Overborgmester Frank Jensen (S).
Overborgmester Frank Jensen (S). - Foto: Martin Sørensen

Østerbro Avis 90 år: Overborgmester Frank Jensen (S): Tillykke til Østerbro – en bæredygtig frontløber

ØSTERBRO AVIS FYLDER 90 ÅR.

Hjertelig tillykke! Og tillykke til Østerbro med en dedikeret lokalavis, der stadig uge efter uge informerer og engagerer borgerne på Østerbro i deres bydels udvikling.

I dag er det svært at forestille sig, at københavnernes kvæg engang gik og græssede i Fælledparken, og at idylliske landsteder engang lå side om side med Danmarks allerførste villaveje på Østerbro. Men selvom Østerbro nu er en tæt bebygget bydel med over 79.000 beboere, er det på mange måder stadig Københavns rolige og idylliske brokvarter.

Søerne er et centralt samlingspunkt for Østerbro. Fælledparken er et af Københavnernes foretrukne steder at tage hen for at spille bold eller slappe af på de varme sommerdage. Og med den nyåbnede metrolinje er det, der engang lå et stykke fra centrum, nu tæt forbundet til resten af København.

Østerbro er for mig et godt eksempel på en bydel, der på trods af en konstant byudvikling har bevaret sin identitet som et roligt, idyllisk og rummeligt kvarter. Der er en identitet og et fællesskab, man altid mærker på Østerbro, hvad enten det er på en af bydelens mange cafeer, på en tur rundt om Søerne, i Fælledparken til 1. maj eller på legepladserne rundt omkring i bydelen.

Nogle kalder drillende Østerbro for ’2100 Spelt’.Men spøgen til side har de seneste års udvikling betydet, at Østerbro har fået en langt grønnere og blå identitet. København har fået en ny populær strand Svanemøllen Strand, som på en varm sommeraften nærmest virker sydeuropæisk.

Og ved Bryggervangen og Skt. Kjelds Plads har Danmark fået sit første klimakvarter som et konkret bud på, hvordan man kan håndtere fremtidens klima. Det bæredygtige taglandbrug og spisested ØsterGro er et andet grønt eksempel – jeg var selv derude og spise for en måneds tid siden i det hyggelige drivhus på taget med Los Angeles’ borgmester Eric Garcetti, da han var i København for at studere vores klimaløsninger.

Det bæredygtige Østerbro er blevet et stærkt bevis på, at byudviklingen i København har en fod på fremtiden, og nu kigger andre byer til os, når de skal klimatilpasses – senest til C40-klimatopmødet, som blev afholdt i København for nyligt.

I Nordhavn er de gamle havnekraner og pakhuse blevet byttet ud med byggekraner, almene og private lejligheder og rækkehuse. Som Københavns største byudviklingsområde skal Nordhavn på sigt rumme 40.000 beboere og arbejdspladser. Både byggerier og infrastruktur er tænkt med bæredygtighed i højsædet. Nordhavn har endda fået den højeste certificering i bæredygtighed – nemlig DGNB-platin. Og hvor der i gamle dage lå skibe og pakhuse, ligger i dag et af Københavns nyeste badezoner på Sandkaj. I fremtiden vil der komme flere byggerier og grønne områder i Nordhavn, og allerede i 2020 vil metroen køre ud til Nordhavn og gøre bydelen endnu mere bæredygtig.

Østerbro vil også vokse fremover, når der kommer en helt ny grøn bydel ud mod Øresund mellem Nordhavn og Refshaleøen, Lynetteholmen.

At Østerbro leder an og kigger ud i fremtiden, er noget bydelen kan være stolt af. Jeg har altid med glæde fulgt med i den grønne byudvikling, også fordi jeg selv boede i bydelen, da jeg som ungt folketingsmedlem var i København. Og Østerbro Avis har altid holdt en lup henover bydelen og fortalt om udviklingen. Så tillykke til bladet og tillykke til Østerbro med at være en bæredygtig frontløber. »

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Louise Kjølsen besøger Hyltebjerggård torsdag 7. november.

Twerk queen stiller skarpt på perfekthedskulturen

Anders Burmester med hustruen Ninna fotograferet i 2012.

Østerbro Avis 90 år: Isenkræmmeren har været annoncør fra 1929 til nu