Konstitueret sognepræst Lise Rasmussen, Davids Kirke-
Konstitueret sognepræst Lise Rasmussen, Davids Kirke- - Foto: Martin Sørensen

Like 👍

Præsten skriver: Giv tid til at hvile – det er ikke dovenskab

Af Lise Rasmussen, konstitueret sognepræst, Davids Kirke

BØRN HAR IKKE TID. De har ikke tid til at være børn. De har ikke tid til at være unge. De skal videre til det næste. De har ikke tid til at være i 8. klasse, for dér skal de allerede i 9. klasse, og i 9. skal de videre i gymnasiet. De har ikke tid til at være i 1. g, for dér skal de allerede videre på universitet. De skal hurtigt videre – til fremtiden. Vi skal hurtigt videre til fremtiden, og dermed smutter nuet fra os.

VI HAR VÆRET HER MANGE GANGE FØR. Diagnosen lyder, at vi lever i en præstationskultur, og vi skal lære at gå glip, vi skal sige fra og leve i nuet. Alligevel er det som om, at de færreste af os ved hvordan. Tanken om, at vi er gode nok, som vi er, at vi lever af det, vi får givet, at vi er andet og mere end vores præstationer og vores arbejdsindsats, er blevet en hul pointe.

VI TALER OM VORES syge arbejdskultur, om ”pseudoarbejde”, om ”det ulykkelige meritokrati”, som Yale-professoren, Daniel Marikovitz, kalder det med sin beskrivelse af sine unge velstillede studerende. Meritokratiet dækker over den grænseløse konkurrence om status, der skader både vindere og tabere. Systemet, som er blevet vor tids ”civile religion”, er skidt for alle: ”Taberne lider under den store ulighed, og de meritokratiske idealer stempler endda den manglende succes som selvforskyldt. I den anden ende knækker vinderne under byrden af den evige konkurrence mod toppen. Vi er velhavende men har ingen velvære, fordi meritokratiet er gået galt ved ideen om, at man ikke bare skal være god – man skal være bedre end alle andre i en grænseløs konkurrence, som ikke gavner nogen”. (Weekendavisen)

STRESS BLANDT BØRN og unge hænger uløseligt sammen med stress hos voksne. De voksnes stress siver naturligvis ned til børn og unge, som gennem hele deres opvækst har spejlet sig i os, der har været og stadig er i fuld færd med at dolke os selv langsomt ihjel med vores egen arbejdskniv.

Men hvordan gør vi op med det? Hvordan finder vi tiden til at passe vores mentale velvære? Hvordan finder vi væk fra skærmene og tilbage til nærværet? Hvordan stopper vi os selv uden at sidde tilbage med en følelse af at være tomme, dovne og uambitiøse? Hvordan tillader vi hinanden at stoppe op og ”hvile i fred”?

DET MINDER OM dengang disciplene spurgte Jesus gentagne gange i deres grænseløse konkurrence om at være tættest på Gud: ”Hvem er den største i Himmeriget? ”

Hér vender Jesus det på hovedet for dem. Han kunne have svaret: ”For Guds skyld, løb hurtigere! ” I stedet fremhæver han barnet som et forbillede og pointerer, at de skal omvende sig og blive som dette barn.

HVAD ER DET SÅ, der kendetegner dette barn? Det er, at det endnu ikke kan arbejde for sin løn. Det lever uden for konkurrencen, og det er overladt til sine forældres kærlighed og accept.

Du skal hverken være god eller bedre, fordi du er mere end dine præstationer. Du er mere og andet end din fart og din arbejdsindsats. Hér er det budskab, der modsiger den civile religion, fordi det gør op med den identitetskrise, det menneskesyn, som vores stressramte samfund drukner i.

Det, der er med til at stresse børn og unge er angsten for at blive dømt ude for fællesskabet og dermed gå glip af den accept, vi alle lever af og ånder for. Denne angst forsvinder tydeligvis ikke som voksen, og skammen over vores utilstrækkelighed kommer næppe indefra alene.

DET VIRKER SOM OM, at vi ikke accepterer hinandens hvile, men ofte opfatter det som dovenskab, manglende ambitioner eller vender det blinde øje til. Tiltag som effektivisering og digitalisering har jo dybest set kun gjort os mere arbejdsomme. Vi skulle vinde mere tid, men endte med at tage vores arbejde med hjem i stedet. Alt imens vi hepper på vores børn, løber vi hurtigere og hurtigere hen imod en målstreg, der fortsat rykker sig længere og længere ud i horisonten – og det på trods af diagnosen.

Så hvordan skal vi helbrede vores stressramte børn, hvis vi ikke engang kan helbrede os selv?

Hvordan behandler vi vores fælles folkesygdom i flok? Hvad vil det sige at være god nok? Og hvordan får vi defineret os selv på ny, sådan at vi kan hvile i det andet, vi er, og acceptere hinanden som det andet, vi er, som ikke er vores præstation?

Om Lise:

Lise Rasmussen er 32 år og konstitueret sognepræst i Davids Kirke i Koldinggade. Udover at være uddannet teolog er hun også sprogofficer. Hun har i den egenskab været udsendt til Irak og også været menneskerettighedsobservatør i grænseområdet mellem Israel og det palæstinensiske selvstyreområde. Hun er konstitueret sognepræst i Davids Kirke frem til nytår.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Nørrebro/Nordvest Bladets klummeskribent Kåre Bluitgen mener, at det må være en privat sag, hvis man ønsker, at ens børn kun skal omgås børn, der har samme religion, kultur, IQ eller hudfarve som ens egne. Også med hensyn til betalingen. Hvorfor skal naboen, der har valgt, at familien skal være en del af det omfavnende samfund, betale for, at nogle bevidst udskiller sig fra fællesskabet?

Fællesskabet har i dag ikke mange seriøse frontkæmpere

Maleku Chokolade er håndlavet med tålmodighed efter jord-til-bord principper og er produceret økologisk og bæredygtigt med fairtrade forhold.

Besat af chokolade? Tag til gourmet smagning