Sarah Lorentzen, 38, og Søren Lorentzen, 42 år mødte hinanden på et fælles arbejde. Og så gik det stærkt og nu er familien på Guldagervej med til at skabe liv i Vanløse - de har netop åbnet kaffebaren Locals på Jernbane Allé, hvor de vil skabe et lokalt mødested.
Sarah Lorentzen, 38, og Søren Lorentzen, 42 år mødte hinanden på et fælles arbejde. Og så gik det stærkt og nu er familien på Guldagervej med til at skabe liv i Vanløse - de har netop åbnet kaffebaren Locals på Jernbane Allé, hvor de vil skabe et lokalt mødested. - Foto: Foto: Byrd/Peter C. Harry

Elsker 😍 Like 👍

Da Søren og Sarah kom til at købe en villa i Vanløse

Nogle er født her. Andre havnet her tilfældigt. Sammen er vi Vanløse. Her er Sarah, Søren, Marley og Ollie.

Det gik lidt stærkt. De forelskede blikke i personalekantinen hos designvirksomheden Georg Jensen blev hurtigt til mere. Et par måneder senere aftalte de, at de var kærester og tog på deres første fælles ferie til Sri Lanka. Da de kom hjem igen, følte Sarah, at kroppen var lidt mærkelig og slet ikke, som den plejede at være. Årsagen var Ollie, der i dag er fem år og sidder i køkkenet på Guldagervej og forsøger at stoppe det åbne pitabrød med lige dele agurk, tomat og rødløg.

»Du skal også huske at spise det,« siger hans far Søren Lorentzen, mens Ollies lillesøster Marley på 14 måneder smækker benet, der er indhyllet i sorte leopardgamacher, op på bordet.

Sarah og Søren Lorentzen flyttede til Vanløse for seks år siden. Parret boede i Sarahs lejlighed på 40 kvadratmeter på Nørrebro, men med Sørens søn fra tidligere forhold og én på vej, var det for småt. De fandt en lejlighed på Grønbakken ved Flintholm Station og blev hurtigt glade for Vanløse, som Sarah i årevis havde smugkigget på og kørt på kanten af, når hun skulle fra møder i Jylland og tilbage via Grøndals Parkvej til Nørrebro.

Aldrig hus

De havde forsvoret, at de ville have hus, men pludselig en dag for halvandet år siden, kom de til at skrive under på en købskontrakt på en villa på Guldagervej.

Det eneste, de savnede fra Nørrebro var en kaffebar uden dikkedarer, hvor man kunne slænge sig i en blød sofa eller stol efter arbejde. Den kom aldrig. Derfor har de netop åbnet en selv. Locals på Jernbane Allé 88. At dømme efter antallet af daglige kunder og gengangere var det da også lige det, som man manglede i Vanløse.

»Det har været helt overvældende for os,« siger Søren Lorentzen, som er i kaffebaren hver dag. Sarah rejser meget med sit job i Ole Lynggaard. Men humøret er i top her ved spisebordet hvor dagens ret pitabrød fra Aarstiderne er både hurtig og sund mad.

Idyl og hårdt arbejde

Da det meste af de hakkede grøntsager ligger enten i maverne eller under bordet, tuller Marley rundt, og Ollie går direkte efter fotografens linse og følger nysgerrigt med, hver gang han klikker på kameraet.

Marley begynder at lave vovede akrobatiske øvelser. Med stor kraft kaster hun sig ned bagover og rammer gulvet. Tid til en flaske og lidt ro.

Princippet om aldrig at købe hus hænger som en stor grinende joke over idyllen denne tirsdag aften i november, hvor det allerede er så mørkt udenfor at tanken om tæppe og sofahygge er mere besnærende end at skulle tilbage til kaffebaren som Søren, der lige skal ordne det sidste inden åbningen.

For resten kan de aldrig flytte fra Guldagervej og Vanløse. For minderne af deres bryllup sidste år er godt plantet i haven, hvor festen blev holdt med venner, familie, fadøl, bowle med drinks, tapasbuffet og brudevals i kjole og gummistøvler og til tonerne af ’Tomgang’ med Shaka Loveless.

Ollie er fem år og går i storegruppen i den integrerede institution Andedammen på Hyltebjerg Allé. Han er blevet vegetar, da han ikke kan lide kød, men er vild med grøntsager.

Ollie er fem år og går i storegruppen i den integrerede institution Andedammen på Hyltebjerg Allé. Han er blevet vegetar, da han ikke kan lide kød, men er vild med grøntsager. – Foto: Foto: Byrd/Peter C. Harry

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

I denne uges klumme skriver Githa Schultz om sine oplevelser med tricktyverier.

Klumme: Tricktyve, hypnotisk forfængelighed og hokus pokus, så er din taske væk

Hos caféen Storm B på Degnestavnen er der hyggelig stemning og masser af god, hjemmelavet mad på menukortet.

Det bobler af liv på Smedetoften