Overborgmester Frank Jensen lover, Transitprogrammet er topprioritet til forårets forhandlinger, så man undgår, at der igen kommer lejre med udsatte hjemløse i København.
Vesterbro Bladet forelagde kritikken af de manglende midler til Transitprogrammet for Københavns overborgmester Frank Jensen, der nu lover, at tage programmet med på overførselssagen for at skaffe de nødvendige midler.
»Transitprogrammet løser en vigtig opgave i København som den mangfoldige storby og hovedstad den er. Vi skal selvfølgelig også sikre, at der er hjælp til nogle af samfundets allersvageste. De skal have tag over hovedet, mad og omsorg og hjælp til at afklare deres muligheder for at vende tilbage til deres hjemland,« siger Frank Jensen til Vesterbro Bladet
Pengene gik til de andre
De udsatte hjemløse, der hverken kan bruge sygehusvæsnet eller herbergerne har tidligere fyldt meget i både gade- og mediebilledet og overborgmesteren er fuldt ud klar over, at der er et fortsat behov for at løfte opgaven.
»Jamen jeg er med på, at transitprogrammet ikke vandt økonomi i budgettet i forbindelse med aftalen for 2020. Vi havde rigtig mange ting, vi skulle løse i det budget på socialområdet. Heldigvis fandt vi mange penge, knap 144 millioner kroner, som også har at gøre med styrkede indsatser for hjemløse. Blandt andet Café Klare på Vesterbro, som har fået en permanent bevilling. Reden på Vesterbro og penge til Cleanhouse,« siger han og fortsætter:
»Vi kunne ikke finde plads til det hele på budgettet. Men det er ikke ensbetydende med, at jeg ikke mener, at transitprogrammet har sin berettigelse. Derfor vil jeg til marts, når vi skal forhandle om overførselssagen, sikre, at vi finder midler til Transtiprogrammet.«
Måneder uden afklaring
Pengene til Transitprogrammet udløber til nytår og midlerne fra overførselssagen kan først frigives omkring april når forhandlingerne er overstået.
»Jeg ved godt, at der går nogle måneder, hvor der er en uafklaret situation. Jeg har desværre ikke andre muligheder for at hjælpe transitprogrammet lige nu. Men jeg vil jeg, som overborgmester, der sidder ved bordenden ved forhandlingerne, rejse ønsket om at transitprogrammet får tilført penge,« siger han og understreger en hvis form for sikkerhed i, at hans kollegaer på rådhuset er med på samme plan.
»Jeg vil rejse Transitprogrammet særskilt overfor mine kollegaer, så vi kan finde midlerne. Jeg er helt sikker på, at kollegaerne på rådhuset, har lydhørhed overfor programmet. Så håber jeg, at de partnere vi har i transitprogrammet kan holde programmet kørende til vi når frem til overførselssagen.«
SYNES DU OM ARTIKLEN?KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV