Pernille Egede Taulund er oprindeligt fra Esbjerg, men bor i dag i Sundbyvester med sin mand.
Pernille Egede Taulund er oprindeligt fra Esbjerg, men bor i dag i Sundbyvester med sin mand. - Foto: Martin Sørensen

Wow 🤩 Like 👍

Ny landsforening: Pårørende til misbrugere må hjælpe sig selv først

Pernille Egede Taulunds far drak, og hendes storebror døde af druk. Hun har stiftet Landsforeningen for pårørende til stof- og alkoholafhængige for at give pårørende et fællesskab og mod på at hjælpe sig selv, før de hjælper misbrugeren.

Har du hørt om udtrykket ’medmisbruger’?

Det er, når en pårørende til en stof- eller alkoholmisbruger lader kærestens, søskendes, morens, farens, sønnens eller datterens misbrug præge og diktere hverdagen og livet, i kampen for at ’redde’ den misbrugende kære op af sumpen.

Det liv som pårørende har Pernille Egede Taulund, der bor i Sundbyvester, oplevet flere gange gennem livet, og det har fået den 52-årige pædagog og terapeut til at stifte Landsforeningen for pårørende til stof- og alkoholafhængige (LPSA).

»Jeg har været pårørende, lige siden jeg blev født. Jeg er fiskerdatter fra Esbjerg, og min mor var rengøringsassistent og min far drak sporadisk. I perioder drak han mere, spillede mere, blev mere fraværende fra familien, og der var rigtig meget snyd og bedrag: »Hvis du tager med mig ned på havnen og spiller poker, får du en sodavand og du må ikke sige det til mor,« sagde han til mig.

»Og jeg var med min mor nede på havnen – nu skal vi ned og finde far – og jeg vidste godt, hvor min far var, men jeg kunne ikke afsløre det. Så det at være lusen mellem to negle, fik jeg ret hurtigt ind under huden,« fortæller Pernille.

Sikre hans trygge rede

Pernille havde en 18 år ældre storebror, og helt fra hun var seks-syv år, opfattede hun, at der var noget med ham.

»Han fik en psykiatrisk diagnose, han var skizofren, og så havde han epilepsi. Det var højst sandsynligt stoffremkaldt – han var massiv misbruger af stof og alkohol. Han forsvandt væk hjemmefra, og min mor skulle redde ham. Vi skulle til København og finde Jørgen, og når Jørgen kom hjem, skulle han etableres i en ny lejlighed og have nye ting. Så var alt godt, og han skulle have NAB-øl igen. Så kunne min mor slappe af,« fortæller Pernille, men så nemt gik det ikke.

»Så drak Jørgen, og så solgte Jørgen alle sine ting og smadrede sit hjem, og så røg han på psykiatrisk afdeling. Så alkohol og stoffer har fyldt rigtig meget i hele mit liv. Og den vinkel, jeg har fået med helt fra barndommen er, at så skal man fikse vedkommende. Sørge for, at den der har det skidt kan sidde i den her trygge rede, før vi kan trække vejret selv. En rigtig pårørende, en rigtig medafhængig, som man også kalder det nogle steder.«

Tag iltmasken selv først

Den nye landsforening vil rette blikket mod de pårørende til misbrugere og hvad der kan gøres for dem.

»Alt den pårørendes overskud går til den, der har misbrug. Og det er det, vi gerne vil ændre i LPSA, vi vil gerne sætte fokus på, hvad kan den pårørende gøre for sig. Jeg ved godt, det er fuldstændig klichéagtigt, at du skal tage iltmasken på i flyet først, før du begynder at redde andre. Men den holder. For hvis du ikke passer på dig selv, kan du ikke passe på andre. Hvis du ikke giver dig selv kærlighed, kan du ikke give andre kærlighed.«

»Når du møder pårørende er det første, de siger: Hjælp mig til at hjælpe det her menneske. Fortæl mig, hvad skal jeg gøre for at få det her menneske til at gå i behandling. Men det starter altid ved dig – den pårørende – og det er det vi gerne vil ud med,« siger Pernille.

LPSA er en medlemsforening, der skal etablere netværksgrupper af pårørende rundt omkring i landet. Den første er stiftet i Frivilligcenter Amager.

