Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Da Lille Peter faldt ud af toget og skabte Danmarks største togulykke

En lille dreng. Et ekstra eksprestog. En menneskelig fejl. De uheldige episoder stod i kø, da to tog 1. november 1919 kørte sammen ved Vigerslev og danmarkshistoriens største togulykke var en sørgelig realitet.

På en tætpakket station i Tølløse står en familie på otte og venter på toget. Kalenderen skriver 1. november 1919. Det er skiftedag. Dagen hvor tyende kan skifte ansættelsessted. En af de helt store rejsedage. Denne gang har far fået job i Humlebæk, så nu må familien atter drage af sted med deres ting og hunden i snor.

Midt i den store børneflok står syv-årige Peter, som er lidt af en vildbasse. Turen er knap nok begyndt, og alle er allerede lidt trætte af drengen. Endelig triller tog nummer 168 fra Kalundborg dog ind på perronen, og familien får med møje og besvær bakset børn, hund og ejendele ind i kupéen. Turen mod Humlebæk kan begynde.

Da toget nærmer sig blokposten ved Vigerslev omkring klokken 20.50 har mørket lagt sig over landbrugsjorden ved Valby, som toget langsomt skrumler forbi. Inde i toget er der faldet ro over familien. Alle døser hen. Næsten. Lille Peter keder sig og går på opdagelse i kupéen, hvor han pludselig får fat i døren. Her vågner storebror op og forsøger at standse pilfingeren. Men for sent. Peter har fået døren op, mens toget er i fart, og i næste nu bliver han slynget ud af vognen og ned ad skrænten ved Vigerslev, der ligger nattesort hen. Familien får standset tog nummer 168, og snart får de selskab af både fyrbøder og lokomotivfører, der hjælper med at lede efter drengen i mørket.

Uheldige tilfælde på række

Vi spoler tiden 99 år og 355 dage frem. Det er tirsdag 22. oktober 2019, og Kirsten Henriksen fra Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv har indvilget i at vise stedet frem, hvor en af danmarkshistoriens største togulykker skete.

»Det her er en historie, hvor flere uheldige ting sker på samme tid. Det var her på skrænten lige ved Hvidovre Station og Vigerslev, at Lille Peter røg ud af toget. Dengang lå her dog ikke meget andet end en stor gård, der hed Holmegård, og så var man så småt gået i gang med at opføre Vigerslevs villakvarterer. De bestod dog kun af kolonihavehuse på det tidspunkt, som selvfølgelig stod tomme i november. Det var derfor bælgravende mørkt, da de skulle ud og lede efter Lille Peter,« fortæller hun.

Denne tirsdag stråler det snart 100-årige ulykkessted smukt i gullige efterårsfarver. Det er svært at forestille sig det kaos, der opstod en mørk novemberaften i 1919.

En virkelig uheldig fejl

Eftersøgningen er i fuld gang på skrænten, hvor en snedig person har fundet på at bruge togets baglygter til at lyse op i mørket.

Inde ved blokposten i Vigerslev er overportør Hansen begyndt at undre sig over, hvorfor tog nummer 168 har trukket nødbremsen. I det andet spor har han nemlig et brandtog holdene, som skal assistere ved en brand i Køge. Brandtoget kan dog ikke komme videre, før det standsede tog er væk.

Et andet sted på det sjællandske skinnenetværk er nye problemer på vej i fuld fart. På grund af den store travlhed, har statsbanerne nemlig valgt at sætte et ekstra eksprestog ind, som nu er på vej fra Korsør i retning mod København.

Situationen begynder at blive kritisk, men overportør Hansen har styr på det. Tror han. Af gammel vane kommer han dog til at give klarsignal til, at kontrolposten ved Brøndby Øster kan slippe flere tog igennem. Noget man normalt gør, når der er travlt på skinnenetværket. Overportøren opdager lynhurtigt sin egen fejl og skynder sig at ringe til kollegaen ved kontrolposten i Brøndby Øster. Her er de dog gået ud til skinnerne for at se eksprestoget passere forbi, så de hører ikke telefonen.

