- Foto: Foto fra bogens forside: Peter Helles Eriksen

Ked 😭 Like 👍

Barsk men nødvendig historie fra en af Amagers døtre

I ‘Ama’r Halshug‘ fortæller Henriette Karlsen om sin barndom med druk og tæsk i hjemmet, slagsmål i skolegården, en årelang hash-og narkorus, indtil barmhjertige ’onkler‘ på Christiania og det kommunale projekt ’Vilde Liv‘ endelig favner hende.

Er sociale myndigheder dygtige nok til at få øje på børn i dysfunktionelle familier, hvor druk og tæsk fortrænger forælderlig omsorg, og hvor de fleste af rædslerne forties?

Og når børnene først er opdaget, er man så god nok til at vælge den rette metode til at få dem tilbage på sporet?

De to spørgsmål krystalliserer sig, efterhånden som man læser bogen ’Ama’r Halshug – et systembarns rå fortælling’, som Henriette Karlsen (f. 1991) har skrevet i samarbejde med journalist Anders Ryehauge (f. 1990).

Henriette vokser op i Sundby og slår i bogen dørene op på vid gab til et familieliv, som få ellers oplever eller får indsigt i.

Hendes fraskilte far og mor har begge stor trang til alkohol, og allerede da Henriette er fem år, er værtshuset Våren – ’morfars kontor’ som mor kalder det – et hyppigt tilholdssted for mor og Henriette, hvor alle kender og forkæler den lille pige med mønter til jukeboxen.

Voldelig stedfar

I lejligheden i Elbagade har mor og datter hyggeligt samvær og tæt kontakt.

Men da morens nye kæreste, Thorkild, flytter ind, sortner familielivet for alvor.

Parret får siden to børn, og Henriette elsker sine små søskende, men alle tre er rædselsslagne, når moren og Thorkild slås korporligt. Snart går stedfarens raserianfald, lussinger og knytnæveslag også ud over Henriette, der oplever et enormt svigt, fordi mor ikke griber ind. Men endnu værre er det, når moren giver hende tæsk.

Henriette får aldrig en god skolegang. Først går hun på Sundbyøster Skole og fra fjerde klasse Amager Fælled Skole.

Hun har det bedst sammen med de hårde drenge og piger, hvor det gælder om at imponere i skolegården.

Der bliver grovmobbet både elever og lærere, hvoraf flere går psykisk ned og må forlade skolen. Henriette får ry for at være en, der tør gøre hvad som helst – i bogen kalder hun sig selv Amager Fælled Skoles værste mobber.

Hun fortæller også løgnehistorier for at få opmærksomhed. En dag går hun for vidt og fortæller stik mod sandheden, at hendes mor har kræft og skal dø.

Belønningen er kram og omsorg, som Henriette sulter så meget efter, fra klasselærer, klassekammerater og en klassekammerats mor. Lige indtil løgnen bliver afsløret, og den slags straffes hårdt i den barske skolegård med tæsk, spytklatter og den totale udelukkelse. Henriette må forlade skolen.

»Hun overdriver bare«

Kommunen og de sociale myndigheder har tidligt øjnene oppe for problemerne i familien, men Henriettes løgnehistorier har den konsekvens, at moren let kan afvise opråb om den voldelige og alkoholiserede familie som nogle af datterens fantasifulde overdrivelser.

Det gør ondt helt ind i knoglerne at læse om, hvordan det sociale systems døre så lige så stille lukkes i igen.

Henriette er heller ikke selv altid lige tydelig over for skole og myndigheder om, hvor galt det står til. For hendes mor har fodret hende med trusler om, at politiet vil fjerne hende og hendes søskende, hvis hun siger noget.

Her får læseren det stavet langsomt, hvordan et barn i en dysfunktionel familie svæver rundt mellem bundløs loyalitet over for sin mor – barnet vil jo sælge sin sjæl for at mærke sin mors kærlighed. Og så det lønlige håb om, at nogen dog vil opdage, at de drikker derhjemme, og »jeg får tæsk og trænger så meget til et kram«.

