Guido Lolli er søn af en italiensk far og dansk mor, og i hans barndomshjem har maden altid spillet en stor rolle. Han frister med gratinerede blåmuslinger.FOTO: Jens Juncker Jensen
Guido Lolli er søn af en italiensk far og dansk mor, og i hans barndomshjem har maden altid spillet en stor rolle. Han frister med gratinerede blåmuslinger.FOTO: Jens Juncker Jensen - Foto: Jens Juncker Jensen

Like 👍

MADSTAFETTEN/Guido Lolli

Ejer af restaurant La Buca, Guido Lolli, laver ofte mad, selvom han har sin egen restaurant. En af hans yndlingsretter er gratinerede blåmuslinger.

Fortalt til Anja Berth

I mit barndomshjem var gratinerede blåmuslinger altid forbundet med fest, og når mine forældre skulle lave en god fiskemenu, så var denne altid en af retterne.

Muslinger kan godt være en spise som deler vandene. Flere af mine barndomsvenner syntes at muslinger var noget ulækkert noget; jeg ved dog ikke om de kun havde fået dem fra dåse? De fandt i hvert fald ud af blåmuslingerne hos mine forældre smagte godt – ja det var ligefrem en børnevenlig ret. Der blev i hvert fald altid spist op.

Denne madstafet er ikke valgt ud fra et klimahensyn, men havene er fulde af blåmuslinger, så den dårlige samvittighed kan fejes af banen. Laver man selv raspen af gammelt brød som er blevet revet og ristet nænsomt i oven, så kan man ligefrem tale om at udnytte de rester som ellers ville være blevet smidt ud. Friske blåmuslinger er desuden ganske billige.

I dag er det stadig en ret som bliver lavet flere gange om året i mit eget hjem. Det er også en af de retter som jeg laver sammen med mine børn. Retten er nem at lave og man kan ikke lave så mange fejl. En anden dejlig ting ved retten er, at man kan forberede den om eftermiddagen, sætte den på køl og mens man får en velkomstdrink med sine gæster, så kan man sætte bradepanden i ovnen, og så har man muligheden for at være den belevne vært. Derfor har jeg delt tilberedningen op i to.

GRATINEREDE BLÅMUSLINGER (til 6 personer)

1 kilo friske blåmuslinger

100 gram brødkrumme/ rasp

50 gram friskrevet parmesan (gerne Reggiano)

Et kvart bundt finthakket bredbladet persille

2 fed finthakket hvidløg

1 citron i både

12 cl. jomfruolivenolie

Salt og peber

Tilberedning del 1:

Rens blåmuslingerne. Træk og skær de tråde som kan hænge ud fra muslingen fra. Det er det, som man også kalder ”skægget”, og er det som muslingen har holdt fast i. Skrub dem med en børste, hvis de er beskidte. VIGTIGT: Smid muslinger, som ikke lukker sig, når man trykker dem sammen, ud.

Sæt en gryde med vand i kog, så den dækker bunden med cirka tre centimeter vand. Muslingerne kommes i og koges/dampes i få minutter under låg. Så snart muslingerne åbner sig, er de færdige. Måske vil der være enkelte, som ikke har åbnet sig og disse smides ud. Hæld vandet fra og køl muslingerne ned med koldt vand. Åbn muslingerne og smid den del af skallen fra, som muslingen ikke hæfter på, ud. Læg de åbne muslinger på et ildfast fad eller en bradepande og forbered fyldet.

Kom brødkrummen (eller raspen) i en skål med olivenolien, de hakkede hvidløg, det hakkede persille og lidt salt og peber. Kom halvdelen af parmesanen i og rør det godt rundt. Gerne med fingrene. Virker det lidt tørt kan man med fordel komme lidt mere olie i. Kom blandingen over muslingerne så den dækker helt. Til sidst drys det sidste parmesanost henover muslingerne. Nu kan de godt stå på køl, indtil gæsterne kommer.

Tilberedning del 2:

Tænd ovnen på grill eller varme fra oven på ca. 250 grader. Når den er varm, sæt bradepanden ind. Alt efter ovnens effektivitet, så plejer muslingerne at skulle have 8-12 minutter. Men indtil man ved, hvordan ovnen fungerer, så hold løbende øje med muslingerne. Når de har en fået en sprød brun skorpe, så er de færdige og skal serveres med det samme med nogle citronbåde.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Bagedyst-deltageren Micki Cheng og kokken Gorm Wisweh er med i årets GoCook-kampagne.

Elever går i køkkenet for klimaet

De to kvinder har sammen skabt et koncertforedrag.

Musikken fra kz-lejrene lever videre