»Jeg blev ret ked af det. Et eller andet sted havde jeg nok regnet med, at det, som var galt med mig, var noget, der bare lige kunne fikses. Ligesom et brækket ben. Men sådan er det ikke med gigt.«
»Jeg blev ret ked af det. Et eller andet sted havde jeg nok regnet med, at det, som var galt med mig, var noget, der bare lige kunne fikses. Ligesom et brækket ben. Men sådan er det ikke med gigt.« - Foto: Michael Langhoff

Ked 😭 Elsker 😍 Like 👍

For ung til gigt

For godt et år siden fik Anne Torp fra Nordre Fasanvej i en alder af 23 år konstateret artrose – af de fleste bedre kendt som slidgigt.

Mange tænker ’nedslidt fabriksarbejder i den pensionsmodne alder’, når de hører ordet slidgigt.

Sådan tænkte Anne Torp også engang. Det kom således bag på hende – og såmænd også på den læge, der stillede diagnosen – at Anne havde slidgigt.

For selvom slidgigt er en folkesygdom, er det usædvanligt, at den rammer så tidligt i livet. Anne Torp, som i dag er 24 år, er med i ’Gigtens mange ansigter’ – Gigtforeningens kampagne, som sætter fokus på livet med gigt, og på at sygdommen netop kan ramme i alle aldre.

»Det begyndte med, at jeg sidste sommer fik sværere ved at cykle og gå. Jeg måtte efterhånden helt opgive at løbe, fordi det gjorde så ondt. Det føltes som om, noget sad i klemme. Især i den højre hofte. Sidste efterår blev det så slemt, at jeg opsøgte min læge,« fortæller Anne.

Den aktive nordjyde, som de seneste tre år har boet på Nordre Fasanvej og til daglig studerer erhvervsøkonomi og psykologi på CBS, havde ellers altid været venner med sin krop. En løbetur på ti kilometer regnede hun ikke for noget særligt, og hun havde spillet håndbold, siden hun var en lille pige.

Gigten vil altid være der

En røntgenundersøgelse på Bispebjerg Hospital sidste efterår afslørede, hvad der var galt: Anne havde fået artrose – eller slidgigt om man vil – i begge hofter.

»Det kom virkelig bag på mig. Slidgigt er jo ikke en diagnose, man lige forbinder med en ung som mig, og det overraskede også lægerne. Men det ligger nok i mine gener. Min far har nemlig også artrose,« fortæller Anne.

»Jeg blev ret ked af det. Et eller andet sted havde jeg nok regnet med, at det, som var galt med mig, var noget, der bare lige kunne fikses. Ligesom et brækket ben. Men sådan er det ikke med gigt. Det påvirker mig, at jeg ved, at gigten altid vil være en del af mig.«

Heldigvis fik Anne med det samme god hjælp fra en dygtig fysioterapeut, Tine Kjær fra Bülowsvej Fysioterapi, som hun stadig går hos. Hun har blandt andet hjulpet Anne med nogle træningsøvelser, som styrker musklerne omkring hofteleddet, så det bliver mere stabilt.

»Det er ikke ligefrem nogen lystbetonet motionsform – mere en pligt. Men det hjælper,« fastslår Anne.

Vigtigt ikke at gå i stå

Gigten betyder, at Annes tilværelse ikke helt ligner hendes jævnaldrendes. Hun er nødt til tænke den med i hverdagen, ellers giver det bagslag i form af smerter og stivhed.

»Nogle morgener føler jeg mig som en 90-årig. Min krop skal lige i gang, og jeg skal altid tænke over, hvordan jeg klæder mig, og hvad jeg har på fødderne. Det får konsekvenser for mig, hvis jeg ikke tager mine forholdsregler. Så betaler jeg prisen ved at skulle holde mig i ro. For eksempel efter en for lang gåtur i de forkerte sko eller en bytur med vennerne,« siger Anne men slår samtidig fast:

»Det er vigtigt for mig ikke at gå i stå, selvom gigten er et vilkår. Jeg har ikke opgivet drømmen om at komme til at løbe lidt længere distancer igen – og om at kunne tage med på vandreture uden at spekulere på, om jeg kan holde til det eller ej,« slutter Anne Torp.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bo Børresen

Om journalisten Bo Børresen

Jeg har været journalist på en række københavnske lokalaviser siden 2001 og skrevet om stort og småt på Frederiksberg og i Valby og Sydhavnen.

Rikke og Kirsten kalder gåsen for Gåstav

Vibeke Manniche guider dig til en bedre nattesøvn onsdag 23. september. Pressefoto.

Gratis foredrag: Guide til bedre søvn