Henrik og Malene ved den velkendte neonindgang på Ingolfs Allé.
Henrik og Malene ved den velkendte neonindgang på Ingolfs Allé. - Foto: Jacob Schneider

Elsker 😍 Wow 🤩

Kaffebarens kulturbærere fejrer 20 år torsdag

På torsdag fylder Ingolfs Kaffebar 20 år med et brag af et festprogram. Og selv om man nærmest ikke kan forestille sig øen uden det intime spise- og spillested, var det ikke ligefrem skrevet i stjernerne, at villavejen i Sunbyvester skulle blive et centralt sted i det københavnske kulturliv.

Der var ikke mange, som spåede Malene Botoft og Henrik Lehmann en glorværdig karriere som barmutter og -fatter, da de overtog huset på Ingolfs Allé 3 for 20 år siden på torsdag. Siden har det udviklet sig til et helt lille kulturimperium med gæstgiveri og spillested på Bornholm og boghandlen Zittans på Amagerbrogade: Et væld af kulturarrangementer spyr ud fra villavejen i Sundbyvester, og antallet af kunstnere, som helst vil interviewes til Amager Bladet lige her, overstiger denne journalists hukommelse.

En ny tid

Henrik trissede ind til byen eller til Christianshavn, når han skulle nyde en god kop kaffe eller en lækker sandwich – der var ikke nogen steder på Amager, husker han:

»Jeg måtte ind mod byen for at spise morgenmad,« griner Henrik, som var gøgler og såkaldt ’overraskelseskonsulent’ indtil da. Han havde blandt andet lavet motorcykelforestillinger med Amager Totalteater og det hedengangne Klub 47 i det, der senere blev til Amager Bio.

»Det var jo nærmest de to eneste kulturbærende steder, der var i området. Det føltes som en ny tid, der åbnede sig,« siger han.

Folk var vant til at bevæge sig ind til byen, når de skulle have en på opleveren. Og så spiste man ikke lige så meget ude i 1999.

»Vi gjorde det for at lave noget café på Amager, hvor der ikke var noget som helst – men ikke bare et sted, hvor man kunne få en kop kaffe. Det handlede lige så meget om at lave et samlingssted med oplevelser på Amager. Sjove begivenheder og events – og altid god mad,« fortæller Malene, som var motorcykelskribent for Berlingske Tidende dengang.

»Folk spurgte os, hvad fanden det var, vi lavede. Vi havde jo arbejde og var travle mennesker i forvejen.

Lallende amatører

Midt i byggerodet fik parret to børn med halvandet års mellemrum, Mercedes og Stella, som de bar rundt på sammen med cafédrømmene.

Da parret overtog huset – naboen til deres eget – havde der været frisør og skomager, Musse og Helge, indtil da.

»Der var mange, som kunne mærke Helges ånd i hjørnet, da vi havde åbnet. Vores kæmpe køkken, hvor vi har masser af kokke løbende nu, var cykelkælder og fyrrum. Så gik Henrik i gang med at bygge det hele om,« mindes barmutter.

»Vi var lallende amatører, mand, anede intet om at drive café: Hvis man køber en øl for en tier og sælger den for 12 kroner, så tjener man jo to – altså… Men en af mine venner var anlægsgartner og hjalp os det første års tid. Og for seks år siden lavede vi faktisk vores egen køkkenhave oppe på taget i gården, som vi vander med regnvand. Det blev jeg helt glad over,« smiler Henrik.

Plads til flere

Der har været over 800 koncerter i kælderlokalet og i gården bagved. ’Pop bag baren’, pladeproduktion, jazzfestival og endda en pris som byens bedste lille spillested.

»Uden egentlig at have en scene,« griner Malene.

»Det var egentlig ikke svært at lokke musikerne til – det var sværere at lokke gæsterne til. Folk var noget skeptiske. Nu kommer de hele tiden og spørger, hvad der nu skal ske. Der har altid været en åbenhed i kvarteret, vi hilser på hinanden og så videre. Det virker nærmest som om, der er kommet mange flere mennesker, men det er nok bare fordi, folk går mere ud i dag.

Gud ved, hvor mange caféer, der har haft den samme ejer i 20 år? Der er i hvert fald ikke mange. Vi var meget, meget stolte og overraskede, første gang vi så i en boligannonce, at der stod ’få meter fra Ingolfs Kaffebar’. Det var ret vildt, lidt ligesom en svømmehal,« smiler Malene.

Henrik tager over:

»Det har da været op ad bakke i mange år. Vi er kulturbærere i den forstand, at man virkelig skal lokke folk. Det er sikkert bare sådan, det er. Og nu er der heldigvis kommet flere caféer, blandt andet Bingo hernede, og det er jo superfedt, hvis vi har været med til at inspirere andre til at åbne nye steder. Der er stadig plads til mange flere, men de mennesker, jeg taler med, de tør ikke. Så rykker kæderne jo ind i stedet for. Og det er jo ikke rigtig fedt.«

Kæmpe party torsdag

»Vi synes jo selv, det er meget godt gået, så derfor bliver det et kæmpe party på torsdag. En masse overraskelser og indslag. Vi starter med Morten Pape, som læser op – 20 sider, selvfølgelig. Og så går det ellers derudaf. Vi ville jo ikke synes, det var sjovt, hvis vi ikke hele tiden lavede nye ting.

Og så er der én ting, jeg er rigtigt stolt over, når man står her og kigger rundt: Her er virkelig plads til alle,« slutter Malene.

Ingolfs Kaffebar, 20 års fødselsdag, torsdag 14. november fra klokken 14.00 til sent.

Se mere: ingolfskaffebar.dk

FOTO: Jacob Schneider

FOTO: Jacob Schneider

FOTO: Jacob Schneider

FOTO: Jacob Schneider

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Mikkeline Hoffmeeyer og Jan Fønss er glade for Bavnehøj Skole, selv om den trænger til at blive ‘fixet’ for omtrent 140 millioner kroner.

Bavnehøj: Københavns bedste, nedslidte skole

Seniorgruppen fra Grøndal, der synger hver tirsdag, håber på flere medlemmer, der elsker at synge.

Kom til fællessang i Oasen, og syng dig glad