Sydhavnen er de seneste år gået igennem en hurtig udvikling, hvor nye boliger, metro og andre projekter skyder op. Nu er turen kommet til industritrekanten ved Sydhavnsgade, som i dag huser erhvervsbyggeri.
Teknik- og Miljøudvalget gav mandag 4. november den endelige godkendelse af lokalplanen, som vil erstatte de triste industribygninger med et tæt byområde. Området skal samlet set rumme cirka 900 boliger på gennemsnitligt 95 m2. Forud for høringen stillede Enhedslisten krav om, at projektet skal indeholde 25 procent almene boliger, hvilket er blevet til en del af det endelige forslag, og derfor bakker teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL) op om projektet; »Det er så vigtigt, at vi bygger flere almene boliger i København. Boligpriserne i byen er steget til et helt vildt niveau, og vi har før set små rigmandsghettoer opstå, når man udelukkende bygger private boliger i et nyt område. Ved at stille krav om almene boliger sikrer vi os en blandet beboersammensætning, hvor københavnere med almindelige lønninger kan være med til at skabe en ny del af Sydhavnen«, siger hun.
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV