Gademedarbejder Michael Gottlieb og Morten Østergaard (R) på vej ind til Klub Guldberg.
Gademedarbejder Michael Gottlieb og Morten Østergaard (R) på vej ind til Klub Guldberg. - Foto: Kasper Løjtved/Byrd

Sur 😠 Haha 😆 Elsker 😍 Like 👍

Fra Christiansborg til Nørrebro: Østergaard på tur med Gadeteamet

I onsdags var De Radikales leder Morten Østergaard en tur rundt på Nørrebro sammen med Gadeteamet Indre Nørrebro. Han ønskede at blive klogere på deres erfaringer med at opsøge udsatte unge, der er i fare for at havne i banderelateret kriminalitet.

Klokken har passeret 16.30, og det er netop blevet mørkt i Gartnergade, hvor Nørrebro/Nordvest Bladet møder lederen af Radikale Venstre Morten Østergaard, som iklædt sneakers og bæltetaske hilser på gademedarbejder Michael Gottlieb. Han skal tage os med på den rute, som han og de andre gadearbejdere plejer at gå, når de skal opsøge unge nørrebroere, der måske kunne have glæde af at komme hos fritidstilbuddet Kvisten, som er beliggende her i Gartnergade.

Efter en kort introduktion til Kvisten bevæger vi os ud i den kolde luft og sætter kurs mod fritidsklubben Klub Guldberg, som Kvisten samarbejder med. På turen fortæller læreruddannede Michael Gottlieb om sit arbejde som gademedarbejder.

»Vi taler med de unge, vi møder på gaden, som er vores målgruppe, dvs. 10-18 år, og fortæller dem om Kvisten. Men vi taler også med dem om alt muligt andet. Nogle gange bare om, hvordan det går, og hvad de har fået ugen til at gå med,« fortæller Michael, som generelt oplever, at de unge er imødekommende og hilser, når de ser ham.

Et trygt fællesskab

Hos Kvisten kan de unge hygge sig med for eksempel bordfodbold eller benytte sig af de forskellige værksteder eller spille computer, og hvis først nogle af vennerne går der, er det ikke så svært at lokke de andre med, forklarer han. Men der er selvfølgelig også nogle, som synes, at de har bedre ting at tage sig til.

Hos Kvisten kan man komme som gæst en enkelt gang og se, hvad det er for noget. Ønsker man derefter at komme igen, skal man oprette sig som medlem, og det kræver, at forældrene møder op og indskriver den unge.

»Det er ikke alle unge, der får bedt deres forældre om det. Og så står de nogle gange og ringer på døren, og så må vi sige til dem, at de deværre kun kan komme som gæst den ene gang, og at de skal oprette sig som medlem,« forklarer Michael og leder os ned ad Struenseegade.

Det kom bag på den radikale politiker at høre, at brobygningen mellem Kvisten og eleverne på Blågårds Skole er blevet udfordret af, at der er skåret i UUV-timerne. En beslutning som Radikale Venstre var med til at få indført.

Det kom bag på den radikale politiker at høre, at brobygningen mellem Kvisten og eleverne på Blågårds Skole er blevet udfordret af, at der er skåret i UUV-timerne. En beslutning som Radikale Venstre var med til at få indført. – Foto: Kasper Løjtved/Byrd

Vi møder masser af mennesker på vores vej, men ingen af de unge, som de normalt vil tage kontakt til. Det er nok for koldt.

»Man kan jo godt forstå, at de unge gerne vil være i et fællesskab og kan blive tiltrukket af det, der er på gaden. Hvad gør I for at få dem til at benytte de rammer, I kan tilbyde dem?,« spørger Morten Østergaard.

»Vi tilbyder dem et alternativt og trygt fællesskab. Vi tolererer ikke hærværk, og vi forventer almindelig anstændig opførsel. Ellers får man ikke lov til at komme hos os,« forklarer Michael.

Sværere at nå de unge

Vi har nået Klub Guldberg og går indenfor. Her hygger et par unge sig med et spil billard, mens et par yngre drenge spiller bordtennis. I caféen er nogle ved at få serveret aftensmad.

»Så I noget til Paludan?,« spørger en af de ansatte med et skævt smil.

Den kontroversielle partileder og islamkritiker demonstrerer i dag på Indre Nørrebro, og det er man opmærksom på her hos fritidstilbuddene på Nørrebro. I påsken kaldte Kvisten ekstra medarbejdere ind og sørgede for aktiviteter for at sikre, at de unge ikke skulle lægge vejen forbi Paludans demonstration på Blågårds Plads.

