Illustration: Henning Larsen Architects
Illustration: Henning Larsen Architects

Arkitekt fundet til byggeri på Amager Fælled: Sådan skal ‘Fælledby’ se ud

Det bliver Henning Larsen Architects, der med sit forslag ‘Fælledby’ vinder arkitektkonkurrencen om masterplanen for byggeriet på Amager Fælled. På mandag er der offentligt borgermøde om vinderforslaget.

Masterplanen for byggeriet på Amager Fælled ved Vejlands Allé ligger nu klar, efter en enig dommerkomité har udnævnt Henning Larsen Architects forslag ’Fælledby’ som vinder af arkitektkonkurrencen. Ingeniørfirmaet MOE er underrådgivere på vinderforslaget.

I vinderforslaget deles byggeriet op i tre ring-kvarterer med hvert deres gadekær og hver sin centrale plads.

Mellem de tre kvarterer løber kiler med fælledens natur, der får lov at vokse sig tæt på bebyggelsen. Alle boliger får udsyn til grønne områder og adgang til forhave, altan eller fransk altan.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vejlands Allé ses i bunden af billedet.

Vejlands Allé ses i bunden af billedet. – Foto: Illustration: Henning Larsen Architects

Mange boliger får direkte adgang til fælleden via den åbne karréstruktur, som er tæt og høj – op til seks etager – i de centrale dele af de tre ringkvarterer og bliver lavere og lavere – ned til to etager – jo tættere man kommer på naturen.

Som forlangt af konkurrenceudskriverne By & Havn og PensionDanmark er træ det gennemgående materiale, og facaderne skal være i forskellige materialer som for eksempel genbrugsmaterialer og begrønnede facader. Alle boliger i bydelen skal kunne certificeres som bæredygtige.

(Artiklen fortsætter under billedet)

– Foto: Illustration: Henning Larsen Architects

Almene boliger

219.000 kvadratmeter etageareal skal der bygges her, hvoraf cirka 199.000 kvadratmeter etageareal går til boliger og parkering.

På mere jordnært dansk bliver der cirka 2.000 boliger, hvoraf 25 procent skal være almene boliger.

Derudover skal der bruges cirka 17.000 kvadratmeter etageareal på skole og daginstitution, cirka 3.000 kvadratmeter etageareal på detailhandel og et naturformidlingscenter.

Det samlede areal for Vejlands Kvarter, som det blev kaldt før arkitektkonkurrencen, er 18,1 hektar, hvoraf 6,3 hektar skal være natur og friareal.

Lokal bekymring

Der har både været lokal bekymring for, hvordan man passer på fælledens natur, samtidig med at en ny bydel skal etableres. Og en direkte modstand mod, at der overhovedet bygges mere på Amager Fælled.

(Artikel fortsætter under billedet)

– Foto: Illustration: Henning Larsen Architects

By & Havn, PensionDanmark og vinderforslaget forsøger at give bud på, hvordan en højtelsket fælled smelter sammen med en ny bydel, By & Havn er forpligtet til bliver bygget.

Det bliver uden tvivl debatteret, når By & Havn og PensionDanmark inviterer til præsentationsmøde af vinderforslaget på mandag 9. december klokken 18-20 på Danhostel Copenhagen Amager, Vejlands Allé 200.

Tilmelding senest på torsdag 5. december på mail: vejlandskvarter@byoghavn.dk, og det er efter først til mølle-princippet (max 100 deltagere)

Vinderforslaget skal nu kvalificeres og bearbejdes frem mod Københavns Kommunens lokalplanproces.

Byggeriet af kvarteret kan begynde, når lokalplanen for området er vedtaget, og der foreligger en godkendt byggesag, forventeligt om godt et år.

Tidsplan for byggeriet

  • Mandag 9. december klokken 18-20: Offentligt borgermøde med præsentation af vinderforslaget på Danhostel Copenhagen Amager, Vejlands Alleé 200. Tilmelding senest torsdag 5. december på vejlandskvarter@byoghavn.dk. Der er kun plads til 100 deltagere.

  • Juni 2020: Lokalplanforslag til politisk godkendelse.

  • August-september 2020: Offentlig høring af lokalplanforslag.

  • Årsskiftet 2020/2021: Endelig lokalplan til politisk vedtagelse, og byggeriet kan gå i gang efter godkendt byggesag.

  • Kilde: By & Havn

– Foto: Illustration: Henning Larsen Architects

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
ZONA udforsker ideen om privatliv.

Danseteater: Hvordan føles det at blive konstant overvåget?

Kunsthåndværk fra ‘Blomster og Stål’ vil blandt andet være at finde på markedet.

Gør julen mere cool: Tag til råt julemarked på Vesterbro