Da Idrætsparkens gamle hovedtribune, som nu var endetribune i Parken, blev revet ned i slutningen af 00‘erne for at give plads til mere moderne faciliteter.
Da Idrætsparkens gamle hovedtribune, som nu var endetribune i Parken, blev revet ned i slutningen af 00‘erne for at give plads til mere moderne faciliteter. - Foto: Pernille Høy Malmstedt

Wow 🤩 Like 👍

Historisk set: Dansk fodbolds vugge er lige her

Det er meget passende Østerbro, som skal huse EM-kampene i Danmark næste sommer. Området omkring Fælledparken og Parken emmer af dansk fodboldhistorie med rødder næsten 150 år tilbage i tiden

Fælledparken, Østerbro Stadion og Parken er indgrebet af dansk fodboldkultur i hele dens mangfoldighed. På få meter udfolder sig hele paletten fra lilleputter, der træner, til seriefodbolden på Kunstgræsbanen til divisionsfodbold på stadion og de største danske stjerner – og ind mellem verdensklassespillere fra udlandet – som folder sig ud, når FC København og Danmark spiller. Og næste år skal der endda spilles EM i fodbold i Parken.

Området i og omkring Fælledparken har spillet en stor rolle lige så længe, der er spillet fodbold i Danmark. Derfor er det ikke forkert, at kalde Fælleden for dansk fodbolds vugge.

FC i 1870’erne

I 1992 opstod FC København, da KB og B.1903 gik sammen om et fælles førstehold og den nye Parken – ombygget af den gamle Københavns Idrætspark – som hjemmebane.

”Det er udansk at kalde en klub for FC, som står for Football Club,” var der nogen, som mente. Andre pegede på, at KB har hjemme på Frederiksberg og B.1903 på Gentofte, dermed burde de ikke kunne påkalde sig København som identitet.

Men går man helt tilbage til rødderne, er der en rød tråd fra 1870’erne og til 1992 og 2019 for den sags skyld. Og begge klubber har dybe rødder få meter fra, hvor Parken ligger i dag.

I 1870’erne opstod der en klub, der hed Football Club, som spillede den engelske sport fodbold i Fælleden. I 1879 blev den optaget i den allerede eksisterende idrætsforening Kjøbenhavns Boldklub (KB), der spillede på Blegdamsfælleden. Senere flyttede KB til Frederiksberg lige på grænsen til en anden del af København, og stadig med Kjøbenhavn i navnet.

03’erne fra Vibenshus

Den anden klub i FC København, B.1903, blev dannet på traktørstedet Lille Vibenshus og spillede i Fælledparken. Stifteren var murerlærling Carl Andersen, For at få egne baner flyttede den i 1929 få meter uden for kommunegrænsen ud af Lyngbyvej til Gentofte Kommune.

Mellem stiftelserne af B.1903 og KB blev Boldklubben af 1893 – B.93 – stiftet – nå, ja – i 1893. Og mens de to øvrige klubber flyttede fra bydelen, er B.93 blevet liggende. Der ligger naturligvis også andre klubber på Østerbro, dem vender vi tilbage til, men det er B.93, som er Østerbro-klubben med traditioner, mesterskaber og masser af spillere, der er blevet til noget stort.

B.93 lå i sin tid lige omkring Københavns Idrætspark, hvor dele af dens tennisafdeling fortsat har hjemme, men måtte flytte ud til Svanemøllen, da Parken blev bygget i begyndelsen af 1990’erne. Årstalsklubben ligger i anden division, og det er efterhånden længe siden, at den var en del af dansk topfodbold på herresiden.

Det er dog stadig en stor klub med mange børn, unge og ældre i medlemsskaren, og flere talenter er også i nyere tid klækket ud fra B.93. På kvindesiden nærmer klubbens sig endda toppen af dansk fodbold med et særdeles talentfuldt hold. At satse på kvindefodbold er et nyt – men succesfuldt – indsatsområde i den gamle klub.

Kunstnerisk fodbold

Nu skal vi ikke glemme de klubber, som i dag har hjemme i dansk fodbold vugge: Fælledparken, de såkaldte Fælledklubber: Østerbro IF, Heimdal, Viktoria, HB og Skjold.