En overportør i panik

Følelsen af panik fylder overportør Hansen. Han griber en rød signallampe og løber ned mod det holdende tog nummer 168. Her beder han lokomotivføren om straks at få toget i bevægelse. Denne er dog stadig i fuld gang med at lede efter Lille Peter på skrænten, så der er ikke tid nok til at få toget i bevægelse, før eksprestoget når frem.

Overportør Hansen løber nu videre langs skinnerne med sin røde signallampe i håb om at få stoppet det hurtigkørende tog. Men det er for sent. Ulykken er uundgåelig.

I mellemtiden har man fundet Lille Peter. Begge benene er brækkede, men han er i live. Sammen med lokomotivføren, fyrbøderen og resten af eftersøgningsholdet kan de nu se hjælpeløse til, at det hurtigkørende eksprestog brager direkte ind i det mørklagte Kalundborg-tog. Begge styrter ned ad skrænten.

Journalister spærrer vejen

Katastrofen er en realitet, og den skal snart vise sig at blive værre. I 1919 er adgangsforholdene i det yderste Valby nemlig yderst svært fremkommelige. Den største vej er Vigerslevvej, der på det her tidspunkt blot er en grusvej.

Nyheden om togulykken når dog hurtigt ind til avisernes redaktioner i København, og snart er et hav af journalister og andre nysgerrige på vej til ulykkesstedet i taxa. Problemet bliver nu, at de mange taxaer spærrer vejen for redningskøretøjerne, der har svært ved at nå frem ad de smalle markveje.

Til alt held holder brandtoget stadig og venter, og her er der flere brandfolk om bord, som begynder redningsarbejdet. De kan dog ikke stille ret meget op i mørket, og tragedien er total. 40 mennesker mister livet i Vigerslevulykken, mens 58 bliver såret – 27 af dem alvorligt.

Sådan gik det sidenhen

Mens Kirsten Henriksen fortæller historien om ulykken i Vigerslev, suser togene stadig forbi på toppen af skrænten. Tog, der dog har ændret sig en hel del i de sidste 100 år:

»Når det gik så galt, som det gjorde, skyldtes det også, at togvognene dengang var lavet af træ, som blev mast til pindebrænde, da de to tog stødte sammen. Efter den store togulykke i Vigerslev indførte statsbanerne dog en lang række sikkerhedsforanstaltninger, som blandt andet skulle sikre, at redningsmandskabet kunne komme hurtigere frem, når ulykken skete,« fortæller Kirsten Henriksen.

Hvad der sidenhen skete med Lille Peter og hans familie ved vi ikke den dag i dag. Overportør Hansen blev i 1920 idømt to måneders fængsel for sin fejl. Herefter vendte han dog tilbage til statsbanerne, hvor han arbejdede til pensionsalderen.

På onsdag 30. oktober, mindes Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv den store togulykke ved et arrangement i Aalholm Kirke klokken 19.30. Her fortæller Niels Borger både historien om vigerslevulykken og om bolsjefabrikken på Ole Borchs Vej.

Kirsten Henriksen fra Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv står her foran den skrænt, hvor ulykken i Vigerslev skete for snart 100 år siden.

Kirsten Henriksen fra Valby Lokalhistoriske Selskab og Arkiv står her foran den skrænt, hvor ulykken i Vigerslev skete for snart 100 år siden. – Foto: Benedicte Lorenzen

Et væld af nysgerrige journalister og andre borgere strømmede til Vigerslev for at se på oprydningsarbejdet efter togulykken.
Et væld af nysgerrige journalister og andre borgere strømmede til Vigerslev for at se på oprydningsarbejdet efter togulykken. – Foto: Ukendt fotograf / Ritzau Scanpix (Arkiv)

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

Anni Mac har åbnet Café Frisk, der byder på god kaffe og hjemmebagte boller fra morgenstunden.

»Jeg synes, der manglede en café i lokalområdet«

Charlotte Englund troede aldrig hun skulle blive glad for at bo i Vanløse. Men hun lærte bydelen at kende på godt og ondt, især under sine to barselsperioder og forældreorlov. Nu har hun boet her i 24 år.

Da Charlotte blev forelsket i farveløshed