Elisabeth Gjerluff NIelsen er ikke længere end del af søskendeflokken. Til gengæld kan hun være sig selv og har fundet andre flokke, blandt andet gode venner og sine egne døtre.
Elisabeth Gjerluff NIelsen er ikke længere end del af søskendeflokken. Til gengæld kan hun være sig selv og har fundet andre flokke, blandt andet gode venner og sine egne døtre. - Foto: Martin Sørensen

Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

Brev til min søster: Det er længe siden, jeg håber du har det godt….

Sanger, komponist og forfatter Elisabeth Gjerluff Nielsen har skrevet bogen »Store Børn«, der handler om opvæksten i 1960‘ernes og 1970’ernes Danmark og forholdet til sine søskende. Denne artikel er skrevet som et brev til journalistens egen lillesøster.

Kære søster

Det er længe siden. Jeg håber du har det godt i USA og trives med din familie og dit arbejde. Det ser sådan ud på Facebook.

Jeg kom til at tænke på dig forleden, da jeg skulle lave et interview med Elisabeth – hende med Sotto Voce og Ballerup Boulevard. Jeg ved ikke, om du læser danske nyheder, men nevertheless har hun lige skrevet en bog om sin opvækst i Skjern og sit forhold – eller rettere mangel på samme – til sine søskende – du ved, en af brødrene er Peter A. G. Nielsen fra Gnags. Hun fortalte mig, hvordan det var at være den yngste i en familie, være hende den irriterende, der stillede spørgsmål og få at vide, at hun var et hittebarn. Den joke har vi vist også brugt om dig, den yngste. Måske er det bare en dårlig familievittighed, når man ikke kan finde ud af sige ’jeg elsker dig’ eller ’hvor er du fantastisk’. I researchen til interviewet med Elisabeth læste jeg en undersøgelse om, at hver fjerde dansker ikke har nogen eller ringe kontakt til deres søskende. Tankevækkende. Love /Anja

– – –

Det tog kun et par måneder. Først døde faren overraskende af et hjertestop, så moren, efter kortere tids kræftsygdom og i løbet af det, der føltes som ingen tid, var barndomshjemmet i den vestjyske by Skjern væk, og fundamentet forsvandt. Tilbage stod fire søskende. Uden et fælles sprog og evne til at være sammen uden konflikter. Viste det sig.

Den yngste af de fire søskende, Elisabeth Gjerluff Nielsen, har siden forældrenes død i 1998 flere gange forsøgt at finde fællesskabet og forsoningen. Senest inviterede hun en af sine brødre, forsanger i Gnags, Peter A. G. Nielsen, til et fælles bogprojekt om opvæksten. Et forsøg som gav endnu et sammenstød, da han afbrød og forlod projektet.

Nu har hun selv skrevet en erindringsbog ’Store Børn’ om sin opvækst i en søskendeflok , hvor ingen rigtig vil åbne eller bøje sig for hinanden.

Bogen er med forfatterens ord også et forsøg på at bryde det tabu, det er at have svære søskenderelationer. Og når man er fra Vestjylland (og brødrene er kendte musikere) kan det nemt blive betragtet som at lufte sit beskidte vasketøj.

»Men den ytringsfrihed, som vi besynger så højt, må jo også gælde de nære relationer,« siger Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Hun er fuldt bevidst om, at bogen, der er en indsigt i familierelationer og et lille stykke danmarkshistorie om tiden i et vestjysk samfund, kan give debat.

»Det her er bare min version – en lillesøsters fortælling. Og som Freud siger: ’Alle biografier er fulde af løgn’. Den, der skriver, vælger jo den sandhed, netop han eller hun oplever. Og den her bog er min sandhed, mine oplevelser, som ikke nødvendigvis er den samme som mine søskendes. Det er sådan, som jeg ser den tid, jeg er opvokset i – og min familie. Med det nemme, skønne og livgivende og med det svære,« siger Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Hun har med egne ord givet sine søskende alle muligheder for selv at medvirke, de har også fået manuskriptet sendt et halvt år før, det blev trykt.

