Formand for fodboldklubben Frem, Per Jakobsen, lytter her interesseret til, hvad eleverne fra 5. klasse på Lykkebo Skole drømmer om i en ny københavnsk idrætsby.
Formand for fodboldklubben Frem, Per Jakobsen, lytter her interesseret til, hvad eleverne fra 5. klasse på Lykkebo Skole drømmer om i en ny københavnsk idrætsby. - Foto: Benedicte Lorenzen

Idrætsby i 5. klasse: »Der skal være noget for alle og en trampolinpark«

Mødesteder og sjove aktiviteter er på ønskesedlen, når man spørger eleverne i 5. klasse på Lykkebo Skole, hvad de gerne vil have i en idrætsby. Svarene glæder Frem-formand Per Jakobsen, der er en af initiativtagerne til en samlende københavnsk idrætsby.

Et topmoderne stadion i fem plan. Hoteller. Butikker. Kontorlokaler. Det er blot nogle af de ønsker, der for en måneds tid siden blev præsenteret, da Valby og Sydhavnens største idrætsforeninger i selskab med en række uddannelsesinstitutioner og erhvervslivet lancerede deres drøm om at gøre den nedslidte Valby Idrætspark til en samlende københavnsk idrætsby.

Men hvordan skal sådan en idrætsby egentlig se ud, hvis lokale børn får lov at bestemme. Det spørgsmål har en formand for fodboldklubben Frem, Per Jakobsen stillet til to 5. klasser på Lykkebo Skole, som begge har arbejdet med byudvikling i deres matematiktimer.

En håndfuld af eleverne mødtes i sidste uge med blandt andet Frem-formanden, som lyttede interesseret, da Albert fra 5.u lagde ud:

»Vi har lavet sådan nogle spørgeskemaer, som vi har delt ud til de forskellige klasser, hvor vi har spurgt dem, hvad de gerne vil have. Der var rigtig mange, der valgte, at de gerne ville have en café derude, og så var der rigtig mange af specielt drengene, som gerne vil have fodboldbaner. Men generelt ville mange også gerne have restauranter og et center. Der var også rigtig mange, der gerne vil have en trampolinpark,« fortæller han.

Plads til fællesskaber

Udendørs swimmingpool, gamerrum og en pannabane står også på elevernes ønskeliste. Hurtigt falder snakken dog på, at de allermest savner et sted, hvor de kan mødes og lave ting i fællesskab efter skole, som Gabriella fra 5.v forklarer:

»Det er også vigtigt, at der er noget, man kan lave med vennerne. Vi laver jo faktisk ret meget sammen efter skole, så det er vigtigt, at der er nogle steder, hvor vi kan mødes og lave noget,« siger hun.

Og det bakkes op af Albert fra parallelklassen:

»Vi har tænkt meget over, at hvis man nu er en typisk familie, så er der en mor, en far, to børn og et dyr. Så vi har lavet en hundepark, hvor man kan have sin hund gående, en fodboldbane, hvor børnene kan spille, et center, hvor man kan shoppe og en biograf, hvor man kan se en film. På den måde er der ting at lave for hele familien,« forklarer han.

Nogle gode input

Netop elevernes ønsker og idéer om at skabe en idrætsby med plads til at mødes på tværs af alder glæder Per Jakobsen:

»Det er faktisk en vigtig del af tanken bag idrætsbyen, at den bliver et sted, hvor der er plads til fællesskaber. At den eksempelvis bliver et sted, hvor man kan mødes efter skole,« fortæller han til eleverne.

Da Frem-formanden efterfølgende gør status på mødet med 5. klasserne fra Lykkebo Skole, er det både positive og overraskende input, han tager med sig hjem til Valby Idrætspark:

»Jeg synes, det er enormt spændende at høre, hvad børnene ønsker sig af en idrætsby. Og samtidig kommer der jo nogle idéer frem, som vi ikke selv havde tænkt over. Jeg synes, de har en god fornemmelse for, at det her først og fremmest skal være et rart sted at være. Det skal ikke bare være nogle bygninger, man klasker op. Blandt andet i forbindelse med et stadion er det meget vigtigt, at man skaber den rigtige stemning, og der, synes jeg, eleverne havde nogle rigtig gode input,« siger han og fortsætter:

»Det overrasker mig, at de gerne vil have et center med shopping, for det kunne bestemt også være interessant at tænke i. Jeg kunne godt se idéen i at skabe et center, hvor der måske var mere underholdning end egentlige butikker. Og hvor der kunne ligge ting som en biograf, restauranter og en trampolinpark, der jo er en super populær ting i øjeblikket og sikkert vil være det fremadrettet. Det havde vi faktisk slet ikke tænkt over.«

Fingrene er krydsede

Særligt elevernes tanker om at skabe en idrætsby for hele familien passer godt ind i Per Jakobsens visioner for en samlende idrætsby i København:

»Jeg synes også, det er vigtigt, at idrætsbyen bliver et sted for hele familien, som eleverne taler om. I dag ser vi ofte, at forældrene sætter deres børn af, og så kører de igen. Her ville det være rart, hvis vi kunne holde på dem og måske også tilbyde dem noget mad, så de ikke behøver at jage hjem efter træning,« siger han.

Næste skridt på vejen mod en samlende københavnsk idrætsby bliver at få den med i den kommuneplan, som ventes at blive offentliggjort i december, så indtil da er fingrene krydsede.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Der bliver masser af julestemning og højt humør, når skøjtebanen åbner på Grønlands Handels Plads.

På glatis: Skøjtebane åbner lige ved Kyssebroen

Kvindernes U-landsudvalg arbejder for afrikanske kvinder og piger, der udsættes for vold.

FN-dag: Kvindeorganisation sætter fokus på vold mod kvinder