isen ved Polarcirklen. Turen begynder i det nordlige Norge og bevæger sig over grænsen til det nordlige Sverige. Deltagerne får deres egen hundeslæde, som de skal styre. De får også en makker fra et andet land, som de skal dele telt med og lave mad over bål sammen med.

  • Konkurrencen er inddelt i 12 sektioner, hvor Maria Holst som dansker kæmper mod alle deltagere fra Danmark, Norge og Island. Fra denne sektion bliver der valgt to deltagere, som kommer med. Den første er den, der får flest stemmer, og den anden bliver udvalgt af en jury baseret på deltagernes ansøgninger.

  • Lige nu ligger Maria Holst nummer et, men meget kan ske, inden konkurrencen lukker 12. december. Hun har derfor brug for så mange stemmer som muligt. Hvis du vil være med at til opfylde denne valbygensers store drøm og hendes fars sidste ønske, så kan du stemme på hende her.

  • Du kan også se Maria Holsts gribende video om forholdet til sin far. Den ligger på hendes Facebookside og er en del af ansøgningen til Fjællræven Polar .

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Transportministeren skal svare på byge af spørgsmål om Københavns Lufthavn

»Vesterbro har ry for rummelighed og mangfoldighed, og vores julemarkeder afspejler dette. Vi præsenterer det skæve, rummelige, mangfoldige og uetablerede og det, man ikke ser andre steder,« udtaler Sadie fra Vesterbro RAW.

Bæredygtig julehandel på Vesterbro