Teknik- og mijøborgmester Ninna Hedeager Olsen på Strandboulevarden på tur med Østerbro Lokaludvalg for at se på forholdene ved en tidligere lejlighed.
Teknik- og mijøborgmester Ninna Hedeager Olsen på Strandboulevarden på tur med Østerbro Lokaludvalg for at se på forholdene ved en tidligere lejlighed. - Foto: Dan Møller

Debat om budgettet: Et skridt i den rigtige retning

Af teknik- og miljøborgmester Ninna Hedeager Olsen (EL)

I Enhedslisten er vi glade for budgetforliget på Københavns Rådhus, selvom det desværre ikke har været muligt at imødekomme alle de mange gode ønsker fra bydelene.

Som noget meget positivt er vi blevet enige om at hæve prisen på en beboerlicens og udarbejde en plan for, hvordan vi får mindre benzin- og dieseltrafik inden 2025. En højere beboerlicens vil gøre det attraktivt for flere at skifte til delebil, og forpligtiger aftalen os samtidig på at arbejde for at fremme delebiler bl.a. i forbindelse med den kommende kommuneplan.

Det vil ikke kun betyde mindre trængsel og bedre forhold for cyklister og fodgængere, det vil også have en mærkbar effekt på byens klimaregnskab og luftforureningen. Vi har også allerede taget hul på arbejdet med et markant løft af cykelområdet.

Enhedslisten fik også kæmpet sig til, at der nu afsættes 365 millioner kroner til arbejdet med at skabe en mere sammenhængende by, hvor vi løfter nogle af byens udsatte bydele og investerer i nye almene boliger primært i de nye byudviklingsområder.

På Østerbro kan naboerne til Lundehustorvet se frem til et nyt mødested og byrum, når torvet opgraderes og udvides, så det i fremtiden bedre kan anvendes til fx torvedage og andre begivenheder. Med bedre muligheder for ophold skal Lundehustorvet invitere beboerne i de nærliggende boligområder Emdrup Vænge og Ryparken ud i byen, så medborgerskabet i det udsatte byområde styrkes.

I den nordlige del af Strandboulevarden anlægger vi en cykelsti, og samtidig får vi lavet en foranalyse, der skal vise, hvordan vi kan få en trafiksikker Nygårdsvej. Det betyder, at gaden i fremtiden vil gå fra to vognbaner i hver retning til en i hver retning. Det betyder, at det bliver nemmere og mere sikkert at tage cyklen langs Strandboulevarden.

Og der er mange flere projekter som disse, der alle er med til at skubbe København i den rigtige retning. Et skridt ad gangen.

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

3 gode råd til at holde varmen i dit hjem

Søren fra Tribeca, Julie fra Nørrebro/Nordvest Bladet og Benjamin fra Nordvest Ølbar er trekløveret bag Nordvest Ølfestival. Find Facebookbegivenheden ‘Nordvest Ølfestival 2019’ og få yderligere og løbende info om program, billetter og øvrig info.

Nordvest Ølfestival: Billetsalget er skudt i gang