Det er uklart, om nogen i omgangskredsen alarmerer de sociale myndigheder.

Men en episode, da Henriettes fodboldhold skal til en turnering i Italien føder da tanken, om man selv ville blande sig og alarmere kommunen, hvis man så noget, der skreg til himlen.

Forældre skal hvert år med på turen til Italien, og et år tager stedfader Thorkild med. Han er både fuld og bagstiv på vejen hjem i bussen og pisser på sit sæde i en plastikpose. Men der er hul i posen, så stinkende urin danner en sø på gulvet foran andre forældre og børn.

»Kun et par af børnene kommenterede det efterfølgende, fordi de syntes, det var klamt,« fortæller Henriette.

De fejlslagne indgreb

I bogen vises uddrag af de over 1.000 siders sagsakter om Henriette hos de sociale myndigheder.

Der er observationer om hende helt fra hun er fire år, og man kan sideløbende med hendes fortælling følge med i uoverensstemmelser mellem Henriettes oplevelser, og hvordan myndighedspersoner tager imod det. Ofte fordi Henriettes mor lykkes med at afvise og afspore datterens nødråb.

Det kan ikke være nemt at skelne mellem løgn og sandhed, men måske mangler systemet en lakmustest, fordi samspilsramte børn har svært ved at ’angive’ deres elskede forældre, og forældrene er samtidig mestre i at tale udenom.

I sagsakterne er der eksempler på sociale myndigheders gode intentioner om at flytte Henriette til først en specialbørnehave og siden en specialskole for børn med særlige behov, men så bliver det alligevel ikke til noget.

Vi følger Henriettes egen fortælling om et komplet fejlslagent forsøg på at få hende på ret køl som 16-årig.

Trods drøftelser i de sociale myndigheder om, at hun burde være på en døgnbemandet institution, placeres hun i tre år på et bosted, der ikke er aften- og weekendbemandet.

Et massivt hashforbrug eskalerer og får følgeskab af amfetamin og afhængighed af antipsykotisk medicin.

Redning på Christiania

Heldigvis ender noget med at lykkes. Henriette har søgt tilflugt på Christiania, hvor forskellige ’onkler’, nogle hårde hunde i hashmiljøet, tager Henriette under vingerne og giver hende beskyttelse og omsorg, som hun har savnet i sin egen familie.

Det er også på Christiania, at hun – stadig helt blæst af amfetamin – bliver tilknyttet Københavns Kommunes anonyme rådgivningstilbud ’Vilde Liv’, fordi hun er et kendt ansigt på staden, som mange unge har tillid til.

Jobbet giver hende et ansvar for yngre udgaver af hende selv. Hun modnes med opgaven og får bedre styr på sit liv.

Henriette stifter siden den frivilligbaserede forening De Stærke Børn, der tilbyder udsatte børn og unge anonymt samvær og rådgivning.

Den nye retning i hendes liv har nu heldigvis ført til denne bog. Et godt stykke pensum til enhver, der arbejder med børn og unge.

Men for alle os andre også en rystende fortælling, der slår skønlitterære dramaer med flere længder, fordi virkeligheden rammer så meget stærkere. Og os med relativt gnidningsløse liv har kun godt af at høre et opråb fra et socialt hjørne, der alt for sjældent kommer til orde.

Ama’r Halshug er udkommet på Politikens Forlag i september.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Intet er helt som forventet i Sydhavn Teaters nye forestilling FuturX, som giver et seriøst på scenekunst i fremtiden.

Teaterhistorien udvikles midt i Sydhavnens gamle arbejderkvarter

Christoffer Harlos, Senior Expansion Manager i INFARM præsenterede stolt den vertikale køkkenhave ved åbhningen i Irma 21 november 2019.

Østerport først i urbant køkkenhave-kapløb