Der er ikke meget plads at gøre godt med på villavejen Saxtorphsvej, hvor man nu vil opføre en tredje daginstitution.
Der er ikke meget plads at gøre godt med på villavejen Saxtorphsvej, hvor man nu vil opføre en tredje daginstitution. - Foto: Benedicte Lorenzen

Like 👍

Politiker: »Alternative placeringer for en ny institution i Valby skal da undersøges«

I Valby Lokaludvalg ærgrer formand Michael Fjeldsøe sig over, at der ikke er blevet lyttet til lokale anbefalinger. Fra politisk hold lyder svaret, at man klar til at se på alternative løsninger for Saxtorphsvej.

At den sidste grønne plet på Saxtorphsvej har været på tegnebrættet som placering for endnu en daginstitution, har man godt vidst i Valby Lokaludvalg. Her er man dog helt på linje med de naboer i kvarteret, der siger, at det er mere end rigeligt med de to institutioner, der allerede er placeret på den gamle villavej i dag.

Institutioner, der dagligt skaber et voldsomt trafikalt kaos, når børn skal bringes og hentes samtidig med, at en stor bus skal ind kvarteret for at fragte børn til og fra en udflytterbørnehave.

Valby Lokaludvalgs formand Michael Fjeldsøe fortæller:

»Hver gang vi er blevet spurgt i lokaludvalget, har vi sagt, at vi synes, det er en dårlig idé at opføre endnu en institution på Saxtorphsvej. Der er et helt åbenlyst kaos af trafik, som man forstærker, hvis man bygger endnu en institution. Og hvis man samtidig opfører den på den sidste grønne plet i kvarteret, så er der jo heller ikke noget udendørsareal at opholde sig på,« siger han.

I juni blev lokaludvalget inviteret til at deltage i en intern høring i forbindelse med forvaltningens udarbejdelse af lokalplanforslaget ’Saxtorphsvej II’ med en eventuel ændring i forbindelse med Kommuneplan 2019. Her skrev lokaludvalget blandt andet:

»Med bygningen af endnu en stor institution, som de 2700 m2 er udtryk for, vil den trafikale belastning og de deraf følgende kaotiske og farlige forhold kun blive øget markant. Lokaludvalget stiller spørgsmålstegn ved, om det overhovedet er realistisk at afvikle yderligere trafik på disse småveje i det omfang, der vil blive resultatet,« står der.

»Det virker suspekt«

Michael Fjeldsøe kalder det derfor også arrogant, når forvaltningen på trods af de lokale indvendinger alligevel sender landmålere ud i området, som flere naboer siger, de har observeret:

»Vi har også skrevet om Saxtorphsvej i forbindelse med kommuneplanen, fordi der skal en kommuneplanændring til. Derfor synes jeg, det er utrolig arrogant at begynde at måle op, når kommuneplanen ikke engang er vedtaget, og man dermed ikke ved, om det bliver godkendt at bygge der,« fortæller han og fortsætter:

»Det virker som en utrolig lukket proces, der har været omkring det her byggeri, hvor man slet ikke spørger nogen, og hvis man endelig spørger, så hører man i hvert fald ikke efter. Når vi sender interne høringssvar, så kommer de tilsyneladende ikke så langt, at politikerne får dem at se. Det virker meget suspekt.«

Valby Lokaludvalg giver dog ikke op. I sidste uge sendte de en ny skrivelse til Børne- og Ungdomsudvalget og Økonomiudvalget i Københavns Kommune, hvor de beder dem standse planerne på Saxtorphsvej og kigge på nye mulige placeringer:

»Kun 300-400 meter fra Saxtorphsvej ligger Kulbaneparken, hvor det vil være oplagt at lægge en ny institution. Her vil man være i udkanten af en stor park med legepladser og aktiviteter og store grønne områder,« siger Michael Fjeldsøe, der håber, at det vil lykkes at råbe kommunen op, inden det er for sent.

Alternative løsninger

Kritikken af endnu en daginstitution på Saxtorphsvej er opstået efter Socialdemokratiet, Enhedslisten, SF, Venstre, Alternativet og Radikale for et par uger siden kunne præsentere næste års kommunale budget. Her stod nemlig at læse, at budgetparterne var blevet enige om at afsætte 133.700.000 kroner til en tredje institution på Saxtorphsvej.

SF’s Klaus Mygind, der indtil sidste uge var medlem af Børne- og Ungdomsudvalget og som har siddet med rundt om bordet ved budgetforhandlingerne, kommer med denne forklaring på, at forslaget om Saxtorphsvej blev stemt igennem:

»Som jeg er blevet oplyst det, så er Saxtorphsvej blevet fremlagt som et forslag til en mulig placering af en ny daginstitution, og som politikere er vi ikke gået meget dybere ind i valget af placering, da vi traf beslutningen. Efterfølgende er jeg dog så blevet oplyst om, at der er nogle problemer ved at vælge den her placering, og det synes jeg, vi skal tage med i overvejelserne,« fortæller han.

Han konstaterer dog også, at der nu er lavet en budgetaftale, og den står han ved.

»Det betyder, at hvis der er nogle ting, vi skal ændre, så skal budgetpartierne aftale det. Som jeg ser det, bør vi da helt klart overveje at se på det, hvis der er nogle alternative placeringer. Jeg ser ingen grund til ikke at lytte, hvis lokaludvalget har nogle gode alternativer,« siger Klaus Mygind og fortsætter:

»Det mest afgørende for os er, at vi får bygget de daginstitutionspladser, der er brug for i Valby. Det er punkt et. Hvor de så præcis skal ligge, ja, det vil jeg rigtig gerne have, at de lokale folk med kendskab til bydelen kommer med alternative bud på.«

Klaus Mygind slår fast, at han ikke har været orienteret om det trafikale kaos, der sker på Saxtorphsvej. Han vil nu gå videre med sagen:

»Næste skridt lige nu er, at jeg vil spørge forvaltningen til det her, hvor jeg vil referere til det brev, lokaludvalget sendte før efterårsferien. Vi har jo kun en interesse, som er at få lavet de daginstitutioner, der er brug for og få lavet dem på det bedste sted,« siger Klaus Mygind.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

One Ping

  1. Pingback:

Skriv et svar

Benedicte Lorenzen

Om journalisten Benedicte Lorenzen

Jeg har skrevet lokale historier om stort og småt i København siden 2011, i de seneste to år er min vej dog oftest gået til Valby og Sydhavnen. Jeg søger altid efter den gode historie, så ligger du inde med et tip til sådan en, så tøv ikke med at kontakte mig.

To af de 122 bænke ståler i alle regnbuens farver og vidner om både Vesterbros og kræfterne bag de nye bænkes forskellighed.

Grønne kræfter: Stærkt fællesskab har skabt ‘nye‘ bænke til Enghaveparken

Med tre børn bruger Jennie Petersson ofte det grønne areal ved Saxtorphsvej 11, her det den yngste søn Elliot, der sidder på den ofte brugte fodboldbane.

Nej til institution: »Der er allerede totalt trafikkaos på Saxtorphsvej«