»Men de er ikke gået seriøst ind det, eller har ikke svaret,« siger Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Hun er 62 år, kendt som sanger og sangskriver og huskes stadig for hits som ’Sotto Voce’ og ’En sømand som dig’. For ikke at tale om glade og farverige børnesange som ’Her er min mor’ og ’Hun danser en morgen’.

Hun er skam stadig på scenen – for tiden på turné med fire yngre musikere og koncerter med både nye og gamle numre.

Husk at klæde dig varmt på

Og så er der familien – hendes egen. Kæresten og døtrene Rosa og Barbara, som hver søndag aften kommer til søndagsmiddag med svigersønner, venner og måske Elisabeths barnebarn Ursula.

»Og så gør jeg lige noget ud af det. I går lavede jeg cure-all suppe med kylling ,hvidløg ,ingefær og rødgrød med fløde til dessert plus et god vin. Jeg kan virkelig anbefale alle med voksne børn at holde faste søndagsmiddage. Så ved man, det kommer til at ske uden al mulig anstrengende kalender – og sms-planlægning.«

Barbara står der pludselig på displayet på den sorte iphone, der ligger diskret på spisebordet hvor vi sidder. Elisabeth tager den og minder datteren, der er 25 år, om at tage godt med tøj på, inden hun skal ud, for det er vel nok blevet koldt. Og griner bagefter lidt af sin egen omsorg over for en voksen kvinde.

»Det er godt for mennesker at have nogle gamle, erfaringsrige damer i deres liv. Jeg har selv en tante i Vestjylland , som jeg tager over og skriver hos nogle gange. Hende holder jeg meget af, hun har kendt mig, siden jeg blev født og ved, hvad mennesker har brug for.«

Forskellig opdragelse

De store sammenstød mellem de fire søskende skyldes ifølge Elisabeth Gjerluff Nielsen måske og blandt andet også to meget forskellige forældre.

Brødrene er opdraget af en konservativ far med klassiske dyder som at tage ansvar, tage sig af familien, forsørge og bestemme, men Elisabeth blev også opdraget af en meget selvstændig mor, og i 70erne blev man i gymnasietiden generelt mindet om, at der var andre måder at være kvinde på end den at lægge sig underst og undskylde .

I bogen ’Store børn’ beskriver Elisabeth, hvordan det var at være den yngste, hende der med søskendes ord var irriterende, kritisk og stillede ’negative’ uddybende spørgsmål.

Og hvorfor skulle man dog skrive en bog om sin egen familie. Hvad kommer det andre ved ?

»Vi gør jo meget for at holde fast i vores egen overlevelse og skrøbelige sikkerhed hver for sig, og det gør det ofte vanskeligt at nærme sig det, der er svært. Men det, vi mennesker har allermest brug for, er jo ,at vi kan mærke hinanden, også når det gør ondt, og når livet bliver vanskeligt. Hvorfor skal man lægge et tykt lag glasur ud over det? Som om man kun er værd at elske, hvis man kan komme med den positive historie om alting. Det synes jeg er virkelig undertrykkelse af hinanden,« siger Elisabeth Gjerluff Nielsen.

Hun har efter bogen er udkommet fået rigtig mange taknemmelige henvendelser fra folk, der fortæller, at de kender situationen fra deres egen familie. Og det er netop som et forsøg på at bryde med overfladiske værdier og ’det taler vi ikke om’ at hun har kradset i glasuren.

»Det er hårdt at leve med overfladiske, vedtagne sandheder og låg på konflikter. Og sådan kunne det også være der, hvor jeg voksede op. Men jeg er fuldstændigt overbevist om, at ingen af os kommer gennem livet uden problemer eller sammenstød i menneskelige relationer. Ikke sært at Shakespeare har skrevet så mange stykker om det. Der er kampe om magt kærlighed, had, respekt og anerkendelse af hinanden. Både i skotske kongefamilier, på Lolland og i Østerbro-lejligheder.«

Minder om lykkepiller

I bogen skriver hun om stemningen i sin søskendeflok, at den på et tidspunkt blev så slidt af sammenstød, at den efterhånden mindede om en vens beskrivelse af hans dag, da han brugte lykkepiller:

En lige grå streg, hvor der hverken findes krig eller fred, jubel eller gru, sorger eller glæder. Ingen regn ingen sol, ingen udsving – ingenting ? Det minder mig efterhånden lidt om forholdet i min søskendeflok. Flad kurve og høflig holden sig bag diskretionslinjen. Udmattede af temperamentsfulde konflikter, som vi nemt ryger ind i, og med kunst en anstrengt, kunstig høflighed, som vi mestrer virkelig dårligt at sætte i stedet.

