I ‘You Before Me’ skildrer Cécile Desaint sin afdøde mors liv.
I ‘You Before Me’ skildrer Cécile Desaint sin afdøde mors liv. - Foto: Filmplakat af Christian Lomholt
Tema: in

Elsker 😍 Wow 🤩

Klumme: Dokumentarfilmen ‘You Before Me’ i uKirke på Vesterbro

Tænk, hvilke små, fine tilbud et kirkerum som uKirke, eller Gethsemane Kirke, i Dannebrogsgade tilbyder.

Altertavlen med Jesus hænger flot i den hyggelige belysning på en regnfuld oktoberaften. Samlet er venner, familie, bekendte eller akut interesserede og fremmødte som mig, der har taget plads i de bløde sofaer og stole, lagt sig på bløde puder eller sat sig på trappen op til alteret og symbolsk for fødderne af Jesus.

Popcornmaskinen er lejet i anledningen, kager er bagt, og kaffe, te, øl og vand serveres, mens filmens skaber Cécile Desaint præsenter den. I en noget trist anledning er der københavnerpremiere på filmen.

Det er kun tre år siden, at Cécile Desaint mistede sin mor, Mette Bjørnkjær Desaint. Der er mange folk fra Århus, hvor moderen blev født, der har taget den lange tur for at se filmen i dagens anledning.

Efter moderens død i 2016 satte Cécile sig i 2017 for at rejse tilbage i moderens liv for at finde ud af, hvem hun var, og filme rejsen. Først og fremmest gennem Cécile lærer vi hendes mor at kende, men også gennem storesøsteren Estelle, morforældrene, ekskæresterne, pigernes far, veninder, værtsfamilien i Avignon og gennem breve fra Avignon, hvor Mette var au pair i 1982.

Hun forelskede sig så meget i Sydfrankrig, at det både endte med et bryllup med franskmanden Pascal Desaint og pigerne Cécile og Estelle. Alt imens vi under filmen er på et slags road trip gennem Frankrig i bil.

I mørket i uKirke, hvor vi er ca. 150 gæster, bliver der grædt under filmen. Ved siden af mig spørger en kvinde pludselig: »Hvor kender du Cécile fra?« Jeg fortæller hende, at jeg så et interview med Cécile, hvor hun fortalte om sin film, og blev øjeblikkeligt interesseret. Og at man jo altid gerne vil holde mindet om dem, man elskede, i live. Kvinden fortæller, at hun er mor til Mette.

Det må være det værste at miste sit barn. Ligesom det at miste sin mor i så ung en alder som Cécile og Estelle. Mette Desaint døde af kræft og blev kun 53 år. Arrangementet er åbent for alle, men alligevel føler jeg mig lidt som en ”intruder”, især fordi at jeg også tilfældigvis sidder lige ved siden af Mettes mor, Kirsten Bjørnkjær, og filmen er intim, og sorgen er så tæt på.

Jeg kan ikke lade være med at sige til hende, at det må gøre ondt at se datteren i levende live på film, og at sorgen ved at miste en datter, der var livsglad og tilsyneladende levede fuldt ud i de alt for få år, også må gøre ondt.

Jeg ser jo også ud af øjenkrogen, at Mettes mor græder, og heldigvis har jeg bevæbnet mig med Kleenex hjemmefra. Mettes mor får en Kleenex, men jeg har mest lyst til at tage hende i hånden og sige, at sorgen bliver lettere med tiden.

Efter filmen er der langvarige klapsalver, og man glemmer helt, at man sidder i en ungdomskirke på Vesterbro, fordi filmen hiver tilskueren langt ind i historien, så tid og sted er ophævet. Céciles og Estelles onkel, Jens Bjørnkjær, har lavet underlægningsmusikken til filmen. Meget dejlig musik, der understreger en let stemning omkring Mette.

Det er faktisk en af de bedste film, jeg har set længe, der hverken spiller på effekter, følelsesporno eller dødsdrama. Det er en stille og fin dokumentarfilm om et liv, der var højt elsket. Vi er jo mange, der har mistet en elsket til kræft. Jeg plejer selv at genopleve min mor ved at sætte ’Skovensomhed’ på, der er en gammel sangoptagelse med min mor fra en koncert i 1981.

Så på den måde var jeg også helt på, da jeg første gang på TV hørte Cécile fortælle om, hvorfor hun har lavet denne her film. Filmen har fået stor mediedækning og ros i Danmark. Måske også, fordi det nære, stille, enkelte, livsbekræftende, kærlige og intime gør denne her film levende og rørende i en ganske udramatisk beretning med udgangspunkt i døden.

I en verden, der ellers er druknet i larm med alt for voldsomme hændelser, hvor problematisk og selvcentreret underholdning er interessant, og hvor den laveste fællesnævner er det, der sælger bedst.

Når man har set denne her film, går man ud med respekt og beundring over, at så ung en pige som Cécile Desaint på bare 24 år kan lave en så livsbekræftende film, der vedrører os alle, om sin mors liv.

Alene titlen på filmen, der er ’You Before Me’, er dybt sympatisk fra første øjekast.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Githa Schultz

Om journalisten Githa Schultz

Klummeskribent på Vesterbro. Meninger og holdninger står for egen regning.

Late Night 2018 udenfor Elisabeth Gierus’ butik og skønhedssalon.

Late Night på Gammel Kongevej

Frederiksberg Bladets historiske klummeskribent, Nikolaj Bøgh, skriver om Den Hvide By.

Den Hvide By