Shotgun Revolution på scenen, Amager Strandpark 2010.
Shotgun Revolution på scenen, Amager Strandpark 2010. - Foto: Michael Paldan (arkiv)

Vind billetter: Shotgun Revolution i Amager Bio

Shotgun Revolution fylder for tiende gang Amager Bio med hårdtslående rock 24. oktober. Læserne kan vinde billetter.

19. februar 2009 gik Shotgun Revolution på scenen i Viften i Rødovre.

Det blev startskuddet til, indtil videre, 10 års rock n’ roll over det meste af verden, med tre albums, et livealbum og en unplugged-ep til følge.

»Amager-hammer«

Jo, Amager-bandet Shotgun Revolution har haft fart på, siden de puslede med deres første album ’Join The Revolution’ i et øvelokale på Ladegårdsvej i Tårnby for ti år siden, hvor Amager Bladet var på besøg i øvelokalet i Tårnby, da de lige havde været i finalen i P4-konkurrencen Rocktoget.

»Vi skulle bare ud i landet og fyre den af. Masser af mennesker og gang i den. Det skulle så vise sig, at det ikke er heeelt så let,« smiler guitarist Martin Frank, da vi møder ham på caféen Kystens Perle i Kastrup til en snak om jubilæet.

»Vi var omkring 30 år gamle på det tidspunkt: Voksne mænd, der ikke rigtigt forstod, hvad der var trendy. Der var ikke nogen karriereplan overhovedet. Jeg er vokset op med Guns N’ Roses, Metallica, Ozzy Osbourne, D.A.D. – det var bare det, der var fedt at gøre. Og siden da har det bare været det, vi i bandet kalder ’Amager-hammer’…«

Kan ikke helbredes

Hundredvis af koncerter fra 22 operahuse i Kina, til Camp Bastion i den afghanske ørken, Whisky A Go Go i Los Angeles til The Barfly i London til fire gange Smuk Fest og ni gange Amager Bio – plus supporttjanser for blandt andre Slash og Black Stone Cherry er det blevet til siden da.

Så hvad gør man så efter 10 år? I Shotgun Revolutions tilfælde siger man farvel til sit pladeselskab, skriver nye sange og tager til Los Angeles hvor et af verdens absolut bedste lydstudier, NRG Recording, lægger lokaler til det kommende fjerde album – langt fra den Kastrup-idyl, hvor Martin har slået sig ned med sin kæreste og begge deres familier bor.

»Men det er en hård branche. Der er ikke de penge i musik og plader, som der har været, så hvis man ikke virkelig vil det, så skal man holde musikken som en hobby,« fortæller Martin Frank.

»Vi er bare nødt til at gøre det her, og vi kan ikke helbredes,« griner guitaristen.

Det fedeste spillested

Så at sænke farten, ambitionerne og niveauet for live koncerterne kommer ikke på tale: Efterårsturnéen 2019 er en jubilæums-tour, så naturligvis vil der blive spillet sange fra bagkataloget – et af de største P4 hits i 2010 ’Flipside’ er naturligvis på listen – når de indtager scenen i Amager Bio for tiende gang torsdag 24. oktober klokken 20.00. Men også nye sange fra Los Angeles-indspilningerne skal luftes, lover Martin Frank.

Og jobbet i Amager Bio fylder stadig mest i kalenderen:

»Det er bare noget helt særligt, for vi har altid haft base på Amager. Når man spiller alt fra små brune barer til koncertsale, så er det skønt at komme hjem til Danmarks fedeste spillested med en foreningsånd, der gennemsyrer det hele. Og det er kun blevet bedre efter ombygningen,« slutter Martin Frank.

Vind billetter

Amager Bio og Amager Bladet udlodder 5×2 billetter til koncerten.

For at deltage i konkurrencen skriver du en mail til jape@amagerbladet.dk senest tirsdag 15. oktober klokken 12.00.

Skriv »Shotgun Revolution« i emnefeltet, opgiv navn, adresse og telefonnummer i dagtimerne og svar på spørgsmålet:

Hvor mange gange har Shotgun Revolution spiller i Amager Bio?

Vinderne får direkte besked og skal kvittere for gevinsten inden mandag 21. oktober klokken 16.00.

Amager Bladet på besøg i øveren i Tårnby, 2009.

Amager Bladet på besøg i øveren i Tårnby, 2009. – Foto: Michael Paldan (arkiv)

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Jacob Schneider

Om journalisten Jacob Schneider

Journalist på Amager Bladet og City Avisen. Lokalområdet særligt omkring Amagerbro og Sundbyerne har været en del af mit liv gennem snart 25 år på godt og ondt. Jeg går op i menneskers historier inden for kultur, sport, trafik, politik - og alle de andre ting, der påvirker folks liv og levned. Mail: jape@minby.dk. Tlf.: 26169647.

For nylig blev Cityringen åbnet med masser af passagerer ved stationerne.

Snart stiger priserne på offentlig transport

Få minutter før åbningen var køen udvidet langs det meste af gangen på første sal i Danmarks største indkøbscenter, Field´s. I alt 13.700 personer besøgte butikken i løbet af åbningsweekenden.

13.700 gæster til åbning af ny modebutik i Field’s