Grønt og garn på Stejlepladsen.
Grønt og garn på Stejlepladsen. - Foto: Benedicte Lorenzen (arkiv)

Like 👍

Skamstøtter i protest mod byggeriet på Stejlepladsen

Foreningen Det Grønne Knæ kæmper videre for at undgå byggeri på Stejlepladsen og Amager Fælled. Hvis de alligevel vedtages i den kommende kommuneplan om et par uger, vil de opføre skamstøtter af de poltikere, der stemmer for: En huskekage frem mod næste kommunalvalg.

Foreningen Det Grønne Knæ har bedt portrætmalerne Wang Lu og Flemming Vincent og billedhuggeren Marianne Miller om at gå sammen om at lave et antal ’skamstøtter’ over de borgerrepræsentationsmedlemmer, som agter at stemme for den nye kommuneplan 2019.

De tre kunstnere er alle bosiddende i Sydhavnen og deler foreningens glæde over Stejlepladsen og Tippen som grønne åndehuller i byen.

Vil bevare åndehuller

Foreningen er, som rigtig mange andre københavnere, kommet med indsigelser til denne overordnede plan for byens udvikling. De fleste indsigelser har ønsker eller krav om, at kommunen fremover sikrer flere grønne områder i byen og ikke, som der er vedtaget eller lagt op til, bebygger de sidste rester af vild natur, som findes indenfor kommunegrænsen.

»Det Grønne Knæ er kommet med forslag til sikring og udbedring af grønne stiforbindelser og områder, der vil have stor rekreativ betydning for borgerne, ikke bare i Københavns Kommune, men også for Frederiksbergs og Hvidovres beboere.

Vi frygter dog, at der tales for døve ører hos det flertal af partier, som i budgetaftalen 2018 besluttede at starte byggerier på daværende fredede områder. Ene og alene af hensyn til en økonomisk gevinst for By og Havn og Metroselskabet. Hermed starter de endnu en byudvikling, som vi frygter ender med en total bebyggelse af områderne Amager Fælled og Sydhavnstippen, som er Det Grønne Knæs interesseområde. Men vi vil stille disse politikere til ansvar for det fremover og sørge for at de ikke bliver glemt! Derfor har vi taget dette initiativ, så befolkningen i 2021, når de skal til stemmeurnerne ved kommunalvalgene, kan se og huske hvem det nu var, der fjernede endnu nogle åndehuller i byen for al fremtid,« skriver foreningen i en pressemeddelelse.

Imod affredninger

Det Grønne Knæ arbejder sammen med andre lokale foreninger, blandt andre Fiskerhavnens Venner og Amager Fælleds Venner, og er med i den landsdækkende sammenslutning Natur- og Fredningsalliancen, der arbejder for natur i byen og omgørelse af de affredninger af fire fredede områder i Københavns Kommune, som et folketingsflertal vedtog i februar 2019. Det ene af disse områder er Stejlepladsen.

Hvor mange portrætter og buster, der bliver tale om, står klart, nå afstemningen om kommuneplanen har fundet sted på Københavns Rådhus torsdag 12. december.

»Politikere har jo en holdning til de tager en ny,« håber Det Grønne Knæ, som også har skrevet til de enkelte politikere i borgerrepræsentationen.

Her skriver formand Ann Vikkelsø blandt andet:

»Vi håber I vil tænke jer rigtig godt om, når I behandler og stemmer om kommuneplanen, da den efter vores mening er en milepæl for kommunens fremtidige udvikling. Det er sidste mulighed for at sikre at København ikke bliver en totalt overbebygget by, ingen ønsker at bo i. Den kan i stedet sikre åndehuller, hvor borgerne kan få frisk luft, vildtvoksende natur og høj himmel.

Da de gamle volde omkring byen blev opgivet og der blev åbnet op for bebyggelse udenfor disse, var der stærke kræfter, som ville fjerne alle voldene og bygge ejendomme i stedet. Til alt held for os nulevende sikrede fremsynede politikere, at nogle af voldene blev omlagt til rekreative område, så vi i dag har Østre Anlæg, Botanisk Have, Ørstedsparken og Tivoli.

Vi håber I vil sikre Amager Fælled og Stejlepladsen/Sydhavnstippen for fremtiden!«

Se høringssvarene på:

blivhoert.kk.dk/hoering/verdensby-med-ansvar-forslag-til-kobenhavns-kommuneplan-2019

LÆS OGSÅ: Vinderprojekt for Stejlepladsen mødt med skepsis

Denne sommer var over 1.000 mennesker til folkemøde på Stejlepladsen, hvor der var fokus på byens udvikling og natur.

Denne sommer var over 1.000 mennesker til folkemøde på Stejlepladsen, hvor der var fokus på byens udvikling og natur. – Foto: Benedicte Lorenzen (arkiv)

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Forsvaret vil ikke åbne for, at østerbroerne kan cykle og gå igennem her

Minister punkterer gammel drøm om at binde Østerbro sammen

Masasolo spiller på Kulturstationen Vanløse.

Musik Mig Blidt inviterer til koncert