»Nej, vi gik en stor bue udenom,« svarer Morten Østergaard, og de andre griner.

Her i Klub Guldberg mødes unge og hænger ud og snakker, fortæller en af de ansatte, som ønsker at være anonym.

Morten Østergaard på besøg hos Klub Guldberg.

Morten Østergaard på besøg hos Klub Guldberg. – Foto: Kasper Løjtved/Byrd

»Mærker I noget til, når der er optrapning til bandekonflikt? Er det noget, de unge taler om,,« spørger Morten Østergaard.

»Nej, faktisk ikke. De taler om det på gaden, men det er ikke noget, de taler om her,« lyder det.

Efter en lille rundvisning hos Klub Guldberg går vi tilbage i retning af Gartnergade. Michael fortæller, at det er blevet langt sværere, at opsøge de unge i dag.

»Tidligere havde vi et samarbejde med Blågårds Skole, hvor vi kunne bruge UUV-timerne til at komme ud og fortælle om Kvisten og de tilbud, vi har. På den måde fungerede jeg som brobygger, og det var en god måde at møde de unge på. Men efter man har skåret i UUV-timerne, har vi ikke længere det samarbejde, og det er et stort tab,« forklarer han.

Det er noget, den politiske leder tager til sig.

»Det er interessant at høre, at nogle af de beslutninger, som vi har været med til at tage omkring folkeskolen, som blandt andet er, at noget af den understøttende undervisning skal bruges til almindelige timer, jo faktisk har haft den konkrete konsekvens, at der så ikke længere er en brobygger mellem de her fritidstilbud og skolen. Og det er i hvert fald noget, jeg vil tage med tilbage og sige ’hov, det er en alarmklokke, der ringer.’ Det vil jeg tale med mine radikale partifæller på Københavns Rådhus om, så vi kan finde ud af, hvad vi gør her,« siger Morten Østergaard.

Forebyggelse er svaret

Vi er nu nået tilbage til Gartnergade og Kvisten. Vi har ikke mødt nogen af de unge mennesker, Michael normalt ville tage kontakt til, men Østergaard har alligevel fået meget ud af sin tur rundt på Nørrebro med gademedarbejder Michael.

»Jeg har været på Nørrebro nogle gange og har talt med de betjente, der laver opfølgende samtaler, SSP-medarbejdere, og så syntes jeg, at det her element manglede for at have et samlet indtryk af, hvad kriminalpræventivt og generelt opsøgende arbejde består af,« siger han og tilføjer:

»Jeg har fået dels en fornemmelse af, hvor vigtigt det er, at vi prioriterer ressourcerne til, at der er mennesker, der fra ung til ung kan bygge broen – også på det her område, hvor vi kan sige, at vi er i normalspektret. Det er helt almindelige unge, som bare skal have nogle sunde fritidsaktiviteter, men hvis vi skal undgå at ende med unge, som havner i problemer eller bliver en del af en bande, får et liv i fængsel eller ender på kanten af arbejdsmarkedet, så tror jeg på, at rigtig meget af det starter med, at man har et sundt og aktivt fritidsliv, når man er ung og ikke bliver indfanget i kedelige aktiviteter på gadehjørner rundt omkring.«

Morten Østergaard vil arbejde for, at der bliver fundet ressourcer til forebyggende arbejde, som det Gadeteamet Indre Nørrebro udfører, i næste års finanslov, som forhandles netop nu.

Michael Gottlieb har været ansat hos fritids- og ungdomstilbuddet Kvisten i tre år og arbejder blandt andet som opsøgende gademedarbejder.

Michael Gottlieb har været ansat hos fritids- og ungdomstilbuddet Kvisten i tre år og arbejder blandt andet som opsøgende gademedarbejder. – Foto: Kasper Løjtved/Byrd

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Julie Stougaard

Om journalisten Julie Stougaard

Journalist på Nørrebro/Nordvest Bladet. Jeg brænder for at skrive historier, hvor læseren får bydelene helt ind under huden og møder mennesker med noget på hjerte.

Ahmed Akkari har haft modet til at tvivle. Det har ændret ham radikalt.

Muhammedkrisen ændrede Ahmed Akkari

3. november afholder Frihavnskirken en guitarkoncert med blandt andet colombiansk musik. FOTO: Frihavnskirken.

Tag til guitarkoncert i efterårskulden