De tre i midten er personalet, som østerbroerne i årtier har lært at kende hos Hartmann: Ægteparret Joan og Kim Arildskov (fra venstre) og Lone Bjerre. Bagerst Lene Johnsen fra Østerbro Avis og Christian Snegaard Andersen fra Danske Bank.
De tre i midten er personalet, som østerbroerne i årtier har lært at kende hos Hartmann: Ægteparret Joan og Kim Arildskov (fra venstre) og Lone Bjerre. Bagerst Lene Johnsen fra Østerbro Avis og Christian Snegaard Andersen fra Danske Bank. - Foto: Thomas Frederiksen

Like 👍

Månedens butik: Ægtepar overtog isenkræmmer efter bombemandens forældre

Isenkræmmeren på hjørnet af Sejrøgade og Lyngbyvej »Hartmann« er kåret til månedens butik. Butikken er næsten 100 år gammel, og de nuværende ejere har haft den i mere end 30 år. Joan og Kim Arildskov overtog den i firserne.

Skruer af alle slags, værktøj, gryder, kaffemaskiner, globusser, tallerkner og puder.

Isenkræmmeren Hartmann på hjørnet af Lyngbyvej og Sejrøgade er kendt som butikken, der har alt, og hvor personalet ved noget om tingene og er klar til at yde en service ud over det sædvanlige.

Derfor er Hartmann kåret til Månedens Østerbrobutik af Østerbro Avis og Danske Bank Østerbro efter indstilling fra læserne, som har nomineret butikkens på avisens Facebookside.

»Ned til den mindste dims ved vi alle tre noget om de forskellige ting,« siger Kim Arildskov, som har været indehaver af butikken sammen med sin kone Joan i 33 år.

Udover de to er Lone Bjerre det tredje kendte ansigt hos Hartmann, hun har været i butikken i 23 år.

»Vi har det sjovt sammen og kan drille hinanden,« siger Lone Bjerre, og Joan Arildskov supplerer:

»Ja, vi går på arbejde og har det sjovt.«

Tre familier som ejere

Butikken har eksisteret endnu længere, end ægteparret Arildskov har haft den. Isenkræmmer Hartmann har historie tilbage til 1923.

Tre familier har haft den gennem tiderne. Først Hartmann, siden familien Kristensen, som Joan og Kim overtog den fra i 1986.

Ved den tidligere ejer Kristensen var der i øvrigt noget af en dramatisk sidehistorie.

Ægteparrets søn var den berygtede bombemand fra Gladsaxe, som anbragte flere bomber til stor frygt rundt omkring i Københavnsområdet i 1970’erne uden nogen dog blev dræbt.

Sagen var medvirkende til, at ægteparret ikke længere ville drive forretning, da det naturligt nok havde påvirket dem som familie.

Kim Arildskov havde tidligere været ansat i butikken, og han overtog den derfor sammen med sin kone Joan, da de fik den tilbudt.

Det passede dem fint at få deres eget.

»Jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være ansat hos andre,« siger Kim, der nævner, at han er opdraget i et hjem, hvor gør-det-selv var i høj kurs. Derfor var det naturligt for ham at blive isenkræmmer.

»Min far lavede næsten alting selv, og jeg har altid godt kunnet lide at bruge mine hænder og lave noget,« siger han.

Netop fordi de kan svare på mange spørgsmål, reparerer ting og har et stort udvalg, er Hartmann en populær butik hos østerbroerne.

Gik ud af Imerco

En årrække var Hartmann en del af Imerco-kæden, men dens sortiment tilfredsstillede dem ikke, og derfor skiftede de til det oprindelige navn igen for efterhånden en del år siden.

Der kommer godt med kunder, men de kan også mærke konkurrencen fra andre steder.

»Dagligvarebutikkerne og nettet er svære at kæmpe imod. Vi tager til messer for at finde noget, andre ikke har,« siger Joan Arildskov og tilføjer:

»Vi har stadig mange kunder. Hvis der kommer under 60 på en dag, har det været en dårlig dag, men man kan godt se, at mange ikke køber for så store beløb længere.«

Engang var der syv ansatte hos Hartmann, og i de er de tre. Og det kræver naturligvis noget af dem.

Stort lokalt kendskab

Hvor lang tid ægteparret bliver ved, ved de ikke.

»Vi evaluerer hele tiden, både i forhold til vores alder og markedet. Men har vi kunder nok, vil vi gerne blive ved nogle år endnu,« siger Joan.

Ægteparret bor i dag i Søborg, men kommer fra Østerbro, hvor de begge som børn gik på Bryggervangens Skole – i dag Kildevældsskolen. Og i begyndelsen boede de på Østerbro endda lige over forretningen, inden de flyttede med deres børn ud til mere plads.

Den tredje ansatte Lone Bjerre har boet hele sit liv på Østerbro.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Thomas Frederiksen

Om journalisten Thomas Frederiksen

Thomas Frederiksen, journalist på Østerbro Avis og Hovedstadens Mediehus, født 1974. Uddannet fra Danmarks Journalisthøjskole i 2000, har haft København som stofområde siden 2004 - og Østerbro siden 2007. Skriver blandt andet om politik, byudvikling, trafik, kultur og navne.

Dragør Kommunes økonomiske udfordringer får partierne bag budgetaftalen for 2020-2023 til at optage et lån på 20 millioner kroner.

Budgetaftale: Dragør optager millionlån

»Julefesten er en stor fornøjelse, og vi glæder os til igen i år at byde velkommen til mennesker, som ellers ville være alene i julen,« fortæller Emilie Schapira, som koordinerer julefesten.

Stor julefest for ensomme i hovedstaden