Lars Schmidt i efteråret 2019.
Lars Schmidt i efteråret 2019. - Foto: Privatfoto

Like 👍

Østerbro Avis 90 år: Hovedstadens provinsby

Lars Schmidt var redaktør på Østerbro Avis i otte år. Han landede midt i bydelsforsøget, mens der var storstrejke, og avisen endnu ikke var kommet på nettet.

Af Lars Schmidt

Redaktør, Østerbro-Avis 1998-2006

I otte år var jeg så heldig at være ansvarshavende redaktør på Østerbro Avis. Fra 1998 til 2006.

Jeg kom til den lille lokalavis, som dengang lå på Østerbrogade, på første sal over blomsterforretningen for enden af Sortedamssøen. Jeg efterfulgte den navnkundige ordekvillibrist Ib Boye – også kendt som Gyldenspjæt.

Jeg landede lige midt i generalstrejken i maj 1998. Vi ikke skulle udgive avis de første par uger. Vi kunne simpelthen ikke få dem trykt.

2 x Østerbro

Det var før konstante opdateringer på nettet. Før der var noget, der hed sociale medier.

Så i de første uger sugede jeg til mig. Jeg tog skønne Østerbro ind og fandt hurtigt ud af, at der dengang var to versioner af Østerbro: Indre og Ydre Østerbro.

At der var en verden til forskel for de 2 x Østerbro, kom jeg hurtigt til at lære.

For ikke nok med, at jeg landede midt i generalstrejken. Nej, jeg landede midt i noget endnu mere dramatisk: Bydelsforsøget.

Heldigvis ankom jeg på et tidspunkt, da højdramatikken var overstået. Bydelsrådet var imploderet, og man var i gang med at slikke sårene, komme til hægterne og langsomt – meget langsomt og ofte baglæns – bevæge sig hen imod at tage den lokaldemokratiske chance, som bydelsforsøget var, alvorligt.

I bydelsrådets første år handlede det alene om magtkampe. Kampen om posten som formand for bydelsrådets formand – bydelsborgmesteren, om man vil – blev både en kamp mellem partier og en kamp internt i det parti, som vandt formandsposten.

Alt det er der ingen grund til at rippe op i nu. Det er snart tyve år siden det nærmeste, København nogensinde har været og nogensinde kommer på nærdemokrati, udspandt sig.

Fik aldrig en chance

Bydelsforsøget blev ikke andet end en parentes i Københavns historie, og det blev skudt ned, fordi det – reelt set kun i starten – gik op i hat og briller på Indre Østerbro og til dels også på Indre Nørrebro.

Skulle bydelsforsøget været blevet til andet og mere end et forsøg, havde det betydet, at partierne og politikerne i Københavns Borgerrepræsentation skulle have afgivet magt.

Og det var man på de to politiske fløje, som dengang var ledet af overborgmester Jens Kramer Mikkelsen (S) og teknik- og miljøborgmester Søren Pind (V), slet ikke interesserede i.

Afstemningen til bydelsrådene endte nemlig i, at hverken Socialdemokratiet eller Venstre vandt magten i bydelsrådene. Socialdemokratiet vandt to bydelsråd, SF de to andre. Og det var ikke godt nok for de store partier.

På Københavns Rådhus var bydelsforsøget et forstyrrende element, og politisk blev der aldrig rigtigt investeret i det. Bydelsforsøget fik aldrig en chance.

En folkeafstemning i år 2000 om udbredelse af 15 bydelsråd i hele København endte med et stort nej til nærdemokratiet. Bydelsforsøget udløb ved udgangen af 2001, og det man kunne kigge tilbage på, var på den ene side et stort lokalpolitisk engagement, og på den anden side et tidligere helt uset og kærkomment fokus på de udfordringer og problematikker, som var i bydelene, og som man ellers ikke forholdt sig til inden på den store borg, Københavns Rådhus.

Masser at skrive om

Ud over bydelsrådet var der naturligvis masser at skrive om på Østerbro.

Dengang boede jeg ude i forstæderne og havde egentlig tænkt mig at tage bilen på arbejde. Det opgav jeg hurtigt. For det var ikke til at få en parkeringsplads. Og så kom parkeringsordningen, der gjorde det både besværligt og møgdyrt.

For allerede inden årtusindskiftet var der trængsel på Østerbro. Så meget, at der blev brugt uanet spalteplads på en havnetunnel, som skulle forbinde Nordhavn med Amager og dermed lede biltrafikken uden om det indre København.

Trafikken var et stort emne i det år.

Og det var livet på Østerbro også. Livet og menneskene. For efter at have været redaktør på Østerbro i forholdsvis kort tid stod det klart, at bydelen er noget helt specielt – og ikke en forstad til det indre København.

Nej, Østerbro var dengang en provinsby i København. En provinsby, familierne havde boet i i generationer. En provinsby, hvor mange vidste meget om de fleste, hvor Tordenskjolds Soldater prægede debatten og livet efter fyraften uden i foreningerne.

En provinsby i ordets bedste betydning. En provinsby bestående af mennesker, som elskede deres by, engagerede sig og gav provinsbyen liv.

Det er det, der er Østerbros nerve og sjæl: Borgerne, som elsker deres bydel så meget, at de ikke flytter derfra.

Østerbroerne lever og ånder Østerbro. Det er sådan, det skal være.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Det var denne næse, kunstneren Kristoffer Ørum så, da han kiggede på en rødbede i sin indkøbspose.

Oplev Putins næse i ny udstilling

Projektet FRAK har siden 2013 hjulpet unge i udsatte boligområder.

FRAK vinder Kronprinsparrets Sociale Stjernedryspris 2019