Platanvej står over for forandringer.
Platanvej står over for forandringer. - Foto: Martin Sørensen

Sur 😠 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

DEBAT: Opråb til politikerne om Platanvej

Beboere på Platanvej

Åbent brev til Frederiksberg kommunalbestyrelse

Kære kommunalbestyrelse

Vi forstår godt, at Kingosgade og andre veje skal aflastes for trafik. Og vi er enige i, at trafikbelastningen skal fordeles på kommunens veje.

Med beslutningen om at åbne Platanvej for gennemkørende trafik samt indrette vejen til maksimal trafikgennemstrømning synes vi beboere dog, at planerne for Platanvej mest af alt ligner etablering af en motortrafikvej gennem Frederiksberg.

Til stor gene og utryghed for beboere på både Platanvej og Madvigs Allé. Vi mener ikke, at trafikproblemerne i Kingosgade løses ved at flytte dem til Platanvej.

Vi frygter, at den nye motortrafikvej vil øge de trafikale problemer på hele Frederiksberg. Og at vi om et par år kan stå med store trafikproblemer på både Kingosgade, Platanvej og Pile Allé.

Skal Frederiksberg være en gennemkørselskommune? Eller skal vi indrette Frederiksberg, så her er godt og trygt at bo?

Busser hvert andet minut og 15.500 biler i døgnet.

Kommunen oplyser, at mindst 15.500 biler dagligt forventes at køre gennem Platanvej (og Madvigs Allé). Mange af bilerne har ikke ærinde på Frederiksberg, de kører bare igennem for at komme hurtigt på tværs af byen. Vejen skal også lægge asfalt til to A-busser, der skal køre døgnet rundt. Det betyder, at der cirka hvert andet minut kommer en bus gennem vejen.

Og endelig forventer kommunen, at den nye metro vil betyde mange flere fodgængere samt ca. 8.000 cyklister dagligt.

For at citere kommunes egne rådgivere (Gehl Architects) så betyder det scenarie, som By- og Miljøudvalget har valgt for Platanvej, at:

’Fortovene bliver smallere end i dag, hvilket giver sparsom plads for fodgængere, og antallet af fodgængere forventes samtidig at øges med åbningen af metroen. Ingen plads til ophold eller cykelparkering på gaden. Gaden vil opleves som meget bildomineret med maksimering af parkering og høj trafikbelastning.’

Disse fakta viser, at vejen bliver langt mere belastet af trafik end Kingosgade har været i de år, hvor Platanvej har været lukket. I Kingosgade synes I politikere (med rette), at belastningen har været for voldsom. Nu er I parate til at gennemføre en endnu større belastning for Platanvej. Og gøre den permanent.

Hvorfor skal vejens træer fældes, fortovene gøres smallere og friarealer eksproprieres?

De mange gadevendte altaner bliver ubrugelige, og det bliver svært at sove for åbent vindue i de gadevendte soveværelser.

På Platanvej forstår vi heller ikke, hvorfor By- og Miljøudvalget vil vælge en løsning, hvor fortovene gøres smallere end normalt? Det harmonerer dårligt med tilvæksten af fodgængere. Ligesom det harmonerer dårligt med vejens beboersammensætning med mange ældre, der har behov for plads til rollator og kørestol.

Vi forstår heller ikke, hvorfor udvalget vil fælde vejens gamle træer for at gøre plads til flere biler? Er der ikke truffet beslutning om, at gamle, sunde træer er fredet i Frederiksberg Kommune? Vi skal vel ikke til at fælde træer for at gøre plads til mere asfalt?

Vi forstår heller ikke, hvordan det kan være grønt og beboervenligt at ekspropriere flere små grønne forhaver og friarealer? Er det virkelig frederiksbergsk politik at gribe ind i den private ejendomsret med det formål at omdanne grønt til asfalt?

Vi vil desuden minde om, at der i lokalplanen for området omkring metrostationen er fastsat støjgrænser, som skal gøre det muligt for de mange beboere at bebo deres lejligheder.

Og vi vil opfordre til, at kommunen inden den endelige udformning af vejen, undersøger støjniveauet og indretter forholdene, så støjgrænserne kan overholdes.

Beboerne håber på dialog om kvarterets veje

Når alt det er sagt, så håber vi, at kommunalbestyrelsen, inden den endelige udformning af vejen sker, går i dialog med områdets beboere, så vi sammen kan finde en løsning, der sikrer:

•Gode forhold for bløde trafikanter og områdets mange ældre.

•Overholdelse af lokalplanens støjgrænser (f.eks. gennem støddæmpende asfalt og el-busser).

•Regulering af tung trafik. F.eks. ved kun at tillade tung trafik i nogle af døgnets timer.

•Støj-, partikel- og trafikmålinger på Madvigs Allé, Platanvej og Kingosgade.

•Respekt om kommunens politik for bevarelse af gamle træer (og private grønne arealer).

•At kommunen og politikerne ikke tager flere beslutninger, som øger den samlede mængde biltrafik, der skal presses gennem hele Frederiksberg med mere forurening og støj til følge for alle borgere på Frederiksberg.

Frederiksbergstrategien skal respekteres, også på Platanvej

Ifølge Frederiksbergstrategien side 8-9 (vedtaget af Byrådet) er det kommunens målsætning at styrke borgernes livskvalitet ved at arbejde for en sund by.

Hvilket bl.a. vil sige ren luft og mindre støj. Dette skal gøres ved bl.a. at mindske luftforureningen, udlægges støjsvag asfalt og støjbeskytte boliger. Hvordan skal strategien udmøntes på Madvigs Allé, Kingosgade og Platanvej?

På Platanvej håber vi, der kan findes en løsning, som er i harmoni med kommunens strategier for en sund og grøn by. Vi håber, at der kan findes en løsning for den gennemkørende trafik, som ikke blot er god for biler, mens den eksproprierer grønne forhaver, skaber utryghed for vores ældre naboer og nedprioriterer fodgængere og cyklister til metroen.

Og vi vil opfordre til, at beboerne snarest muligt inddrages i udformningen af det kvarter, hvor vi bor, lever og færdes i dagligt.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Avatar

Om journalisten NMB

North Media Bureau (NMB) er de københavnske lokalavisers nyhedsbureau. Det leverer hver dag korte historier om samfund, kultur og sport.

Lars Gustav Lindhardt er præst på Frederiksberg.

GODTALK – hør præsterne tale åbent om egne livserfaringer

Cykelsti på Christiania lukket en uge