Elisabeth Gjerluff Nielsen har skrevet på sin bog over flere år.

»Det startede nok med en slags håb – endnu en slags invitation til mine søskende. Jeg vil jer gerne. Lad os prøve at forstå lidt mere af hinanden. Men i dag må jeg nok erkende, at afstanden og konflikterne er for store. Vi lever med hver vores oplevelse af vores ’fællesskab’ eller mangel på samme som søskende. Jeg lever så med den virkelighed og justerer løbende på mine måske for store forventninger og illusionstab. Som også kan være frisættende. Men selvfølgelig er det en sorg og et stort tab, til gengæld kan man faktisk godt leve uden for den tryghedsskabende flok, man troede, man naturligt hørte til. Man kan finde andre flokke, hvor man kan komme tættere på både andre og sig selv som menneske. Så man kan se sig selv i spejlet og ikke være bange for at være alene eller uden for flokken. Det er jeg ikke længere – og jeg er især ikke bange for at være udenfor en flok, jeg ikke kan være mig selv i.«

Efterskrift: Peter A. G. Nielsen er blevet orienteret om artiklen.

– – –

Hej igen søster. Jeg vil bare lige slå fast, at jeg ved, at du ikke er noget hittebarn. For jeg kan huske, som var det i går, at jeg var med til din fødsel. Jeg var seks år dengang, og man skulle vaske hænder først, virkelig grundigt og med sæbe, tre gange, inden jeg lov til at se dig og holde din hånd. Det var helt vildt, så hårdt de små fingre kunne klemme. Jeg håber, vi ses en dag.

Her til sidst får du lige et par linje fra Elisabeths bog ’Store Børn’:

Vi har ligget i samme barnevogn og har fået de samme godnathistorier. Vi har spist vores havregrød ved samme bord, slået kolbøtter i samme haver, danset år efter år om samme juletræ med same onkler, tanker, søskende og forældre og bedsteforældre. Vi har gået i de samme skoler, har haft samme klasselærerinde (….) Vi har fulgt hinanden bryllupper, børn og skilsmisser, tider med harmoni og tider med voldsomme konflikter. Men hvor godt kender jeg egentlig efter hånden min bror, mine søskende?

Elisabeth bor tæt på Sortedams Sø.

Elisabeth bor tæt på Sortedams Sø. – Foto: Martin Sørensen

Elisabeth og København:

Man kan ikke høre det på hende, den vestjyske dialekt fejler ikke noget, men Elisabeth Gjerluff Nielsen har boet i København i 40 år.

Hun er 62 år, sanger og forfatter og går ind imellem i kirke. Fordi man har brug for åndelighed: ’Et samfund uden ånd, det er ikke et sted jeg ønsker at være.’ Hun går gerne i forskellige kirker, for det er en af glæderne ved storbyen at man kan høre forskellige præsters udlægninger. En af de dårlige ting ved København, som hun grundlæggende set elsker, er til gengæld, at ’den konstant fyldes med utallige kæmpe-events som maratonløb, der lukker de lokale inde.’

»Nogle gange kan man næsten ikke se vores smukke by for store begivenheder, arrangementer, skrattende højtalerpop og events, Frank Jensen! For min skyld behøver I altså ikke fylde hvert gadehjørne med en ny lakridsfestival eller oplevelsesøkonomisk oplevelse. Jeg bor her bare. For mig kan det være rigelig oplevelse at gå tur i mit kvarter under syngende trækroner i en evenfri park.«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Den kommende Kalvebod Brygge Skybrudstunnel skal forhindre situationer som denne.

Bliv klogere på den kommende skybrudstunnel

Linse Kessler markedsfører og Chanette Jensen står for maden. Linse står dog bag ‘Linses karryret’. »Og så har Cha Cha forfinet den, så den smager bedre,« fortæller hun.

Linse Kessler og Cha Cha åbner veganer-takeaway