Seth Sarpong er initiativtager bag Café Pusterummet. Han er selv vokset op i Lundtoftegade og ved, hvor vigtigt det er for de unge med et sted, hvor de kan trække stikket.
Seth Sarpong er initiativtager bag Café Pusterummet. Han er selv vokset op i Lundtoftegade og ved, hvor vigtigt det er for de unge med et sted, hvor de kan trække stikket. - Foto: Byrd/Kasper Løjtved

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Stifter om ny 18+café i Lundtoftegade: »De unge skal vinde noget tillid tilbage«

Unge mellem 18 og 25 år i Lundtoftegade har fået et sted, hvor de kan hænge ud med vennerne og koble af. Stedet hedder Café Pusterummet og er skabt i et samarbejde mellem Den Sociale Retshjælp og Seth Sarpong, som selv er vokset op i blokkene ved Lundtoftegade.

Af Julie Stougaard

Der er kaffe på kanden, sodavand i køleskabet og chokoladekiks på bordet i det lille beboerlokale i Lundtoftegade 47A. Lokalet, som huser den nye ungdomscafé, ligger og putter sig i mellem Lundtoftegades høje boligblokke og Bispeengbuen og udgør et tiltrængt frirum for de unge i området, som er vokset ud af klubberne for unge under 18 år.

Da stifter af caféen Seth Sarpong, som selv er vokset op i området, først begyndte at tale om, at der skulle skabes et sted til netop denne gruppe unge i Lundtoftegade, blev der ikke ligefrem klappet i hænderne. Hverken beboerne eller bestyrelsen i AB Lundtoftegade var vilde med tanken om et nyt opholdssted for 18+unge, da en lignende ungdomsklub i Lundtoftegade blev lukket ned af politiet med begrundelsen, at nogle af de unge, der kom i klubben, havde bandetilknytning.

»Beboerne har været bekymrede, for de kunne ikke se, hvordan vi kunne gøre rammerne anderledes. Det har været min opgave at finde ud af, hvordan vi kunne gøre det anderledes, og jeg har talt med både de unge og med bestyrelsen for at finde den rigtige løsning,« siger Seth Sarpong, som i dag er uddannet socialrådgiver og formand for Street Manager-projektet. Et projekt, der yder opsøgende rådgivning til unge fra udsatte boligområder.

»Vi har sat nogle rammer for, hvordan vi holder klubben åben. Der skal ikke være ballade. Vi vil ikke have, at der kommer bandemedlemmer, og så samarbejder vi med både lokalpolitiet og de forskellige københavnerteams og gadeteams, som er velkomne her i caféen,« forklarer han.

Tre høje herrer kigger ind

Han erkender, at det kan være svært at vide, hvem der er medlem af en bande eller ej, også fordi nogle ’hopper lidt ind og ud af banderne’, men det er jo en af fordelene ved et samarbejde med lokalpolitiet, som ofte ved, hvem det er, de skal kigge efter, når de lægger vejen forbi caféen, siger Seth Sarpong.

Det varer da heller ikke længe, før tre lokale betjente i fuld uniform banker på døren og træder ind i lokalet for at inspicere den nye café.

»Undskyld vi forstyrrer – vi ville bare lige kigge forbi den nye café og se, hvor mange der var her i aften,« siger den ene af betjentene og kaster et blik rundt på den håndfuld drenge, der hænger ud i lokalet.

Café Pusterummet har blandt andet et samarbejde med lokalpolitiet, som også var med til åbningen af caféen. De kiggede også ind denne aften.

Café Pusterummet har blandt andet et samarbejde med lokalpolitiet, som også var med til åbningen af caféen. De kiggede også ind denne aften. – Foto: Byrd/Kasper Løjtved

»Det er helt i orden, I er velkomne. Vil I have en kop kaffe?,« spørger Seth Sarpong, men betjentene takker nej. De skal videre. De undskylder endnu en gang forstyrrelsen og går igen.

»Så sender de lige tre af deres største betjente herind! De var alle sammen dobbelt så høje som mig!,« udbryder den ene af drengene, da politiet har lukket døren efter sig, og de andre drenge griner højt og fordyber sig så igen i videoer på deres telefoner, som udløser flere høje grin.

Et nødvendigt samarbejde

Seth Sarpong smiler lidt af politiets besøg. Han har ikke noget imod, at politiet kigger forbi, så længe det er på de unges præmisser. Han har foreslået politiet, at de melder ud, når de har tænkt sig at komme på besøg i caféen, medmindre der er tale om en aktion. For det virker voldsomt, når der tropper sådan tre uniformerede mænd op i lokalet, og han frygter, at det kan skræmme nogle af de unge væk. Men indtil videre virker det ikke helt til, at politiet er med på den aftale.

