Afrika

Michael Engelbrecht er i rejsehumør i denne uge.

»Jeg havde en farm i Afrika«.

Sådan starter Karen Blixen sin selvbiografiske gennembrudsroman.

Jeg havde læst bogen, så jeg havde først i 70’erne en drøm om Afrika, og midt i mit første år på Filosofisk Institut besluttede jeg mig for at lade Hobbes, Hume, Kant og Descartes klare sig selv et stykke tid. For nu skulle drømmen udleves. Jeg samlede en nødhjælpskasse med diverse gaze og creme mod eksem – plus plastre – imod mindre skudsår, som en kammerat sagde.

Godt øm i skulderen efter de sidste skud mod tyfus, gul feber og kolera stod jeg så på Gl. Køge Landevej en torsdag morgen før jul og blaffede. Så begyndte det at sile ned. Men man er vel sej, så jeg lod mig ikke standse. Det gjorde bilerne desværre heller ikke, så hen på eftermiddagen, hvor mørket masede sig på, tog jeg bussen hjem til Sankt Knuds Vej igen. Der var ret langt til Afrika på den måde.

Ny plan. Jeg tog fredag ind til Solrejser på Jarmers Plads og spurgte på en afbudsrejse sydpå og blev udstyret med en billet til Grand Canaria. 500 kroner for en uge med hotel. Afgang lørdag. Nu begyndte det at ligne noget. Når man kiggede på kortet, lå Grand Canaria kun et langspyt fra Afrika.

Det viste sig ved en fintælling, at afstanden var ret anseelig, og en båd ikke eksisterende. Det lykkedes dog at støve et krydstogtskib op fra Tenerife juledag med kurs mod Dakar i Senegal.

Så juleaftensdag tog jeg færgen til Tenerife. Den var stuvende fuld af lokale, der skulle hjem til jul. Til gengæld var gadebilledet efter fem minutter absolut tomt. Intet var åbent, ikke den mindste grønthandler eller sidegadeværtshus. Der stod jeg så sammen med en japaner i samme situation.

Heldigvis fandt vi husly på den lokale kirkegård, der havde en række gravhvælvinger, og den ene var ledig. Her fejrede jeg så min hidtil mest elendige juleaften. Mellem os havde vi en dåse sardiner, en pakke kiks og to æbler – en noget ydmyg julemiddag. Nå, men det kunne jo have været værre – og det blev det også. For senere på aftenen kom de lokale knægte ud, og de muntrede sig med at smide fyrværkeri ind til os. De holdt dog op, da de opdagede, at vi ikke var lige så døde som vores naboer.

Næste dag kom krydstogtskibet, og vi gik gennem de luksuriøse saloner – videre og videre – til vi endte på 3. klasse i bunden af skibet. Her var publikum mildest talt blandet – de fleste gæstearbejdere på vej hjem på ferie – plus en masse rygsæksturister – og så en engelsk filminstruktør, der havde fået en forkert billet, som ikke kunne ændres. Han havde de løseste håndled, jeg har oplevet og underholdte hele 3. klasse i to døgn sammen med et par lejrbålsguitarister. Maden var den samme som på 1. klasse, for vi fik resterne to timer efter, at de rige havde spist.

Vel ankommen i Dakar fik jeg grundkursus i talemåden: »Ting tager tid« – i Afrika er det tre gange op. Da jeg spurgte, hvad bussen til Banjul i Gambia kostede, fik jeg en fin pris. Men køb kunne der ikke blive tale om, for den havde ikke kørt i tre måneder. Så turen gik videre med ’lad-taxi’ Peugeot 404 – bogstaveligt talt ud over stepperne. Siden gik turen op ad floden til Basse Santa Su. Her fik jeg et værelse i et skur ved busholdepladsen. Der var gribbe på taget og rotter på hanebjælkerne, så ensom var man ikke.

Her mødte jeg for første gang til rigtige Afrika langt væk fra turisterne. For nytåret blev fejret med fantasifulde dragter og træmasker efter ældgamle hedenske ritualer. Trommerne drønede gennem den sorte varme nat, og der blev serveret Star øl i halvlitersflasker.

Og som der står i ’Den gode bog’: Den der søger skal finde, for jeg fandt tre tyskere i en gammel militærlastbil, som lige manglede en rejsefælle. Det blev en interessant tur på 7000 km gennem nogle af de farligste steder i verden, over floder gennem halvørkner – og måske det farligste sted af dem alle: Lagos i Nigeria, hvor menneskeliv den gang var så billige som i dagens Mexico. Det vil jeg fortælle om en anden gang.

Som ung føler man sig udødelig, selv om man har masser af år at miste. I dag ville jeg tøve med tage samme tur, for jo nærmere man kommer enden, jo mere passer man på den tid, der er tilbage.

Og dog, måske alligevel, for som Blixen skriver i Syndfloden over Norderey: »Frygt ikke det utrolige! Vig ikke tilbage for det fantastiske! Naar Du er i Tvivl, vælg da den farligste, den mest uhørte Løsning. Dristighed – Dristighed«.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Det enorme vægmaleri blev rullet om en transportrulle. FOTO: René Mølskov

Eliaskirkens kæmpe altertavle-kunstværk blev forsigtigt rullet sammen og sendt væk

Dennis Peetz Stahlhut og Sunny Khosla har lige været ude at hente pant på Østerbro.

Iværksættere jagter 140 millioner flasker og dåser