Martin Henriksen mener, at den verserende bandekonflikt kalder på nye enheder indenfor enten politiet eller Forsvaret.
Martin Henriksen mener, at den verserende bandekonflikt kalder på nye enheder indenfor enten politiet eller Forsvaret. - Foto: Michael Paldan.

Sur 😠 Ked 😭 Haha 😆 Elsker 😍 Wow 🤩 Like 👍

»Det er et spørgsmål om tid før soldater vil patruljere i københavnske områder«

Den verserende bandekonflikt skal bringes til ophør med utraditionelle midler, mener Martin Henriksen, medlem af Dansk Folkepartis hovedbestyrelse. »Jeg tror, det er et spørgsmål om tid, før soldater vil patruljere i bestemte områder i København på grund af bandekonflikterne,« siger han.

»Jeg opfordrer Forsvarets ledelse og politiets ledelse samt regeringen og Christiansborg til at diskutere om der skal etableres helt nye enheder indenfor enten politiet eller Forsvaret, som kan gå hårdere til værks.«

Det siger tidligere folketingsmedlem for Dansk Folkeparti, Martin Henriksen, der i dag sidder i partiets hovedbestyrelse. Han foreslår konkret, at man sender soldater ud i bestemte københavnske områder for at få stoppet den verserende bandekonflikt, eller at der oprettes nye særlige politienheder der kan sættes ind i alvorlige situationer.

»Vi er kommet langt ud som samfund, når det er blevet det normale for lovlydige borgere at de skal frygte for at sende deres børn ud i byen, fordi banderne har overtaget. Jeg tror, at vi som samfund på et tidspunkt bliver nødt til at sende soldater på gaden eller uddanne helt nye særlige politienheder, som kan sættes ind i bestemte bolig- eller byområder og være fysisk og massivt tilstede over længere tid. Vi skal simpelthen gøre meget mere, og vi skal finde på noget nyt,« siger Martin Henriksen til Amager Bladet.

»Jeg har sådan set ikke et brændende ønske om at se soldater i de danske gader, men når det går rigtig galt, så bliver folk desperate og selvom de færreste politikere vil tale om det, så kan de hurtigt føle sig presset til at gøre noget ekstraordinært, hvis eksplosionerne og skyderierne fortsætter. Derfor kan de relevante myndigheder ligeså godt gå i gang med at diskuterer hvordan man vil håndtere situationen, når og hvis den opstår,« siger Martin Henriksen.

Nej til undtagelsestilstand

Socialdemokratiets retsordfører Jeppe Bruus afviser, at det kan komme på tale at sende soldater ud i de københavnske gader eller boligområder.

»Vi kommer ikke til at opleve en undtagelsestilstand. Politiet har bandeenheder, der er fokuseret på at løse opgaven. Der er blevet lavet tre bandepakker for at skærpe indsatsen mod banderne. Vi ser en faldende kriminalitet, men banderne opererer stadigvæk. Og der er blevet afsat flere penge på Finansloven til at uddanne flere betjente. Vi skal også have lavet en ny flerårig aftale for politiet, så der bliver gjort alt for at styrke politiet,« siger Jeppe Bruus til Amager Bladet, og tilføjer, at regeringens nye sikkerhedspakke vil styrke samarbejdet mellem Danmark og Sverige for at få stoppet bandernes pendling over Sundet.

»Når der er ekstraordinære behov for at kalde alt mandskab ind, så sker det i dag. Og jeg har derfor meget svært ved at se militæret være en del af det mandskab,« siger Socialdemokratiets retsordfører.

Jeg tror, at vi som samfund på et tidspunkt bliver nødt til at sende soldater på gaden eller uddanne helt nye særlige politienheder, som kan sættes ind i bestemte bolig- eller byområder.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti
SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Flemming Brank

Rokeringer i det politiske liv på rådhuset

Nu kan du endelig nyde for eksempel en croissant og en latte, når du kommer på Biblioteket på Rentemestervej. Her er caféen Tusindfryd netop åbnet.

Efter vandskade: Nu er caféen på Biblioteket endelig åbnet