Marie Mørck Kvartet giver koncert i Litteraturhaus efter udgivelsen af debutalbummet ‘Fooling Around‘.
Marie Mørck Kvartet giver koncert i Litteraturhaus efter udgivelsen af debutalbummet ‘Fooling Around‘. - Foto: René Mølskov

De første skridt mod stjernerne

Marie Mørck Quartet har netop udgivet sit første album. For kunstner og vesterbroer Marie Mørck er det dog mere en del af rejsen end det er begyndelsen. For den ligger flere år tilbage.

For Marie Mørck er den første udgivelse ’Fooling Around’ kun et stop på rejsen. For det første fordi hun og begyndte lang tid før i fredags, hvor albummet udkom, og for det andet fordi det langt fra er endestationen

»Udgivelsen har været på vej i halvandet år og vi indspillede i 2018. Så den føles slet ikke som begyndelsen, men som en del af rejsen. Men jeg håber, at den kan hjælpe mit gennembrud på vej,« siger hun.

– Foto: René Mølskov

Den unikke musikervej

Inden hun besluttede sig for at gå målrettet efter musikken som livsledsager og levevej skulle hun gennem nogle erkendelser. For hvordan er livet som musiker? Hvordan får man det til at hænge sammen? Hvad gør andre?

»I og med, at det er min første plade, var det også der, hvor jeg overvejede om det var den vej, jeg skulle. Musikken er en broget sti at gå ned ad, og der er ikke rigtig en opskrift på, hvad det vil sige at være musiker. Den skal man selv lave. Og det er jo også noget af det spændende ved det. Der er mange måder, man kan gøre det på, og når jeg ser andre gøre det, tænker jeg, at det nok skal gå,« siger hun.

– Foto: René Mølskov

Skandinavisk Kvartet

Marie Mørck er 25 år og mangler stadig sit sidste år på musikkonservatoriet i Odense. Men allerede inden hun begyndte på konservatoriet var hun i gang med at betræde vejen mod et liv som musiker. For fire år siden flyttede hun nemlig til Sverige, hvor hun begyndte på højskolen i Skurup, hvor jazz og musik fyldte alt.

»Jeg sang hele tiden og jeg var sammen med helt vildt inspirerende mennesker. Der fik jeg blod på tanden og troen på, at jeg kunne gøre virkelighed af det,« fortæller hun.

Det var også på højskolen i Sverige, at hun mødte resten af den nordiske kvartet.

»Man laver jo musik med alle de 40 andre musikere på skolen, men jeg kunne mærke, at der var noget særligt med dem,« siger hun og fortæller, hvordan de sidenhen har turneret og spillet sammen.

»Vi var i Estland for to år siden og derefter i Beijing for et år siden. Der spillede vi i hotellets restaurant hver aften. Der blev vi virkelig sammenspillet og fik også troen på, at vi kan det her sammen. Sidste år var vi så i Paris og spille. Så på den måde føles pladen heller ikke som begyndelse.«

Selv beskriver hun sin musik som moderne jazz med et poppet islæt.

»Det er vigtigt for mig, at sangene har en melodisk genkendelighed. At det er noget, der taler til folk gennem en stærk melodi og selvfølgelig sammen med en stærk tekst,« siger hun.

En stor del af at være sanger er for hende nemlig også at være komponist.

»Albummet er både et visitkort og et indblik i, hvordan jeg er som kunstner,« siger hun

’Fooling Around’ udkom fredag 29. november på vinyl, cd, spotify og så videre.

Realeasekoncerten er 5. december på Litteraturhaus, den nedlagte kirke i Møllegade på Nørrebro. Koncerten er fra kl. 20-23 og billetter kan købes i døren.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Anden søndag i advent med masser musik, blandt andet med julenumre

Den nye software skal hjælpe bilister med at indtaste oplysninger korrekt.

Ny software skal mindske fejl ved indtastning i p-automater