Amalie Dideriksen husker stadig glæden ved at blive modtaget af klubkammeraterne fra Amager Cykle Ring i lufthavnen efter VM-triumfen for tre år siden.
Amalie Dideriksen husker stadig glæden ved at blive modtaget af klubkammeraterne fra Amager Cykle Ring i lufthavnen efter VM-triumfen for tre år siden. - Foto: Jesper Skovbølle (arkiv)

Jovist, Amalie var Danmarks første verdensmester på landevej

Mads Pedersens fornemme VM-triumf på ved landevejs-VM blev af flere hyldet som det første danske verdensmesterskab på landevej nogensinde. Amalie Dideriksen har nu kommenteret fejlen i et Facebook-opslag – amagerkaneren tager det ganske roligt.

I oktober 2016 kørte Amager Cykle Rings Amalie Dideriksen først over stregen ved VM i linjeløb i Doha, Qatar, og blev dermed Danmarks første verdensmester i landevejscykling. Punktum.

To år forinden havde hun endda vundet VM-guld i Spanien som juniorrytter, inden den fornemme karriere hos det hollandske storhold Boels Dolmans tog fart.

Det var der imidlertid adskillige medier og kommentatorer, der havde glemt, da de udråbte Mads Pedersen til den første danske verdensmester på landevej, da han spurtede først over stregen i England for godt to uger siden.

Facebook-opslaget

Amalie Dideriksen selv tager det dog ganske roligt. Vi bringer her hendes Facebook-opslag fra den forgangne uge:

»Den seneste uges tid har jeg fået en del henvendelser på baggrund af Mads Pedersens nyvundne titel som verdensmester og efterfølgende fejring. Flere medier har fokuseret på, at en række journalister havde glemt, at jeg var den første danske professionelle landevejsverdensmester nogensinde. Mon ikke alle bare var glædeligt overraskede over Mads’ sejr? Jeg synes i hvert fald, det er fantastisk for Mads og dansk cykling! Et år i VM-trøjen er en uforglemmelig og fantastisk oplevelse, og jeg er sikker på, at det kommer til at give dansk cykling et kæmpe boost og til at give Mads et år, han aldrig glemmer. Og jeg føler mig nu ret sikker på, at jeg ikke blev glemt. Mit navn blev i hvert fald nævnt flere gange under TV2s livedækning af herrernes løb. Der er ingen tvivl om, at det ville have været stort at blive inviteret til Københavns Rådhus til pandekager sammen med mine holdkammerater (Cecilie Uttrup Ludwig og Julie Leth) for at fejre, at jeg vandt VM i Doha i 2016. Men jeg er utroligt glad for den fejring, min barndomsklub Amager Cykle Ring arrangerede for mig, da jeg landede i Københavns Lufthavn.

Jeg ville naturligvis ønske, at kvindecykling havde lige så stort mediefokus og fik den samme grad af omtale som herrecykling. Kvindecykling er inde i en god udvikling, og selvom jeg ville ønske, at den udvikling gik endnu hurtigere, tror jeg, at flere stille og roligt får øjnene op for, at vores cykelløb faktisk er ret interessante.

Det er i mine øjne ikke kedeligere at se kvindecykling, selvom Poul Madsen (Chefredaktør Ekstra Bladet) ellers mener, at ’Mandlige cykelløb er meget mere interessant end kvindelige cykelløb’, og ’Mandlig cykelsport er vigtigere end kvindelig cykelsport’, som han udtalte i Presselogen på TV2 den 6. oktober. Jeg synes tværtom, at der er vidt forskellige dynamikker i landevejscykling for kvinder og mænd, som rent faktisk gør det interessant som cykelfan også at se kvindernes løb.

Med de ord vil jeg endnu en gang lykønske Mads resten af det danske herrelandshold med den flotte præstation, og så vil jeg da benytte lejligheden til at opfordre jer til at følge med i kvindecykling såvel som herrecykling fremover.

Mange cykelhilsner

Amalie Dideriksen«

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Kgs. Enghave & Valby Bladet og Amager Bladet. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem godt 20 år, de seneste fire på godt og ondt. Jeg er nysgerrig på menneskelivets mangfoldige historier inden for kultur, sport, trafik og politik. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

Børn klæder guldalderen af og på igen

Oplev The Harlem Spirit of Gospel Choir, når de sætter gang i julestemningen i Skt. Johannes Kirke.

New Yorks dygtigste gospelsangere synger julen ind på Nørrebro