Josephine Hjeds Larsen og Simon Baun tog imod prisen til Kødbenhavns Hundepark.
Josephine Hjeds Larsen og Simon Baun tog imod prisen til Kødbenhavns Hundepark. - Foto: Amager Øst Lokaludvalg

Elsker 😍 Like 👍

Borgerinitiativ giver pote: Kødbenhavns Hundepark får frivilligpris

Glade hunde og hundeejere hygger sig i Glade hunde og hundeejere hygger sig i Kødbenhavns Hundepark ved Vermlandsgade. Stifterne har nu fået (det halve af) Amager Øst Lokaludvalgs frivilligpris for initiativet.

De store hunde leger søndage formiddage mellem 10 og 11. Og klokken 12-13 er det de små hundes tur, når der er træf for glade vovser og hundeejere i Kødbenhavns Hundepark.

Et lille areal, omkranset af Vermlandsgade og Kløvermarksvej, tæt på Christianshavns voldgrav og HF Vennelyst.

»Vi har forskellige grupper af hunde. Der har været både bulldogtræf og myndetræf. Og vi går meget op i at være inkluderende, så der kan godt være myndetræf, men kommer der så en labrador, må den altså gerne være med,« fortæller Simon Baun.

Sammen med kæresten Josephine Hjeds Larsen er han initiativtager til det lille friløbsområde for hunde. Parret bor sammen lige overfor parken.

»Jeg har boet her siden 2006, og parken har altid stået tom. Josephine og jeg syntes, den havde noget potentiale. Vi luftede hund der og mødte andre hundeluftere, der havde det på samme måde, og vi sørgede sammen for at reparere hegnet,« fortæller Simon Baun (artiklen fortsætter under billedet).

Hopsa! Der er vovsehygge for fuld skrue i hundeparken.

Hopsa! Der er vovsehygge for fuld skrue i hundeparken. – Foto: Privatfoto

Museum blev droppet

Han undersøgte, hvad det var for et areal. Her lå før i tiden en station på Amagerbanen.

»Og i slutnullerne var der så planer om at etablere et kolonihavemuseum. Grunden blev renset og der blev lagt grus. Men det endte med, at der alligevel ikke var penge til museet,« fortæller Simon.

Parret gik i 2017 i gang med at undersøge muligheden for, at etablere en hundepark i det lille, ubenyttede parkområde. De oprettede facebookgruppen Kødbenhavns Hundepark, som i dag har omkring 1.000 medlemmer.

»Og så fik vi lavet visitkort, som vi delte ud i parken, hver gang vi mødte hundeluftere, vi ikke havde set før.«

Endeligt ja i juli i år

Men parret ville også gerne have en aftale med Københavns Kommune om, at arealet mere officielt kunne gøres til en hundepark.

»Vi brugte vel et år på at få hul igennem til Teknik- og miljøforvaltningen i København, men så kom vi i kontakt med en hjælpsom person i Amager Øst Lokaludvalg, der fik sat lidt skub i det,« siger Simon.

Planerne var ved at ryge på gulvet, da kommunen i slutningen af 2018 oplyste, at forskellige grønne initiativer måtte nedlægges, fordi kommunens frivilligkoordinator skulle spares væk.

»Men i januar 2019 hørte vi fra Teknik- og miljøforvaltningen, at de godt kunne se problemet. Vi har hele tiden fået at vide, at vi gerne måtte bruge parken til hundeluftning. Og på et møde i marts fik vi endeligt godkendt hundeparken. Der er ingen skriftlig aftale, men i juli 2019 blev det endeligt, at Kødbenhavns Hundepark kunne fortsætte på indtil videre ubestemt tid,« fortæller Simon (artiklen fortsætter under billedet).

Der er god plads til løb og leg i hundeparken.

Der er god plads til løb og leg i hundeparken. – Foto: Privatfoto

Cava og hundekiks

Søndag 10. november blev der så skålet i cava og hundekiks, da de to stiftere og Kødbenhavns Hundepark fik overrakt Amager Øst Lokaludvalgs frivillighedspris 2019, som de dog deler med Bydelsmødre Amager, der får overrakt deres del senere i november.

Med prisen følger 12.500 kroner til hundeparken.

»Og de skal bruges til en ekstra indslusningport til parken. Der er kun én stor port ud til den meget trafikerede Vermlandsgade, så hvis der er mange hunde i parken, risikerer man, at nogle løber ud i trafikken, når porten åbnes. Ikke at det er sket, men vi vil gerne mindske risikoen. Så vi skal have etableret noget ekstra hegn og en låge. Og bliver der penge til overs, vil vi gerne have nogle borde/bænke-sæt,« fortæller Simon.

Der var ialt 14 indstillede initiativer og foreninger til dette års frivillighedspris i Amager Øst Lokaludvalg.

Kødbenhavns Hundepark, Vermlandsgade 5. Læs mere på facebookgruppen Kødbenhavns Hundepark.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Der har ligget tre pavilloner på Langelinie, dette er den anden fra 1902, som blev sprænget i luften af tyskerne i 1944.

Så er der historie: Tredje Langeliniepavillion er i brug – den anden blev sprængt under krigen

»Vi mener faktisk, at projektet med få men væsentlige ændringer kan forbedres, så det ikke kun tjener én interesse,« siger Lise Winther-Jensen.

Genboer til det kommende campus-byggeri i oprør: Det er for højt og for tæt