SUF Frederiksberg leverer gratis transport til rejsende

“Har du oftest følelsen af, at offentligt transport ikke er så offentlig, da prisen er rigtig dyr i længden, og at bureaukratiet prioriterer mere af deres tid på teknokratiske sager som en grøn omstilling af dieselbiler?” 

Sådan stod der, på de løbesedler, vi delte ud tidligere i ugens løb. Men vi delte selvfølgelig ikke bare sedler ud. Vi gjorde også ord til handling, og købte selv zonebilletter til folk. Mandag og tirsdag stod vi foran metrostationer på Frederiksberg, Nørrebro og Vesterbro og hjalp borgere med at rejse gratis. Der var god stemning og glade smil, fra lokale borgere som benyttede sig af en gratis rejse, eller havde gode ord til os. Folk var selvfølgelig også nysgerrige på, hvorfor vi gjorde os ulejligheden.

Det gjorde vi, fordi vi er en gruppe unge, som mener, at det skal være en rettighed for alle, at rejse gratis, der hvor man bor. Det giver ingen mening at skulle betale dagligt for at tage bussen på arbejde, ligesom vi heller ikke synes, at det giver mening at betale 800 kroner for at rejse til Århus tur-retur fra København. 

Lange togrejser er urimeligt dyre, men vi mener også at det presser den enkelte borger at skulle betale for den daglige tur på arbejde/uddannelse. Vi mødte mange på stationerne, der havde pendlerkort, fordi det var det eneste, der kunne betale sig for dem. Alligevel koster selv et 2-zoners pendlerkort 400 kr om måneden, og pendler man dagligt fra Køge til København, punger man ud for 1330 kr. om måneden. Det er den billigste mulighed, DOT tilbyder lige nu. Priserne påvirker især unge, som ofte allerede er økonomisk pressede, og som ikke har den luksus at have råd til en bil. 

Og der kommer kun flere biler på de københavnske gader, selvom vi alle er enige om, at klimaforandringerne kræver, at vi vender udviklingen og i højere grad benytter det offentlige.

Det er desuden kun blevet dyrere at rejse med offentlig transport. Bus- og togbilletterne er fra 2001 til 2017 gennemsnitligt steget med over 30 procentpoint mere end den generelle prisudvikling i samfundet. 

Udviklingens konsekvenser har været mere forurening, dyrere vedligeholdelse af veje, og generelt forringede muligheder for almindelige mennesker. 

Vi vil gerne ændre den udvikling. Konkret ønsker vi at alt offentlig transport gøres gratis for den almindelige forbruger, og i stedet betales gennem skatten. Eksperter er uenige i, hvor stor effekt det vil have på bilindustrien, og generelt skal dette tiltag selvfølgelig ikke stå alene. Der er mange initiativer, der skal styrkes for at skabe et reelt miljøvenligt samfund. 

Det er dog centralt for os, at vi tror på, at transport ikke skal være et valg, som en ‘forbruger’ skal vælge, men tværtimod en rettighed, at alle mennesker kan benytte vores allesammens transport. Således bliver kun bilen et reelt økonomisk og socialt tilvalg. 

Selvfølgelig kræver dette også, at transportruter uden for Danmarks storbyer forbedres, og at transporten i sig selv gennemgår en grøn omstilling. Det ser vi hellere før end senere. 

Derfor bliver det ikke sidste gang, man kan få en hjælpende hånd af SUF Frb på gaden. Men kun sammen kan vi gøre en forskel! Vi vil i hvert fald til hver en tid kæmpe for frit tilgængelig, grøn offentlig transport! 

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Ingrid Bugges værk.

Udstilling: Lydmaleri, lærred og collage

Vilhelm Lauritzens terminal i lufthavnen. Bygningen er fredet.

Ny bog om arkitektur og hemmelige steder