Sidstnævnte ekspanderede vildt i 00’erne og nærmede sig toppen af dansk fodbold. Højt at flyve, dybt at falde, siden hen var Skjold tæt på at gå konkurs. De eksisterer dog stadigvæk og har mange østerbroere som medlemmer og er fortsat en klub, der gør tingene på en anderledes måde, blandt andet eksisterer der fortsat et idrætsfritidshjem ved navn Skjold, og så har klubben i 2019 tilknyttet en kunstnerisk konsulent og eksperimenterer i det hele taget jævnligt med nye måder at være idrætsforening på for både børn, voksne og ældre.

Skjold har hjemme i B.93’s gamle lokaler på Østerbro Stadion. Heimdal, Viktoria, HB og Østerbro IF har lokaler i det karakteristiske Fælledklubhuset, som ligger tæt på Vibenshus Runddel. Udadtil ligner det måske mere en kunstmuseum end et fodboldklubhus, typisk Østerbro vil nogen måske sige.

Tidligere havde de fire klubber lokaler i den gamle endetribune til Idrætsparken, som også var en del af Parken de første mange år. Men da Parken i slutningen af 00’erne skulle have mere moderne faciliteter, blev den revet ned, og i stedet blev det nye klubhus opført.

Mere end 100 år med Parken

Parkens historie går tilbage til 1911, hvor Københavns Idrætspark blev opført ved Fælledparken.

Dengang var en søjlebygning hovedtribune. Fra dette årstal var Idrætsparken rammen om det danske landsholds kampe, ja og det var endda også hjemmebane for de traditionsrige københavnske klubber i den bedste række i fodbold.

Helt frem til omkring 1990 var Københavns Idrætspark hjemmebane for såvel KB og B.1903. Der kunne være langt mellem tilskuerne på nationalstadion dengang i firserne, hvor klubfodbolden var nede i noget af en bølgedal.

Til gengæld fejrede landsholdet store triumfer på banen med blandt andet 3-1 over Italien i 1981, 4-2 over mægtige Sovjetunionen i 1985 og 7-1 over Grækenland i 1989.

Fodboldinteresserede danskere i alle aldre havde et romantisk forhold til »Idrætsparken«, som dog var utidssvarende og nedslidt.

DBU havde planer om at bygge et nyt storstadion i Brøndby, men et folkeligt krav rejste sig om at beholde hjemmebanen på Østerbro.

Således blev Københavns Idrætspark ombygget til Parken, der i forvejen var det folkelige navn for Københavns Idrætspark, og stod færdig i 1992, samme år som Danmark var blevet Europamester i fodbold. Meget passende kunne det nye FC København indtage Parken samtidig.

Banen blev vendt 90 grader, og det eneste som var tilbage af den gamle idrætspark var hovedtribunen, som nu var blevet endetribune og altså husede Fælledklubberne.

Den havde afløst den gamle hovedtribune i 1955 og blev revet ned i 2008-09, da den også var dømt utidssvarende, så nu er der ikke noget tilbage af den gamle idrætspark.

For at finansiere driften af Parken blev dette stadion opført med kontortårne, og her havde Østerbro Avis hjemme i årene 2001-2007.

Da den gamle tribune blev erstattet med en ny, blev tilskuerkapaciteten i øvrigt sat ned fra omkring 41.000 tilskuere til cirka 38.000.

Nu tales der om, at Parken er utidssvarende og skal udvides.

En af de små Fælledklubber, Viktoria, kom i år langt i pokalturneringen og mødte hjemme på Kunstgræsbanen i Fælledparken Sønderjysje og tabte hæderligt 0-5 i september.

En af de små Fælledklubber, Viktoria, kom i år langt i pokalturneringen og mødte hjemme på Kunstgræsbanen i Fælledparken Sønderjysje og tabte hæderligt 0-5 i september. – Foto: Martin Sørensen

B.93 fejrede 125 års fødselsdag i 2018.

B.93 fejrede 125 års fødselsdag i 2018. – Foto: Christian Midtgaard

Østerbro-drengen Mathias Zanka Jørgensen hilder her på en af verdens bedste spillere gennem tiderne: Lionel Messi, da FC København og Barcelona mødtes i Champions League i Parken i 2011.

Østerbro-drengen Mathias Zanka Jørgensen hilder her på en af verdens bedste spillere gennem tiderne: Lionel Messi, da FC København og Barcelona mødtes i Champions League i Parken i 2011. – Foto: Michael Paldan

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Et strikket juletræ.

Kig forbi og se Frederiksbergs måske eneste strikkede juletræ

Artmoney har et fast format på 12x18 centimeter. Derudover er det frit slav på alle hylder, som det ses på billedet.

Artmoney: Et friskt pust til Frederiksbergs erhvervsliv