Yussuf Poulsen har netop scoret kampens eneste mål efter 84 minutters spil.Noget der fik Peter Piil godt og grundigt op at køre.
Yussuf Poulsen har netop scoret kampens eneste mål efter 84 minutters spil.Noget der fik Peter Piil godt og grundigt op at køre. - Foto: Bo Børresen

Hele Fodbolddanmarks Piilot

Frederiksberg Bladet sad med på kommentatorpladserne, da Frederiksbergs Peter Piil lørdag styrede Kanal 5-seerne sikkert gennem den danske 1-0 sejr over Schweiz.

Klokken er 17.50. Det er lørdag aften. Peter Piil stikker sin medkommentator, Brian Laudrup, næven og ønsker god kamp. Selvom makkerparret har prøvet turen utallige gange før, sitrer forventningens glæde i deres øjne.

Scenen overgår da også de fleste arbejdspladser. En stopfyldt dansk nationalarena klædt i rødt og hvidt klar til at tage imod de to mandskaber og afsynge nationalmelodier.

Kigger klip med Laudrup

For Peter Piil, som skal guide de mange tv-seere på Kanal 5 gennem landskampen, er arbejdsdagen begyndt små seks timer forinden med en telefonbriefing fra tv-stationens landskampsredaktør, Jens Arnborg, som udstikker tidspunkter for, hvornår Piil og Laudrup skal være på plads i Telia Parken, og hvornår de skal på live.

Klokken 14.30 får Peter Piil udleveret sin akkreditering, finder sit sædvanlige sæde på Parkens kommentatorpladser og møder Brian Laudrup.

De to taler den første gennemstilling igennem, og Laudrup viser Piil nogle klip af det danske spil fra hjemmesejren over Polen i 2017. Derefter smutter makkerparret op i Parkens presserum, spiser lidt og taler nøgletemaer igennem samt kigger udvalgte klip igennem fra forårets kamp mod Schweiz.

Læs også: Peter Piils største øjeblikke som kommentator

Klokken 15.07 er Peter Piil og Brian Laudrup for første gang live igennem som en del af Kanal 5’s massive kampoptakt. Herefter er det retur til presserummet.

Peter Piil

  • Født 15.05.1962 (57 år)

  • Gift og far til en søn (23 år) og en datter (21 år)

  • Har boet på Kong Georgs Vej siden 1996

  • 1988-92 Elev på Dansk Journalisthøjskole

  • 1991-01 Radiokommentator på DR Radiosporten med fodbold og cykelsport som primære arbejdsområder

  • 2001-03 Kommunikationsmedarbejder hos HORESTA (brancheorganisation for hotel-, restaurant- og turisterhvervet)

  • 2003-06 Tv-kommentator på Viasat (Superligaen og Champions League på TV3 og TV3+)

  • 2006- Tv-kommentator på Discovery Networks (Superligaen, Europa League og landskampe på Canal 9, EuroSport og Kanal 5)

Støj på linjen

Klokken 16.35 tikker to holds startopstillinger ind på Peter Piils telefon, som han straks viser til Brian Laudrup. Ingen overraskelse i den danske start-11’er.

Ti minutter senere vender Piil og Laudrup tilbage til kommentatorpladserne og forbereder de sidste ting. Klokken 17.15 er de igen live igennem, alt imens de 36.000 tilskuere så småt er ved at indfinde sig.

Og så er vi tilbage ved de to nationalmelodier klokken 17.55. Piil benytter de kortvarigt slukkede mikrofoner til i en meget bestemt tone at bede teknikkerne ude i OB-vognen om i en fart at få fjernet en temmelig forstyrrende lyd fra en anden linje.

Teknikken bliver fikset, og den hviderussiske dommer fløjter kampen i gang. Lydtapetet i Parken fejler ikke noget, men det gør det danske spil. De største bifald høster målmand Kasper Schmeichel ved at hive den ene verdensklasseredning frem efter den anden.

Parken og Piil amok

Schmeichel holder Danmark inde i kampen, og med seks minutter tilbage af den ordinære spilletid går Parken og Piil amok, da Yussuf Poulsen udnytter en fiks frispilning fra Christian Eriksen og sikrer Danmark en 1-0 sejr.

På kommentatorpladserne tager Piil og Laudrup sig til hovedet i glæde over den utrolige og utroligt heldige danske sejr. Glæden blandt de danske landsholdsspillere er naturligvis stor, og de står nærmest i kø for at udtale sig til Kanal 5’s reportere ned på banen og i mixed zone, så der er ikke brug for flere kloge ord fra d’herrer Piil og Laudrup, som så småt kan pakke sammen efter en veloverstået arbejdsdag.

Laudrup når at skrive endnu en håndfuld autografer og få taget selfies med begejstrede fans, inden de to tager afsked med hinanden. På vej ud af Parken klokken 20.45 hilser Piil på Egholm, Gravesen, Jacobsen og Povlsen i studiet og takker af.

Peter Piil har kommenteret 152 danske landskampe - 90 i radioen og 62 på tv.

Peter Piil har kommenteret 152 danske landskampe – 90 i radioen og 62 på tv. – Foto: Bo Børresen

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV
»Op til en kamp printer jeg info om de implicerede spillere på labels og sætter det op på et A3-ark, som jeg har foran mig under kampen,« forklarer Peter Piil

Peter har den (sports)gren så kær …

Charlotte Fich

Vind billetter: Charlotte Fich giver koncert