Borgermødet om budgettet i Kedelhallen tirsdag aften.
Borgermødet om budgettet i Kedelhallen tirsdag aften. - Foto: Heidi Engelund

Ked 😭 Elsker 😍 Like 👍

Fuld damp i Kedelhallen: »I kan ikke modernisere hjerterum«

Husholdningsbudgettet for kommunen 2020 skal skrues sammen og vedtages senest 5. november. Tirsdag aften var der borgermøde i Kedelhallen om det forslag, som embedsmændene har udarbejdet som oplæg til politikerne.

”I kan ikke modernisere hjerterum og nærvær.”

”Der er ikke noget super ved superklubber.”

”Hvis I vedtager det der, så skal der ansættes nogle flere centervagter i Frederiksberg Centret og gerne nogen med pædagogisk baggrund.”

Det er bare et lille udpluk af den til tider ophedede debat i Kedelhallen tirsdag aften, hvor kommunen havde indbudt alle til at komme og høre nærmere om det oplæg til kommunebudget 2020, som embedsmændene lagde frem 24. september, men som de har arbejdet på siden januar.

Populær temacafé

Ledende medlemmer af de politiske partier og topembedsmænd var til stede og efter en ultrakort introduktion til budgetprocessen, skulle publikum bevæge sig rundt til såkaldte temacafeer, hvor det var meningen, at mange emner skulle berøres, By, Kultur og Miljø, Ældre, Sundhed og Arbejdsmarked og endelig Børn og Unge.

Det blev de bare ikke, for mødet blev fuldstændigt kapret af forældre og børn til klub Louis P på Nyelandsvej og Klub Huset på Sankt Knuds Vej. Sidstnævnte foreslås nedlagt og huset solgt i budgetoplægget, mens Louis P foreslås ændret radikalt.

Det betød at nærmest alle i salen samledes i en kødrand omkring cafebordet, hvor børne- og ungedirektør Inger Andersen som øverste embedsmand på området og medlemmer af Undervisningsudvalget stod parate. Inger Andersen skulle svare på spørgsmål og politikerne skulle notere input fra de fremmødte.

Aftenens skydeskive

Inger Andersen var gennem hele aftenen skydeskive for frustrerede forældre, hvoraf nogle ligefrem medbragte talepapirer.

Andre havde deres børn med, der følelsesladet kunne fortælle, hvor meget det ville betyde for dem, hvis Louis P laves om og Klub Huset nedlægges.

En meget ung frederiksberg-borger, Rebekka fra Klub Louis P, står i centrum og tager ordet:

”Jeg går i Louis P, og jeg vil være ked af det, hvis den lukker. Så vil jeg blive splittet fra mine venner.”

Nej tak til superklubber

Det handlede om normeringer i småbørnsinstitutionerne, og så handlede det ikke mindst om klubberne.

Der tales om superklubber med meget store antal elever – det foreslås således at klub Louis P, der har 331 medlemmer lægges sammen med Klub Joker på Vagtelvej, der har 316 medlemmer. Det betyder 647 medlemmer på Vagtelvej. Og selv om det er målt, at der aldrig er mere end ca. 60 % til stede på samme tid, så er det stadig alt, alt for mange i forældrenes øjne.

Kommunen har ellers investeret i nye, moderne rammer. Især i form af ny klubbygning til Klub Jokeren på Vagtelvej og en nybygget klubbygning til Klub Tempeltræet på J.M. Thieles Vej, som står færdig i foråret 2020.

De nye klubber har en høj standard, og rummer eksempelvis indendørs basketball-sal, skaterhal, værksteder og køkkenfaciliteter.

Børn var i centrum

Hvis man skal dømme efter reaktionen i Kedelhallen, så er forældrene fløjtende ligeglade, de vil hellere have småt men godt.

”Der er ikke noget super ved superklubberne”, som en forældre konstaterede og blev bakket op af en anden far:

”Nedlæggelse af Klub Huset vil være en tragedie for Frederiksberg.”

Inger Andersen svarer imødekommende på alle henvendelser, selv om hun som ledende embedsmand på området har hørt alle indvendinger mange, mange gange før.

Hun medgav at det er meget forståeligt at være tryg ved det man kender og frygte det, man ikke kender. Hun insisterede dog også på, at børnene og de unge i kommunens store klubber også er meget glade for at gå i deres klubber.

En lidt for lang gåtur

Ud over at blive mange flere, så hæftede forældrene til medlemmer i Louis P, at der 1,6 kilometer længere til Joker på Vagtelvej end nu.

”Ja, sagde en mor, 1,6 km frem og 1,6 km tilbage.”

Hun var bange for at hendes børn enten ville fravælge klubben eller gå i den mindre end ellers. En far konkluderede ligefrem:

”Der kommer flere unge ud i gaderne, hvis det her gennemføres. Og der skal ansættes flere centervagter i Frederiksberg Centret og gerne med pædagogisk baggrund.”

På et tidspunkt, hvor flere havde brugt ordene ”Politikerne vil…” blev det formanden for Undervisningsudvalget Michael Vindfeldt (S)for meget, så han tog ordet og sagde med eftertryk:

”Politikerne vil ingenting. Det er et oplæg, vi diskuterer. Intet andet.”

Og det er jo sandt. Det er oplæg, der peger på veje man kan gå, men politikerne kommer først for alvor på banen i weekenden 11.-12. oktober, hvor der er budgetkonference med mulighed for virkelig at komme ned i substansen. 22. oktober er frist for partiernes ændringsforslag og 4. november skal det vedtages.

Ingen andre spørgsmål?

Aftenens øvrige emner trak nærmest ingen mennesker og embedsmænd og udvalgspolitikere kunne stort set stå og tale uforstyrret med hinanden.

Efter temacafeerne var der samlet spørgerunde og her gentog historien sig. Næsten alt handlede om det samme i en grad, så ordføreren, konstitueret kommunaldirektør, Henning Daugaard, næsten opgivende spurgte ud i salen:

”Er der virkelig ikke nogen her, der har spørgsmål, der ikke handler om klub-struktur på Frederiksberg?”

Det var der ikke.

Til sidst kom de otte politiske partier på banen med et ultrakort indlæg, hvor de samlede op på aftenens indhold, men der var mange allerede trukket ud i siderne og på vej hjem.

Direktør for børne- og ungeområdet, Inger Andersen, var skydeskive for mange spørgsmål.

Direktør for børne- og ungeområdet, Inger Andersen, var skydeskive for mange spørgsmål. – Foto: Heidi Engelund

SYNES DU OM ARTIKLEN?
KLIK PÅ LINKET OG TILMELD DIG VORES NYHEDSBREV

Skriv et svar

Heidi Engelund

Om journalisten Heidi Engelund

Jeg er journalist på Frederiksberg Bladet, og er altid glad for at skrive om det lokale, stort og småt, rundt omkring på Frederiksberg. Har du et godt tip, så er du altid velkommen til at maile til mig på hee@minby.dk

Der er ændringer på linje 2 A, men på Godthåbsvej kører som vanligt med 8-10 minutters interval.

Du kan stadig tage linje 2 A til den nye metro

Turen går blandt andet forbi Istedgade, hvor Stjerne Radio ligger. Forretningen, der husede modstandsgruppen Holger Danske under krigen.

I fodsporene på frihedskæmperne: Forening inviterer på byvandring