Høxbroe elsker det ikoniske tårn på Knippelsbro.
Høxbroe elsker det ikoniske tårn på Knippelsbro. - Foto: Jacob Schneider

Gadepoetens tårnværelse åbner på Knippelsbro lørdag

For seks år siden fik Claus Høxbroe nøglerne til tårnet på Knippelsbro og skrev en digtsuite i og om det historiske tårn på Knippelsbro. På lørdag indvies Høxbroes tårnværelse.

»Det her tårn er utroligt sanseligt, og det vil bare fortælle historier,« siger beat-digteren Claus Høxbroe.

Fra lørdag aften kan man læse en række af hans digte, som er monteret på og i tårnet. Det er som en drøm, der er gået i opfyldelse for poeten, som elsker Københavns gader og små hemmelige lommer:

»Det bliver simpelthen til Høxbroes Tårnværelse. Meget fint.

Jeg fik nøglen til tårnet i 2013 og skrev de fleste af digtene på en forlænget weekend, hvor jeg var her hele tiden, uden at sove. Og så kom jeg tilbage nogle gange og gjorde dem færdige,« fortæller Claus, mens vi lurer ud på byen fra værelset.

Dengang var stedet ikke åbnet for offentligheden som det, der i dag hedder Kulturtårnet.

»Det her tårn emmer af Københavns historie. De fleste er nok på et tidspunkt gået forbi og haft en drøm om det. Jeg kan godt forstå, at den kom på pengesedlerne

Så da det lykkedes at komme herind, var det bare: ’Wow, nu er jeg i tårnet, og jeg har nøglen’. Bropasserens klapseng stod stadig i et hjørne,« husker poeten.

Lyrisk udsigtstårn

Digtene hedder H. Knip nummer 1-11 opkaldt efter Hans Knip, som lagde navn til broen.

»Det er små iagttagelser af, hvad der sker, også helt fysisk, når broen hopper, hver gang der kommer en bil eller bus henover. Det har sat sig i skriften.

Der er noget helt særligt ved at være så centralt i byen og stadig være så anonym. Det er sjældent, at man har så mange detaljer og kan kigge på så mange mennesker, uden at de kan se en – en fantastisk udkigspost som digter. Og der er den her bevidsthed om, at når broen går op, så stopper byen. Sådan en broåbning er helt fantastisk: Fortovet og vejbanen står lige derude foran vinduet. Og det er stadig noget særligt, når den bro går op. Hvis en bil går i stå, bliver de rasende, men når klokken ringer og bommen går ned: Folk stopper op midt i stressen og er imponerede. Nå ok, nu må vi vente her… Sikkert lige så fascinerende som dengang, broen blev bygget. Og så er det jo en fantastisk undskyldning for at komme for sent. Jeg synes, København bliver lidt større for hver broåbning,

Levende poesi

Digtene bliver nu monteret på vinduer og vægge, der vil ligge en iPad med musikken til de digte, der er skrevet her, og musikvideoen til nummeret ’Knippelsbro’, som Høxbroe lavede dengang sammen med Oscar Gilbert til albummet ’Tusmørkets censur’. Her sejler de gennem havnen og under broen med et timandsorkester. Derudover er der postkort med digte og motiver fra tårnet og et forfatterskab med flere af Høxbroes udgivelser og værker, som har inspireret ham gennem tiden.

Stroferne kan læses i både dansk og engelsk version – oversættelserne er lavet af Mich Vraa – som en fast udstilling det næste års tid.

»Nu bliver de en del af tårnet og den udsigt, jeg havde, da jeg sad her og skrev. Og så kan gæsterne ellers gå på opdagelse i det. Det vigtigste er jo, at tårnet stadig taler, og idéen er så, at digtene smelter sammen med det. Det er jo fantastisk, at stedet er blevet åbnet og bliver brugt, og det ikke bare er et arktektfirma eller nogen med penge, der har forskanset sig heroppe. Københavnerne har fået en stykke København tilbage.

Og det er jo altid rart, når digtene kommer ud i virkeligheden,« fortæller Høxbroe, som har slået sine folder i de fleste dele af København, blandt andet omkring fem år på Amager: en gård i Dragør, en kælder på Amager Strandvej og herreværelset på Saltholmsvej:

»Knippelsbro var en form for milepæl. Så vidste man, at man var ude på den anden side.«

Der er officiel åbning lørdag 23. november klokken 20.00 med snoreklip, oplæsning og tårnvarmning.Kulturtårnet er åbent onsdag til lørdag klokken 12.00-22.00, søndag 12.00-17.00.

Uddrag, »Knippelsbro«

»Bilernes bløde buldren

sender rystelser op gennem tårnet

der forplanter sig i skriften

ved stolens lette dirren

(…)

Broen ringer trafikken i stå

fryser 2A fast i nuet

hverdagens derby skydes i gang

med broens dybe dunk

når vejbanen atter er vandret«

Høxbroe i tårnværelset

Høxbroe i tårnværelset – Foto: Jacob Schneider

– Foto: Jacob Schneider

– Foto: Jacob Schneider

– Foto: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Høxbroe boltrer sig på sin gamle hjemmebane på torsdag.

Poeten vender tilbage til sit gamle posthus

Her ses vokalensemblet Swe-Dames.

Oplev vokalensemblet Swe-Dames i Frihavnskirken