»Vi har brug for at få lavet grupper rundt omkring, så vi kan netværke på tværs af landsdelene og blive klogere på hinanden. Komme ud i den fjerneste krog og få fat i de pårørende, der sidder i Frederikshavn eller på Langeland og føler sig oversete, magtesløse og buret inde følelsesmæssigt, fordi de ikke ønsker at gå ud og sige: Hey, jeg har et problem.«

»Mange er ikke klar til at tage det skridt og til, at andre ser dem og bliver opmærksomme på, at når der er en pårørende, så er der også en misbruger – det vil sige, så afslører man også automatisk sin misbruger.«

Barndommen smitter af

Oplevelserne i Pernilles barndom gav hende en normalitet og en rolle som pårørende til en misbruger, og det gjorde måske, at hun som ung kvinde spadserede direkte ind i et parforhold med en misbruger.

»Jeg havde jo lært at gå ud og finde mig en mand, som var massivt hashmisbruger, som jeg skulle redde. Jeg kunne mærke helt ud i mine fingerspidser, at han havde brug for mig. Det gjorde han også opmærksom på, han var jo smart. Han vidste godt, hvad han skulle gøre for at få hjælp og for at kunne ansvarsfralægge sig selv. Det var mit valg – jeg havde hele tiden det valg: jeg kunne gå eller jeg kunne blive. Så det er ikke ham, der er skyld i det, heller ikke min storebror.«

Pernille fik to børn med tre års mellemrum med sin daværende partner.

»Så kom jeg hjem en dag, og så sad han og mixede i stuen sammen med sine venner, mens Mie, der var den yngste på to år, løb rundt i hashtåger. Så pakkede vi. Og jeg vidste det jo godt, men det var først der, det blev synligt. Fandens også, så blev jeg jo nødt til at gøre noget! Og så flyttede vi.«

»Det er 22 år siden. Og så har jeg brugt de seneste 22 år på at undgå at være pårørende. Og jeg har været pårørende lige siden. For hver gang jeg ser, at nogen ryger for meget eller der er en øl for meget, så går jeg i action,« siger Pernille.

Hjælp til hele familien

Foreningens bestyrelse består af Pernille og seks andre kvinder, og alle er pårørende til misbrugere.

»Det foreningen konkret kan gøre for pårørende, inklusive os selv, det er at mødes i et fællesskab, hvor man kan spejle sig i hinanden og finde ud af, at man ikke er alene. Som landsforening vil vi politisk påvirke hele Danmark til endelig at forstå, at vi er nødt til at behandle hele familien. Det er ikke nok, at vi kun behandler de afhængige – hele familien skal med i pakken.«

»Jeg kender flere kvinder, hvis mænd har været i behandling, og når de kom hjem, så fik de lyst til at give dem en øl, for de kunne ikke holde ud at være sammen med dem. Hvis samfundet ikke tager sig af dem derhjemme, så er overlevelsesraten for de afhængige betydeligt mindre. Så det er det, en landsforening kan gøre. Og så skal vi have fjernet den dårlige samvittighed over misbruget, som de pårørende ofte tager på sig og i stedet slå fast, at det er misbrugeren selv, der bærer ansvaret!«

LPSA vil i takt med, at der oprettes lokale netværksgrupper, søge paragraf 18-midler (støtte til frivilligt socialt arbejde).

Landsforeningen for pårørende til stof- og alkoholafhængige

  • Pædagog og terapeut Pernille Egede Taulund fra Sundbyvester har stiftet Landsforeningen for pårørende til stof- og alkoholafhængige (LPSA).

  • LPSA er en medlemsforening af pårørende, som via lokale netværksgrupper udelukkende med pårørende og terapeutiske grupper, hvor en behandler tilbyder terapi til pårørende, hjælper og skaber et fællesskab for pårørende til misbrugere.

  • Den første netværksgruppe og terapigruppe er etableret i Frivilligcenter Amager i Foreningshuset Sundholm8, Sundholmsvej 8, hvor der er møder hver mandag 16.30-19.00.

  • Læs mere på www.lpsa.dk eller kontakt Pernille Egede Taulund på info@lpsa.dk eller tlf. 3124 0939.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Hanne Bjørton

Om journalisten Hanne Bjørton

Journalist på Amager Bladet siden 2005. Jeg skriver om lokalpolitik, kultur og ikke mindst om mennesker på Amager.

Fisken hjælper hvert år 400 unge med fritidsjobformidling. Den indsats er truet, efter der ikke blev fundet midler på budgettet til deres drift.

FISKEN advarer: 400 unge mister fritidsjobvejledning

Flemming Brank

Rokeringer i det politiske liv på rådhuset