Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Bag transformerstationens mure, vokser kulturby og granskov frem

Lyset er vendt tilbage til den gamle transformerstation på Gammel Køge Landevej 18, hvor to driftige iværksættere i er fuld gang med at omdanne den smukke og specielle bygning til et nyt kulturhus midt i Valby.

Gammel Køge Landevejs højlydte myldretid forvandles til en sagte baggrundssusen, så snart fødderne træder ind gennem jernlågen ved nummer 18.

Vi befinder os kun få meter fra Toftegårds Plads, lige ved siden af benzintanken og på en grund, der har været forladt og lukket i årevis. Det er den ikke længere. Langtfra. Ud fra Radius tidligere transformerstation lyser nu et varmt gult skær, og en julemagisk stemning spreder sig.

Forstanden har lidt svært ved at kapere det, men den er god nok: På gårdspladsen foran de gamle bygninger vokser nu en fin lille granskov op fra en grøn plæne. Her møder vi Kasper Hjorth, der indtil for nylig havde en karriere i it-branchen, men som nu har kastet sig ud i et kulturelt eventyr med kompagnonen Rasmus Tanstrup:

»Vi har lejet os ind i den her gamle transformerstation, der tidligere forsynede Valby med strøm, den har dog stået tom i mere end 20 år. Siden midten af november har vi knoklet på sætte den i stand, så vi til foråret forhåbentlig kan åbne dørene til et nyt kulturelt sted midt i Valby,« fortæller han.

Fra industri til kultur

Vi forlader den støvregnende grå eftermiddag og bevæger os inden for gennem den brune trædør. Kun få skridt indendøre rammer wauvfaktoren som et lynnedslag. Industriens rå historie emmer ud fra det højloftede rum, hvor kvadratmeterne fordeler sig flere på etager og reposer. Smukke vinduepartier i runde og firkantede former vidner om, at dagen har bevæget sig ind i sin blå time.

»Heroppe på reposen vil vi skabe et musikrefugie, hvor musikere leje sig ind i en måned eller to, når de skal komponere musik eller øve. Desuden forestiller jeg mig, at vi vil kunne lave nogle mindre intimkoncerter i det store rum,« fortæller Kasper Hjorth, da vi befinder os højt oppe i det højloftede rum. Han fortsætter:

»Min makker Rasmus har tidligere drevet noget, der hed Studio R længere oppe ad Gammel Køge Landevej, hvor mange kendte musikere lejede sig ind for at øve. Det er særligt i foråret, når de skal gøre sig klar til sommerens turnéer, at de har brug for et sted at øve sig i nogle få dage.«

Et kulturhus for alle

Sammen har de to iværksætter startet virksomheden Kulturbyen, hvor de allerede driver et øvested på Roskildevej.

Vi har 400 kvadratmeter øvelokaler, som vi kalder Lydhuset, og her har vi allerede 12 bands, der kommer og øver. Blandt andet ‘The Minds of 99’, som har lejet sig ind og har øverum og studiefaciliteter hos os. Da vi så var færdige med at sætte det i stand, havde vi mod på at tage en tørn mere og kaste os over en opgave, der var en lidt større mundfuld, og den ventede her i den gamle transformerstation. Forskellen i Valby og på Roskildevej er, at her kommer man mere til at kunne leje sig ind på dags- eller ugebasis, mens vi har faste lejere på Frederiksberg,« forklarer Kasper Hjorth.

Selv om Valbys kommende kulturhus tydeligvis skal være noget ved musikken, har de to herrer bag langt flere planer med huset. Rundturen er nu nået ned i den højloftede kælder, hvor den friske maling lyser hvidt på væggene og makker Rasmus Tanstrup kommer til.

»Vi har netop malet i kælderen, hvor der faktisk ret højt til loftet, så der vil vi indrette et dansestudie til moderne dans, som vi faktisk allerede har lejet ud til Dansehallerne. De bliver de eneste faste lejere, der kommer til at være her i huset, så vi også har en fast indtægt,« forklarer han.

Med granskov og gåsegang

Med til transformerstationen hører også en lille have, hvor de to iværksættere vil indrette en lille café, og så er det planen, at huset skal kunne bruges af naboer og andre, der har brug for et festlokale af en anden dimension:

»Vi vil helst ikke låse os fast på, at vi kun er et spillested, eller at vi kun er til loppemarkeder. Vi vil gerne kunne lave, hvad vi føler for. Plus at der skal være mulighed for, at folk kan leje sig ind, når de skal holde fest,« siger Kasper Hjorth.

Indtil videre venter mange måneders hårdt byggearbejde, men først skal julen fejres, og det bliver den på pladsen foran, hvor Kasper og Rasmus har skabt et juletræsmarked med egen granskov:

»Som det eneste sted i byen har vi skabt en lille granskov, hvor man kan fælde sit eget juletræ, fordi vi tænker, at det er ret sjovt for børn og deres forældre, at de kan komme og fælde et juletræ midt i Valby. Vi har også tænkt os at gemme en sød lille nisse i vores minigranskov, og hvis børnene kan finde nissen, vinder de en slikkepind,« siger Kasper Hjorth.

Juletræsmarkedet åbner på søndag 1. december, hvor der vil være friskbagte æbleskiver og andet godt i vente. Skulle du blive forhindret denne 1. søndag i advent har juletræsmarkedet åbent hver dag frem til juleaften fra klokken 10-20. Her kan man både købe almindelige og økologiske juletræer, ligesom man kan få juletræer i potte. Kasper Hjorth og Rasmus Tanstrup har også en anden lille overraskelse i ærmet:

»Vi anskaffet to julegæs, som vi kalder hr. og fru Mortensen, der skal bo her i december. Med julemarked håber vi at sikre finansieringen af istandsættelsen af kulturtransformeren, og så vil vi gerne gøre det sjovt for børn,« siger Rasmus Tanstrup.

Kasper Hjorth (tv) og Rasmus Tanstrup har lejet sig ind i Valbys gamle transformerstation, som de er ved at omdanne til kulturhus. I december sælger de juletræer fra deres selvplantede juletræskov på Gl. Køge Landevej 18.

Kasper Hjorth (tv) og Rasmus Tanstrup har lejet sig ind i Valbys gamle transformerstation, som de er ved at omdanne til kulturhus. I december sælger de juletræer fra deres selvplantede juletræskov på Gl. Køge Landevej 18.

Julestemningen emmer ud fra Valbys tidligere transformerstation, hvor to driftige iværksættere på søndag åbner et juletræsmarked, hvor man kan fælde sit eget juletræ lige ved siden af Toftegårds Plads.
Julestemningen emmer ud fra Valbys tidligere transformerstation, hvor to driftige iværksættere på søndag åbner et juletræsmarked, hvor man kan fælde sit eget juletræ lige ved siden af Toftegårds Plads. – Foto: Benedicte Lorenzen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Du kan blandt andet blive klogere på hvilke emballagetyper i køkkenet der er bedst til mad på farten, og for klimaet.

Bæredygtig hverdagsmad for de små

Pizzaer fra Armando på Jyllingevej var en herlig pause i klimadebatten.

Da Nida fik gode råd til at gøre sin familie mere klimavenlig