Henrik Obel foran den kommende biograf på Hamborg Plads
Henrik Obel foran den kommende biograf på Hamborg Plads - Foto: Thomas Frederiksen

Wow 🤩 Like 👍

Længe siden det er sket på Østerbro: Stor biograf åbner i næste måned

Til december får Østerbro en ny biograf, når Big Bio åbner i Nordhavn. Det er Louise og Henrik Obel, der også står bag en tilsvarende biograf i Herlev, som skal drive den.

Da Big Bio åbnede i Herlev i 2015 var det med fornyelse, både når det gjaldt lyden, med Dolby Atmos i samtlige sale, og siddefaciliteterne.

I næste måned – 18. december – åbner en tilsvarende biograf på Hamborg Plads i Nordhavn, og her er der skruet endnu mere op for komforten.

»Vi har blandt andet videreudviklet vores stole, så der udover kopholdere også nu er popcornholdere,« forklarer Henrik Obel, der ejer biografen med sin kone Louise, når han viser rundt i biografen, som skal åbne om en måneds tid, men fortsat i høj grad er en byggeplads.

Han er dog helt rolig med at blive klar til tiden og fortæller, at det er det samme entreprenørfirma og mange af de samme håndværkere, som også byggede Bio Bio i Herlev for fire år siden.

For at understrege at folk skal sidde ekstra godt, fortæller han:

»Her i den næststørste sal er der plads til 125 sæder. Det ville svare til 180 sæder i en almindelig biograf.«

Der skal altså være god plads til at sidde eller nærmest ligge mageligt på alle pladser, når man ser film. Og han understreger, at der vil være den bedste lyd.

I alt skal der være plads til 618 filmgæster fordelt på fem sale, med 185 i den de fleste tilskuere.

Ikke en VIP-biograf

Henrik Obel bryder sig ikke om udtrykket luksusbiograf.

Han gør i hvert fald en del ud af at pointere, at Big Bio skal rumme enhver.

»Det er ikke en VIP-biograf, det er en biograf for alle. Det er oplevelsen, som skal være luksus og ikke prisen,« understreger han.

Engang lå der tre biografer på Østerbro, men i 40 år har der kun ligget en. Nu kommer der en til, og det lokale tilhørsforhold er vigtigt for Henrik Obel.

»Det bliver en københavner-biograf, men forankret på Østerbro. I Herlev trækker vi publikum fra hele Sjælland. Her vil vi få gæster fra hele København og nordfra med det koncept, vi har, men det er Østerbro, som er vores primære område,« siger han og ser frem til, at unge mennesker fra bydelen vil søge arbejde i biografen.

For at lægge vægt på det lokale tilhørsforhold nævner han, at der bliver lagt et stort arbejde i at lave hyggelige foyer- og arbejdsområder, som frit kan benyttes af alle, og der også bliver mulighed for at låne møderum i Big Bio.

Henrik Obel understreger, at der er rummelighed i biografen med plads til alle, det afspejler sig blandt andet ved, at der indføres unisextoiletter.

Et familiefirma

Henrik Obel driver Big Bio-selskabet sammen med sin kone Louise. Han har været i filmbranchen længe, og hun har nærmest været der fra fødslen gennem sin familie.

Han opførte en ny biograf i Slagelse for 15 år siden sammen med en partner. Inden da havde ægteparret i 1996 overtaget biografen i Holstebro efter hans svigerfar Poul Obels død.

Andelen af biografen i Slagelse er solgt, men forbindelsen til Holstebro holder ved. Udover Big Bio Nordhavn er parret også ved at opføre en biograf i den vestjyske by som afløser for den nuværende biograf i byen, som de dermed udskifter i eget regi.

På spørgsmålet om hvorfor han har kastet sig ud i to store biografprojekter samtidig, svarer han:

»Jeg har nysgerrighed og tør at skabe noget nyt og anderledes. Det sker også med en ærefrygt«

– Hvorfor åbne en ny biograf, når folk kan downloade og streame fil derhjemme?

»Her kan du se de nyeste film, dem kan du jo ikke streame. Og så kan du slappe af og koble af på en måde, som du ikke kan derhjemme. Det er det, som biografen kan, her er der fællesskab og gode oplevelser i de mørke omgivelser,« fastslår han og nævner, at han er filmfreak, men ikke filmnørd, men han holder meget af at se gode historier præsenteret på det store lærred.

Henrik Obel i en af de kommende biografsale, den næststørste med plads til 125.

Henrik Obel i en af de kommende biografsale, den næststørste med plads til 125. – Foto: Thomas Frederiksen

Lydsystemet er i gang med at blive gjort klar.

Lydsystemet er i gang med at blive gjort klar. – Foto: Thomas Frederiksen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Indehaver af Østerlandsk Thehus, Torben Svendsen, i forretningen på Falkoner Allé.

En forretning med lidt godt te‘ øjet

Coffee Collective er blevet mere bæredygtige.

Godthåbsvej: Kaffekollektiv nu med mere bæredygtighed