Amager Bakke er indviet. Så nu kan man stå på ski eller tage på vandre- og klatretur op ad det 85 meter høje forbrændingsanlæg, der måtte gå så grueligt meget igennem før det blev en smuk svane.
Der er koldt på toppen, siger man. Men denne fredag eftermiddag var der masser af varme sig på. For efter næsten ti års arbejde kunne direktør for fonden Amager Bakke, Patrick Gustavsson sammen med overborgmester Frank Jensen, Tårnbys borgmester Allan S. Andersen og arkitekt Bjarke Ingels endelig indvie Amager Bakke – forbrændingsanlægget med både skibakke, vandrestier og verdens højeste klatrevæg.

Nedtælling til den officielle åbning. Tårnbys borgmester Allan Andersen gør klar til at trykke på knappen med blandt andre overborgmester Frank Jensen, arkitekt Bjarke Ingels og direktør i Amager Ressource Center, Jacob Hartvig Simonsen. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. – Foto: Philip Davali
Der er blevet bidt negle
Efter bobler, pindemadder og musik, der blev indtaget med den flotte udsigt over byen, erklærede ejerne bag forbrændingsanlægget samt Bjarke Ingels det spektakulære byggeri for officielt indviet.
»Hold da op, hvor er der mange der har båret, der har bidt negle og tvivlet. Jo, det har været nervepirrende. Men det er lidt som i H.C. Andersens eventyr om den grimme ælling, der er blevet til en smuk svane. Og sikken gave vi giver til alle københavnere. Jeg ser det her projekt som noget af Københavns DNA. For vi ville ikke bare lave et forbrændingsanlæg, men også give noget til byen. Og det har vi fået,« sagde Frank Jensen.
»Klimapolitikken er blevet et helt nyt omdrejningspunkt. Og vi er ambitiøse i København. Vi har netop indgået en budgetaftale, hvor vi giver el-biler gratis parkering. Og Amager Bakke lever i den grad op til de grønne ambitioner.«
Tårnbys borgmester Allan S. Andersen, der er tidligere elektriker, bemærkede de mange elektriske installationer i anlægget.
»Jeg kan se, at der er blevet arbejdet godt og grundigt med installationerne. Men først og fremmest skal vi takke Bjarke Ingels, der fik den enkle, men også komplicerede opgave at bygge en skibakke på toppen af affaldsbjerget,« sagde han.

Efter den officielle indvielse fik flere indbudte gæster lov til at kaste sig ud på skipisten. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. – Foto: Philip Davali
Gorm vovede pelsen
Medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Enhedslisten, Gorm Anker Gunnarsen, afslørede, at han ikke havde stået på ski i mange år, men alligevel ville vove pelsen. Så han spændte skistøvlerne og tog den gelinde ned ad pisten.
Tårnbys borgmester skulle dog ikke nyde noget:
»Jeg har aldrig stået på ski, så det bliver ikke i dag,« fastslog han.

Arkitekt Bjarke Ingels forklarede, at han aldrig troede på idéen om at lave en skibakke på toppen af et forbræningsanlæg, men at positive tilbagemeldinger fik ham overbevist. »Og vi kan indånde frisk luft,« sagde han. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. – Foto: Philip Davali
Amager Bakke

Andre travede op til toppen… Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix. – Foto: Philip Davali
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV