I TagTomats show room på Jagtvej kan du gå på jagt efter adventsgaver eller grønne planter, købe hængepottepatter, deltage i workshops eller suse ned ad rutsjebanen.
I TagTomats show room på Jagtvej kan du gå på jagt efter adventsgaver eller grønne planter, købe hængepottepatter, deltage i workshops eller suse ned ad rutsjebanen. - Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

Elsker 😍 Like 👍

Ejer om TagTomat-succes: »Det har været en rutsjebanetur i høj fart med loops og sug i maven undervejs«

TagTomat er på fem år gået fra at være en finurlig ide til en gazelle-virksomhed. I dag har TagTomats skaber Mads Boserup Lauritsen butik og showroom på Jagtvej 59, hvor du kan få gode råd om grønne projekter, købe adventsgaver og planter eller tage en tur på rutsjebanen.

Når Mads Boserup Lauritsen som barn skulle have nye sko, tog han og hans forældre altid i den Skoringen-forretning i Odense, der havde en kæmpestor rutsjebane. For det gjorde bare hele oplevelsen ved at få nye sko lidt sjovere.

Mange år senere kan Mads stadig se forretningen tydeligt for sig, og han har valgt, at børnene på Nørrebro skal have samme gode oplevelse, når de kommer ind hos TagTomat på Jagtvej 59.

Derfor er familier velkomne til at gå på opdagelse i den grønne jungle lige inden for døren og lade de små tage sig en tur på rutsjebanen eller kaste et blik ned i fiskedammen. Eller tage et spil Turtles eller et andet retrospil på spillemaskinen i hjørnet.

»Den har jeg købt hos Ruben & Bobby (frisør og retrolegetøjsforretning på Bjelkes Allé, red.),« siger Mads begejstret og forsøger at forklare undertegnede, hvilke knapper hun skal trykke på, for at få den lille turtle til at overleve angrebet fra ondsindede ninjaer.

Træt af cafe latte

Der er sket meget, siden Mads, som har en baggrund som arkitekt, for syv år siden var på barsel og blev træt af at drikke cafe latte i Jægersborggade sammen med alle de andre fædre. Han gik i stedet i gang med at lave taghave på taget af et skraldeskur i sin baggård i Husumgade og fik den ide at dyrke tomater i selvvandende plantekasser på taget. Og her spirede ideen om TagTomat frem.

Mads Boserup Lauritsen er manden bag TagTomat og er uddannet arkitekt.

Mads Boserup Lauritsen er manden bag TagTomat og er uddannet arkitekt. – Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

Mads har nu 14 medarbejdere på lønningslisten, heriblandt ungarbejdere, som Mads mener er vigtige at have med i en arbejdsplads. Og i sidste måned blev TagTomat udnævnt til gazelle-virksomhed af Børsen.

Gennem de sidste fem år har TagTomat da også for alvor sat sit præg på hele København med sine plantekasser, skolehaver og grønne tage.

»Det har været noget af en rutsjebanetur med både loops, armene over hovedet og sug i maven undervejs. Men som i Tivoli får man lyst til at stå i kø og få flere sug i maven, og det er blandt andet dem, som holder lysten kørende, når det til tider er lidt hårdt at drive en lille virksomhed«, fortæller Mads, inden han suser ned ad rutsjebanen i butikken.

Fællesskabet er i centrum

Ønsket om at skabe grønne fælleskaber har altid været den vigtigste drivkraft bag TagTomat, som arbejder ud fra, at fællesskabet skal være i centrum, og at der skal være plads til alle.

»Når vi bliver bestilt til et projekt i for eksempel en boligforening, laver vi det som oftest i samarbejde med beboerne, så vi står for omkring 80 procent af arbejdet, og sammen med beboerne laver vi de sidste 20 procent. Det har været fantastisk at få lov til at lave skolehaver og hjælpe fællesskaberne i baggårdene. Og samtidig vise folk at genbrug også kan være flot, og at det ikke behøver at være pallerammer, der står og rådner,« forklarer Mads.

Nørrebro-affald er guld værd

Listen over projekter, TagTomat har været involveret i, er lang, og derudover kommer alle de produkter, som virksomheden løbende har udviklet – mange af dem med hjælp fra lokale samarbejdspartnere. Eksempelvis TagTomats svampebokse, som gør det muligt for os byboere uden grønne fingre at dyrke vores egne svampe, som vokser i brugte mælkekartoner fra Coffee Collective i Jægersborggade. Eller spire- og altankasserne, som er lavet af brugte isbokse, som TagTomat får fra Café Isværket i Stefansgade.

TagTomats svampebokse. Indtil jul kan du komme på svampeworkshop hos TagTomat og få en hyggelig eftermiddag.

TagTomats svampebokse. Indtil jul kan du komme på svampeworkshop hos TagTomat og få en hyggelig eftermiddag. – Foto: Byrd/Jacob Crawfurd

»Jeg er meget stolt over, at folk vil samarbejde med os, for til at begynde med, var det jo bare nogle ting, jeg testede,« siger Mads, der altid er på udkig efter affald fra lokale, som han kan genbruge.

Udover at Mads formår at trække løn ud til både sig selv og sine medarbejdere, mærker han TagTomats succes ved, at han igen er begyndt at få mere tid til sin familie. Og sådan må det gerne fortsætte, fortæller Mads, som ikke har ambitioner om, at TagTomat skal vokse sig ind i himlen.

»Jeg håber, at virksomheden forbliver stabil og bevarer cirka den størrelse, den har nu. Jeg kan godt lide, at jeg kender alle mine ansatte, og jeg er kun kommet så langt, fordi jeg har alle de her gode medarbejdere,« siger Mads med et smil og tilføjer:

»Jeg er ikke altid den klogeste her i biksen. Jeg er bare ansigtet udadtil og ham, der får mange af de skøre ideer.«

Lørdag og søndag fra klokken 12-15 frem mod jul holder TagTomat åbent svampeværksted, hvor man kan lave en svampeboks til halv pris og få en hyggelig eftermiddag.

Du kan læse mere om TagTomat og de forskellige arrangementer på www.tagtomat.dk

FAKTA:

TagTomat arbejder ud fra følgende principper:

– Fællesskabet skal være i centrum, og der skal være plads til alle.

– Simple men effektive, selvvandende dyrkningsmetoder.

– Open Source – vi deler vores viden, lærer af hinanden og vokser i fællesskab.

– Vi dyrker ud fra økologiske principper.

Kilde: www.tagtomat.dk

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Birthe Engholm Olsson er en af byens pensionister, som bidrager til indsamlingen af erindringer på Københavns Stadsarkiv.

Stadsarkiv søger erindringer fra +65 borgere

Der bliver spillet alt fra smukke ballader til funky New Orleans musik i Frihavnskirken

Få en funky start på julen i Frihavnskirken