Lille Kongensgade har været lukket for biltrafik under metrobyggeriet. Tre partier vil fastholde lukningen i fremtiden.
Lille Kongensgade har været lukket for biltrafik under metrobyggeriet. Tre partier vil fastholde lukningen i fremtiden. - Foto: Martin Sørensen (arkiv)

Like 👍

Tre partier vil fastholde lukningen af Lille Kongensgade

Enhedslisten, Alternativet og SF foreslår, at den midlertidige lukning af Lille Kongensgade fastholdes, som det også er efterspurgt lokalt.

Under metrobyggeriet har Lille Kongensgade ved Magasin og Kongens Nytorv været lukket for gennemkørende trafik. Og står det til Enhedslisten, Alternativet og SF på Københavns Rådhus, bliver gaden ikke genåbnet for den gennemkørende trafik.

Der er nemlig ingen grund til at åbne gaden for biltrafik igen, mener teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL):

»Københavnerne har vænnet sig til, at Lille Kongensgade er fredeliggjort trafikalt, og det sætter man stor pris på lokalt, hvor mange besøgende kommer til fods eller på cykel. Derfor bør vi selvfølgelig lytte, når gadens erhvervsdrivende og ejendomsbesiddere har et ønske om at holde gaden fri for gennemkørende trafik. Jeg kan kun bakke op om, at bilerne ikke igen skal bruge Lille Kongensgade som smutvej, når vi får området omkring Kongens Nytorv tilbage,« siger Ninna Hedeager Olsen i en pressemeddelelse.

Giver ingen mening

De tre partier bag forslaget peger samtidig på, at kommunen i øjeblikket sammen med københavnerne kigger på mulighederne for at reducere biltrafikken i Middelalderbyen.

Herudover har partierne bag budgetaftalen for 2020 besluttet en analyse, der skal se på mulighederne for at begrænse biltrafikken i hele København ved at indsnævre gader eller helt lukke dem for biltrafik. Derfor giver det ifølge partierne ikke mening at genåbne Lille Kongensgade, hvis den så senere igen skal lukkes.

Et flertal har tidligere besluttet, at heller ikke Vester Voldgade skal genåbnes for biltrafik efter indvielsen af Cityringen. Teknik- og Miljøforvaltningen er netop nu i dialog med politiet om denne beslutning.

Medlemsforslaget skal behandles på Teknik- og Miljøudvalgets møde mandag 4. november.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Christian Olsen

Om journalisten Christian Olsen

Jourhavende hos North Media Hovedstaden og journalist på City Avisen. Har beskæftiget sig med lokaljournalistik i København i en årrække. Skriver bl.a. om politik, trafik, byudvikling, kultur og byens liv.

Mathiesens værker sammen med Heerup

Nogle af tegningerne, selfies, til gobelinen.

116 flotte tegninger til gobelinen blev der tegnet