»Samarbejdet med politiet er også en måde, hvorpå de unge kan opbygge en relation til dem, hvor det ikke handler om, at de møder dem på gaden, for eksempel i forbindelse med en visitation. Politiet var også med til åbningen af caféen i sidste uge, hvor de unge havde mulighed for at stille betjentene spørgsmål, og de svarede på det hele,« siger Seth Sarpong med et smil.

Det er dog ingen hemmelighed, at caféen også er til for, at de unge kan have et slags frirum, hvor de netop ikke skal forholde sig til politiet. For når der for eksempel er visitationszone som nu, kan nogle af de unge godt opleve det som chikane, når politiet flere gange standser dem på gaden og visiterer dem.

»Det handler bare om at være sammen«

Men Pusterummet er et frirum for meget mere end politiet. Det er et sted, hvor de kan få varmen, koble af og hygge sig med et spil kort, PlayStation eller bare snakke med vennerne. Der kommer også forskellige bøger om alt lige fra job- og uddannelsesvejledning, til hvordan man søger om opholdstilladelse i Danmark, og hvad man har af rettigheder. På den måde håber Seth Sarpong, at det kan sætte nogle tanker i gang hos de unge. Men det skal mest af alt være et sted, hvor de kan slappe af og være sig selv, som er det, drengene har efterlyst.

Ilyas Khomsi er en af de unge, der bruger caféen. For ham betyder det meget at have et sted at kunne hænge ud med vennerne.

Ilyas Khomsi er en af de unge, der bruger caféen. For ham betyder det meget at have et sted at kunne hænge ud med vennerne. – Foto: Byrd/Kasper Løjtved

»Det er kedeligt at være derhjemme hele tiden, der er ikke så meget at lave,« siger en af drengene, og en anden af drengene, Ilyas Khomsi, tilføjer:

»Der er heller ikke plads til, at man kan være sammen med alle vennerne derhjemme. Det handler mest om bare at være sammen, så er det lige meget, om det er over et spil kort eller Trivial Pursuit. Vi behøver sådan set heller ikke en PlayStation for at hygge os her. Det er, hvad man gør det til.«

Drømmer om flere åbningsdage

Lokalet bærer stadig præg af, at det indtil for kort tid siden kun blev brugt af områdets strikkeklub, men det lader ikke til at betyde noget for drengene. De spiser chokoladekiks og griner højt, og spørger man, hvad de ønsker sig af stedet her, er svaret ’flere åbningsdage’. Indtil videre har Seth Sarpong og de unge fået lov til at låne lokalet to gange om ugen fra 17-23, og så er det op til de unge at bevise over for beboerne og bestyrelsen, at de kan drive stedet og tage vare på det.

»De unge skal vinde noget tillid tilbage. Der er nogle af dem, der synes, det er uretfærdigt, at den ældre generation af unge (de unge, der kom i den nu lukkede klub, red.) har ødelagt det for dem, og at de nu skal straffes for det, de har gjort. Men det er sådan, det er,« siger Seth Sarpong.

»Det handler mest om bare at være sammen, så er det lige meget, om det er over et spil kort eller Trivial Pursuit. Vi behøver sådan set heller ikke en PlayStation for at hygge os her. Det er, hvad man gør det til.«

»Det handler mest om bare at være sammen, så er det lige meget, om det er over et spil kort eller Trivial Pursuit. Vi behøver sådan set heller ikke en PlayStation for at hygge os her. Det er, hvad man gør det til.« – Foto: Kasper Løjtved

Da han først tog tilløb til at åbne ungdomscaféen her – han har med vilje valgt at kalde det for en café i stedet for en klub, som nu er et negativt ladet ord her i området – oplevede han meget modstand fra beboerne og bestyrelsen. Men nu har stemningen ændret sig.

»De unge har kontinuerligt været med på alle de møder, der har været, og har fortalt, hvad de ønsker at få ud af caféen. Og det har fået folk til at ændre mening. Så da jeg skulle fremlægge det for bestyrelsen, var der fuld opbakning,« siger Seth Sarpong glad.

Du kan læse mere om Street Manager-projektet på www.streetmanager.dk.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Tine Lyager (t.v.) og Sine Heiberg er de to iværksættere bag det nye barselssted ‘Ro & Mag’. Det åbner fredag 29. november i Lokalavisen Frederiksbergs tidligere lokaler på Jacobys Allé.

Her kan mødre og fædre mødes i Ro & Mag

Super-Anne spillede for 750 børn